Store forventninger | Golf.dk

Store forventninger

19/05 - 2015 | Thomas Vennekilde

Det er ikke hver dag, at man møder en levende legende. Men for enden af den lange egetræsbar sidder en ældre herre fordybet i snak med nogle venner. Det tynde grå hår og den lettere slidte tweedjakke til trods spotter vi straks, at her er tale om en af Irlands store sønner, der i perioden 1955 til 1973 var fast mand på Ryder Cup-holdet.

Christy O’Connor viser sig at være som irerne er flest - en hyggelig fyr. Efter der er blevet taget en stribe fotos, slår han sig ned hos vores gruppe til en snak. Og han redder de svenske deltageres dag, da han siger, at Annika Sörenstam er den bedste golfspiller, der har levet - også bedre end Tiger Woods.

Stedet for dette stjernetræf er Royal Dublin Golf Club. Klubben har 130 år på bagen og er dermed Irlands næstældste klub. Den er anlagt på en lille ø i bugten ud for Dublin, og er første stop på vores femdages golftur langs østkysten - fra Dublin til Belfast.

Forud er gået en noget atypisk runde. For med en placering ud til det Irske Hav kan man forvente lidt frisk vind. Men vi besøger banen på en vindstille og solskinnende dag, hvor gorsen står i blomst og bringer mindelser om kokosolie og barndommens charterrejser. Vores udfordringer er derfor ikke helt så store, og da der er tale om en meget reel bane, hvor der ikke er så mange skæve bounces, som man oplever på nogle linksbaner, kan vi komme rundt med en fin score.

Mandeland

Tilbage i klubhuset glider snakken med de lokale, der er meget imødekommende. En af de mere snaksalige i vores selskab bliver faktisk inviteret til at blive “overseas member” af klubben. Jeg falder også i snak med et par medlemmer, der fortæller, at klubben kun er for mænd, “men de må til gengæld tage deres døtre, mødre og koner med”, som de udtrykker det. Denne særlige britiske tilgang til tingene ses da også på scorekortet. Som svar på, at kvinder ikke kan blive medlem her, har Ladies Golf Union nægtet at rate banen. Derfor er det ikke muligt for kvindelige gæster at beregne deres handicap, hvis de skal spille her.

Næste morgen stiger vores selskab ombord på bussen, der har vendt kølerhjelmen mod nord. Dagens rejsemål er County Louth. En klassisk linksbane, der rangerer højt på mange lister over verdens bedste baner. Og så har den for nylig fået et dansk islæt, da den fremadstormende danske banearkitekt Philip Spogárd skal redesigne fire af banens huller. Vores besøg er timet således, at også Spogárd er her for at se på, hvordan arbejdet skrider frem.

Så mens vi sætter os omkring et bord i klubbens mødelokale, fortæller han om arbejdet med banen og samarbejdet med klubben, hvor blandt andre vicekaptajnen fra Ryder Cup Des Smyth er medlem.

Banen har ikke altid ligget her. Det begyndte på den anden side af bugten, men en dag sejlede et af medlemmerne en tur og opdagede et stykke land, der var bedre egnet til golf. Og så flyttede man.

Banen er klassisk links, selv om hullerne omkring klubhuset har lidt parkland karakter.

Man er aldrig i nærkontakt med havet, men man kan hele tiden fornemme det i baggrunden. Stærkest er følelsen, når man går ned ad 13. hul. En høj klit løber hele vejen langs højre side af fairway, men man kan høre havets brusen derude. Og når man når op på 14. tee, kan man så også se bølgerne slå ind på stranden.

Godt forblæste efter runden træder vi ind i klubhuset, der er fyldt med kvinder i meget farverigt og udfordrende festtøj. Det står i skarp kontrast til skiltet ved indgangen, der foreskriver en smart-casual dresscode - eller også betyder det bare noget andet her...

Krigszone

Fra County Louth fortsætter vi nordpå. Fra Irland og ind i Nordirland, hvor aftenens mål er hovedstaden Belfast. En by, som har en voldsom historie og stadig på mange måder fremstår splittet. Store kvarterer af lave røde murstenshuse passerer forbi bussens vinduer, mens vi kører ind mod centrum - og de fleste af dem er til salg eller leje.

Blot få minutters kørsel fra centrum løber en serie af høje mure tværs gennem byen. De har fået det lidet dækkende navn The Peace Lines, og har stået der siden 1969 for at adskille protestanter fra katolikker, englændere fra irere. I dagtimerne er portene i muren åbne, men om aftenen bliver de lukket, for det er ikke alle i byen, der har fået memo’et om, at der er våbenhvile. Konflikten ligger dybt i befolkningens DNA, hvilket vi får et førstehåndsbevis på, da vi gør et toiletstop ved en bar i den katolske del af byen. Vores chauffør kommer hurtigt ud igen. Han havde spottet et par halvfulde gæster og var bange for, at hans protestantiske baggrund ville tirre dem.

På gadehjørnet står en flok unge drenge og kaster med sten. Chaufføren fortæller, at det er opvarmning til i aften, hvor de går op til hegnet og kaster efter “modparten”.

Kontrasten fra de trøstesløse gader, hvor ungerne hænger på hjørnerne og fremtiden på mange måder ser dyster ud, er til at få øje på, da vi kører ind i centrum. Siden våbenhvilen i midten af 90’erne har byen gennemgået en modernisering og ligner i dag enhver anden storby med glas og stål, cafeer og modebutikker. Her er gaderne fyldt med unge mennesker, der fester og religion virker som en fjern ting.

Historisk vingesus

Tragiske historier fylder meget i Belfast, hvilket vi får endnu et bevis på, da vi besøger det nye Titanic Museum fra 2012. I Belfast er man stolte over, at det var her, Titanic og dets to søsterskibe blev bygget, og hvis man nævner, at Titanic sank, så lyder svaret: “Titanic blev bygget af irere, men det var en englænder, der sejlede det ind i et isbjerg”.

Selve museet er udformet, så det fra alle sider ligner boven på et skib. Her kan man opleve hele Titanics historie - se hvordan det blev bygget, gå rundt i rekonstruerede kahytter eller læse de rejsendes historie. Man kan også genopleve forliset, og på interaktive skærme dykke ned og udforske vraget. Afgjort et besøg værd for alle historieinteresserede.

Og dem, der elsker filmen fra 1997, kan være helt rolige. Celine Dions hitsang kører naturligvis i baggrunden.

Efter to dage med linksgolf byder tredjedagen på parkbanegolf. Og selv om linksgolf er fantastisk, så er variation også en skøn ting. Især når det foregår på en fantastisk bane som Royal Belfast.

Banen er designet af Harry S. Colt og anlagt ud til Belfast fjord, hvilket giver en fantastisk udsigt fra hvert eneste hul. Klubben er Irlands ældste med en historie, der går tilbage til 1881.

For at blive medlem skal man have et par proponenter. Men gæster er meget velkomne, og når man først er kommet ind af døren, forstår man godt, hvorfor klubbens 1.000 medlemmer kommer her ofte. Det store klubhus blev givet af et medlem, der havde bygget det som aftægtsbolig til sin mor, men hun døde inden det var færdigt. Men der er nu langt fra tale om nogen typisk ældrebolig. De mange stuer og spisesale kan gøre det ud for et helt plejehjem, og med de tre barer - vi er trods alt i Irland - vil der aldrig være nogen dehydrede beboere.

Banen er ikke designet efter nutidens tekstbog. Der er mange specielle huller og en del halvblinde slag, men da solen bryder igennem skyerne på 15. green, føles det som om golfguderne kærtegner en.

Da vi efter runden sætter os i Casual Bar, spørger bartenderen, “Will you be dining with us tonight, sir?”.

Det er der desværre ikke tid til, men vi kan lige nå en pint, mens vi sidder og ser ud over fjorden, hvor Titanic for godt 100 år siden sejlede fra værftet mod Southampton og sin skæbne. En pint med historiens vingesus.

Forpustet bane

Irlands østkyst blev fornylig valgt til Europas Golfdestination of the Year. Og det er velfortjent. Antallet af klassebaner her er imponerende, hvilket de tre første dage har bevist med al tydelighed. De tre baner er alle velbeskrevne og har et ry, der rækker langt ud over landets grænser. Det samme kan man ikke sige om dagens udfordring. Selv om den får fine anmeldelser på flere internationale golfsites, havde Ardglass Golf Club undgået min opmærksomhed. Nu er den prentet ind i min bevidsthed.

Der er ellers ikke meget, der tyder på, at denne dag vil byde på en storslået golfoplevelse. På vej til banen melder det irske vejr sin ankomst. Så mens vi sidder i bussen og nærstuderer nogle flotte luftfotos af banen, pisker regnen mod ruden. Men da vi kører ind i den lille by Ardglass en times kørsel syd for Belfast, stopper regnen.

Vinden har dog ikke lagt sig, så det er en kraft blæst fra Det Irske Hav, der møder os, da vi står af bussen og finder vores golfudstyr frem. Vi søger læ i klubhuset, der er bygget oven på resterne af et slot fra 1300-tallet. Med blæsten i frisk erindring søger jeg mod proshoppen for at investere i en Thinsulate tophue med logo. Det viser sig at blive den bedste og mest brugbare souvenir, jeg nogensinde har købt.

De første fem huller på Ardglass tager næsten pusten fra en. De er alle anlagt langs klipperne med havet som en højlydt kulisse. I dag spiller de ind i vinden og er dermed en voldsom start på runden. Men selv ikke en orkan kunne tage noget fra oplevelsen. Hullerne er supersceniske, kulminerende på 5. tee, hvor man er omkranset af vand, mens vinden rusker i en.

Og sådan er der flere gange, hvor man bare har lyst til at vende sig om og lade havets brusen ramme en i brystet.

Men der skal jo også spilles golf. Ardglass er en kort bane, hvor naturen er den store udfordring. Her får man testet hele repertoiret. Man finder ud af, at det er svært at drive i strid modvind, og at det er endnu sværere at spille ind i medvind.

Selv om banen også har et par kedelige lige-ud-af-landevejen huller, så opvejer resten så rigeligt det, og glæden, da jeg putter ud på 18. green, kan bedst sammenlignes med den et barn oplever, når det juleaften pakker den gave ud, som det har ønsket sig hele året.

Da vi efter et par pints sætter os ud i bussen, begynder regnen igen at tromme mod forruden - det er vist det man kalder The Luck of the Irish.

Blind klasse

Vi kører vestpå mod turens sidste overnatning. Målet er Slieve Donard, et luksushotel, der gennem årene har haft besøg af blandt andre Charlie Chaplin, Jack Nicklaus og Tiger Woods. Men hotellets store trækplaster er naboen - golfbanen Royal County Down. At de godt er klar over det på hotellet, vidner de pile, der viser vej til golfbanen, om.

Royal County Down regnes af mange for Europas bedste golfbane, og har været vært for en lang række mesterskaber. Så det er med tårnhøje forventninger, at vi hilser på starteren, der med et fast håndtryk ønsker os en god dag.

Banen lægger også forrygende ud med nogle spektakulære huller langs havet. Hvert enkelt hul er skåret ud mellem klipper og gorsebuske. Det eneste tegn på, at der er andre mennesker på banen, er, når der en gang imellem stikker et kasketklædt hoved op mellem gorsebuskene til et af nabohullerne.

Banen byder på relativt mange blinde slag. Det er en smagssag, om man bryder sig om det. En anden ting, der også er mange af, er bunkers - små, dybe og med græs, der hænger ud over kanten. Det er langt fra sikkert, at man kommer op af sådan en i første forsøg, hvilket mange i vores lille følge må sande i løbet af dagen.

Da vi når 9. hul, kommer vi samtidig også til et af de steder, hvor alverdens golffotografer i tidens løb har gjort stop. Jeg har dog ikke tid til at nyde udsigten fra toppen af bakken ned mod klubhuset alt for længe, da jeg skal en tur ud i roughen for at lede efter mit vildfarne drive.

Bag-ni er lidt mere åbne og overskuelige. De er tegnet af Old Tom Morris for fire pund i 1889. Et beløb, der står i skarp kontrast til den to-punds mønt jeg bruger som markeringsmærke i dagens anledning.

Tilbage i det meget stilfulde klubhus er det tid til at gøre status. Levede Royal County Down op til forventningerne? Både ja og nej. Det er helt sikkert en fabelagtig bane, som alle Irlandsrejsende bør besøge. Men der er et problem med store forventninger. Man kan næsten kun blive skuffet. Og på trods af, at jeg lige har spillet 18 forrygende huller, så er jeg alligevel ikke helt oppe at ringe. Men sådan er det nok, når man havde forventet en åbenbaring, og så bare blev præsenteret for en fantastisk bane.

Uanset hvilken bane man synes bedst om, så ligger en ting dog fast. Golf i Irland går i blodet på en. Kombinationen af naturskønne baner, storslået natur, et hyggeligt folk og en pint er noget, enhver golfspiller bør unde sig selv mindst en gang i livet.

Dansk Golf var inviteret til Irland af Failte Ireland og Northern Ireland Tourist Board
 

Spogárd om County Louth

- Med et projekt som dette gælder det om at parkere sit ego på parkeringspladsen, siger Philip Spogárd, der i første omgang var hyret til at redesigne 2., 5. og 17. hul på Royal County Louth. Siden er 18. hul også blevet føjet til opgaven.

Inden han gik i gang, studerede han den oprindelige arkitekt Tom Simpsons filosofi.

Derefter satte han sig til tegnebrættet og forsøgte at omsætte den gamle mesters principper til nutiden. Efterfølgende blev hans forslag hængt op i klubhuset, hvorefter medlemmerne skulle stemme om dem. Alle blev vedtaget.

2. hul blev redesignet for få år siden, men klubben synes ikke det fungerede.

- Der var ikke så mange følelser involveret i hullet fra klubbens side, fortæller Philip Spogárd.

Anderledes på 5. hul, som var et populært hul.

- Her gjaldt det om at bevare så meget af den oprindelige atmosfære som mulig. Udviklingen var løbet lidt fra hullet, hvor de hurtige greens efterhånden havde begrænset de steder, hvor der kunne placeres en pin.

17. hul blev anset for banens svageste hul. Et nyindkøbt stykke jord har gjort det muligt at tænke nyt. Selv om det ikke var færdigt, da vi var på besøg, kunne man sagtens se konturerne til et fremragende par 3-hul.

18. hul er blevet renoveret i årets første måneder. Hullet havde nogle lidt blinde elementer. De er blevet fjernet, samtidig med at par 5-hullet er blevet udstyret med nogle flere valgmuligheder for spillerne.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #1, 2015