Forårsgolf ved Middelhavet | Golf.dk

Forårsgolf ved Middelhavet

23/06 - 2015 | Mikkel Ring Christensen

Det drysser fløjlsblødt fra højtaleren. I'm everything I am because yoooooou loved me, synger Céline Dion. CD'en med de blandede hits er nået til canadierens sødsuppesang fra 1996, og det lettilgængelige popnummer passer godt til den afslappede stemning blandt folk på bryghusets terrasse. Omkring bordene bliver der talt sagte. Nogen drikker øl, andre the. Solen trækker sine sidste stråler til sig, men aftenens kølige brise har endnu ikke fortrængt varmen.

Et lille wedgeslag derfra, på modsatte side af den åbne plads, omkranser en høj mur ferieparadiset Hammamets gamle bymidte, og bag muren stikker den øverste halvdel af en moske op. Da der fra minaretens top sørgmodigt bliver kaldt til bøn, rammer melankolien hårdt, og tonerne forenes med sangen på anlægget.

Sådan er Tunesien. Det nordafrikanske land er muslimsk med både dybt troende og dem, der kalder sig ”kulturmuslimer”. Nogle beder fem gange om dagen, andre dyrker vin. At der er en alkoholkultur i landet pointeres ofte, og det bliver ikke kun sagt for at lokke vestlige turister til. Gennem tiderne har både franskmændene, osmannerne, romerne og flere endnu præget landet, som berberne var de første til at bebo. Det har skabt et samfund med stor diversitet, hvor man respekterer forskelligheden. Det var således romerne, som byggede den første bosættelse på denne strækning af middelhavskysten, som senere blev til Hammamet.

Nørreport-Tunesien er en farefuld færd

Det var en udfordring at nå frem til Tunesien, og det gør taknemmeligheden over at sidde her stor. Udrejsedagen var 28. oktober klokken 18.00. Det var den dag, hvor stormen rasede over Danmark, og det var den time, hvor vindstødene var kraftigst - kraftigere endnu end ”stormen i 99”.

Da metrotoget fik ormet sig ud af sit hul, ud på Amagers åbne vidder, blev det førerløse tog først blæst i stå og sidenhen en halv station baglæns. Turen fra Nørreport skal ikke tage meget mere end et kvarter, men da den hårdtarbejdende maskine fik krøbet sig i mål i Kastrup, havde turen taget en time. Ikke at det gav anledning til jag, for lufthavnen var kort tid forinden blevet lukket for al trafik. Efter tre timers forsinkelse lettede flyet uden problemer, og så var Dansk Golf på vej mod en uges golf i Tunesien.

Første stop på turen blev de to baner i El Kantaoui, Sea Course og Panorama Course. Sea Course har sit navn efter de tre huller, som ligger ud til stranden. Da banen åbnede, en gang før området blev tætbefolket, var der kun et enkelt skridt mellem en tur på golfbanen og en strandtur. Man har siden set sig nødsaget til at sætte hegn op i skellet, og det skæmmer, hvad der kunne have været et prægtigt syn.

Smukke, dumme palmer

Midt på flere fairways står høje slanke palmer spredt. Palmer er selve symbolet på det eksotiske, når man kommer fra det høje nord, og det ser fornemt ud, når skyggerne strækker sig i det kortklippede græs. Dommen over palmerne er en anden, når de bedømmes ud fra et designmæssigt synspunkt. Den slags udfordringer er for små og ubetydelige til, at man kan tage højde for dem i sin banestrategi. Samtidig er de så store, at gode drives ind imellem vil ende i store problemer. Og problemerne skal ikke ligge midt i banen.

18. hul er banens mest interessante hul, da slaget mod green skal over en stor sø, og selv et oplæg for at spille sikkert kræver stor præcision. Hvis man er stille og lytter efter, kan man fra søens bund høre klagesang. Det er koret af utallige golfbolde, som gennem tiderne er blevet tabt i det gabende mørke. De synger om tabte omgange i baren, og hver har deres dårlige undskyldning. Jammeren vil fortsætte til evighed, og koret vil vokse sig større og større.

Panorama Course er et bedre layout. Udfordringerne er flere og mere varierede, når man kommer forbi den første håndfuld karakterløse huller. På flere huller er der store niveauforskelle, og med tæt buskads langs flere huller skal man holde tungen lige i munden for at få succes. I de første år af 00’erne lagde Panorama Course græs til en turnering på den europæiske seniortour, men det betyder ikke, at banen stiller store krav om lange drives for at få en god oplevelse.

Desværre er der en masse byggeri omkring banen, som går ud over den ellers fine udsigt, og begge baner er i en sørgelig stand, da Dansk Golf er på besøg. Der bliver undskyldt med et ekstremt varmt og tørt efterår, og var vi kommet tre uger senere, ville de være gode igen. Efter et besøg på banerne i januar kunne en tysk kollega berette, at der manglede græs på teestederne, og at den generelle stand stadig lod meget tilbage at ønske.

Hygge i olivenlunden

Kursen stikkes nordover til Hammamet, hvor hotellerne langs vandet ligger som perler på en snor. Fem minutters kørsel uden for byen finder man de to nabo-resorts, Golf Citrus og Yasmine Valley. Golf Citrus har 45 huller, og det kommer Yasmine Valley også til at have, når den nye Nicklaus-bane engang står færdig.

På Citrus bliver banerne Les Oliviers og La Foret testet, og det er et hit på størrelse med Céline Dions. De første ni huller på Les Oliviers er skåret gennem en olivenlund i et fladt terræn med nogle overkommelige huller. Det er sidst på efteråret, og frugterne er ved at blive høstet fra de små, krogede træer. Det er charmerende, og man hygger sig godt i banens selskab. Den gør mere modstand på de sidste ni huller, hvor banens bakker bliver store, landingsområderne en smule smallere og buskene langs fairway noget tættere. Der er som sådan ikke noget spektakulært over Les Oliviers, men det er den type bane, som man ville kunne hygge sig ved at spille igen og igen.

På søsterbanen La Foret kan stressniveauet komme lige så højt op, som hulforløbet leder spilleren i landskabet. Der skal være styr på boldens flugt, for fairways er snævre, og kommer bolden først ud af kurs er det ikke sikkert, den bliver fundet igen. En god score kan langt fra garanteres, men det banen stjæler i slag, giver den tifold tilbage i udsigt. Fra de højeste punkter præsenteres man for et overdådigt syn over den bakkede natur med de spredte træer.

Yasmine Valley grænser op til Citrus, så landskabet har naturligt nok samme karakter, omend banen virker en smule mere frodig end naboerne. Desværre har den også et træk, som er gået igen på alle de spillede baner. Som man ofte ser i syden, får greens en ordentlig tur med vandslangen ved solopgang, og måske har den usædvanlige varme fået klubberne i Tunesien til at skrue ekstra op for hanen. Det er blevet overgjort, så  græssets modstandsdygtighed virker svækket. Både på Citrus og Yasmine kunne selv den mest sarte elverfod efterlade store fodaftryk, som længe satte spor i greenen. Vandingen sænker også hastigheden på overfladerne, hvilket ikke passer til små puklede greens, hvor det burde være afgørende at ligge på den rigtige side af hullet.

Caféburgeren kan ikke konkurrere

Til gengæld har de tunesiske baner også et ganske glimrende fællestræk. Menukortet i alle klubhuse byder på spændende tunesiske retter. Bevares, der er også plads til kedelige caféklassikere, som har gået sin sejrsgang verden over; spaghetti bolognese, club sandwich og burger er nogle af dem, men giver man sig i kast med det lokale køkken, venter der en langt mere interessant smagsoplevelse.

Især forretterne med fællesbetegnelsen Kemia er et overflødighedshorn af smagsindtryk, og det kan være svært at få plads til mere i maven, når de mange retter er smagt.

Harissa er en chilisauce, som blandes med olie. Sammen giver det en stærk, cremet dip til brødet.

Brik er en vulgær kaloriebombe. Et råt æg pakkes i noget, der minder om en butterdej sammen med grøntsager, kød eller fisk, hvorefter hele skidtet frituresteges indtil hviden er fast, og blommen stadig løber. Det siger sig selv, at retten er fedtet, men den spises med fingrene. Efterfølgende er et bad tvingende nødvendigt, men det er det hele værd.

Der er ikke den samme mængde energi i couscous, og det er nok for det bedste. Couscous spises i mange lande og serveres i mange forskellige varianter, men den tunesiske anses af mange for den bedste.

Her er ikke blevet plads til at nævne alle de små retter med grøntsager, fisk og lammekød, som er smagt til med de friske nordafrikanske krydderier. Men noget må blive overladt til fantasien, for det skal handle om golf, og den mest storslåede oplevelse er gemt til sidst.

Mesterskabsbane i Tunis

Lidt uden for hovedstaden Tunis ligger The Residence ud til en stor saltvandssø. Her har Robert Trent Jones II fået lov til at boltre sig, og det er der kommet en storslået bane ud af. I november er søen tørlagt, og det efterlader et majestætisk syn mod den modsatte bred. Kilometer efter kilometer af sandbanke ligger og venter på, at vandet og fuglelivet igen skal trænge ind fra Den Tunesiske Golf.

Hvis der skal ligge en golfbane sådan et sted, fortjener det at være en god bane, og Trent Jones den Yngre har leveret varen. Vandhazarder er i spil på 13 af banens huller – nogle ligger ud til den store tørlagte sø, hvorfra bolden kan spilles, skulle man ende der, mens andre ligger op ad søer på selve banens areal. Det lyder som en ordentlig mundfuld, men der er anlagt brede fairways for at gøre det muligt at spille sikkert væk fra vandet. Det giver naturligvis et sværere slag mod green.

The Residence er klasse fra ende til anden. Fra det enorme og enormt luksuriøse klubhus til den fjerneste afkrog af banen kan der ikke sættes en finger på noget. Miljøet har også været med i beregningerne, for man har importeret en amerikansk græstype, som kan tåle saltvand. Det har sin fordel med den placering, banen har.

Set i det store billede mangler Tunesien måske en smule i detaljen sammenlignet med de store golfdestinationer som Portugal og Spanien, men med en flyvetur fra Danmark, der ikke er længere end til den spanske solkyst, får man en enorm kulturel rigdom at udforske.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #2, 2015