Et lyspunkt mod nord | Golf.dk

Et lyspunkt mod nord

27/11 - 2015 | Thomas Vennekilde

Uret siger 23.30, og jeg har lige puttet ud på sidste hul. På trods af det meget fremskredne tidspunkt står vi kort og overvejer, om vi ikke skal spille videre.

Det er første gang, at jeg står overfor sådan et dilemma. Men det er også første gang, at jeg spiller golf nord for Polarcirklen, hvor solen ikke går ned fra maj til juli.

Dagen begyndte i København, men efter mellemlandinger i Oslo og Bodø er jeg nu kommet til Lofoten - en øgruppe i det nordlige Norge, der netop har fået sin første golfbane. Lofoten Links hedder den imponerende bane, der har været flere år undervejs, men som nu endelig er klar til at åbne for spil på 18 huller anlagt på klipperne ud til Atlanterhavet.

Overkommelig - og dog

Dansk Golf besøgte banen, der ligger 150 kilometer nord for Polarcirklen, lige før de ni nye huller blev åbnet, men fik lov at spille dem som de første. Selv om banen ikke er mere end 5.500 meter fra herretee og 4.200 fra dametee, er den stadig noget af en udfordring. For her er kun teested, greens og fairways. Resten er klipper og vand. Det siger sig selv, at med en placering ud til havet er vinden også en meget aktiv medspiller. Men det er faktisk muligt at komme rundt på banen i en fornuftig score, hvis man blot huske at tænke sig om og holde bolden i spil. Som navnet antyder, er det en linksbane, selv om de sandede bakker her er skiftet ud med klipper. Banen er også anlagt med den rigtige græssort, som trives fint under de kolde og salte forhold, som Lofoten byder på.

Banen er anlagt på jord, der har været ejet af familien Hov i mange år. Efter fire-fem generationers arvedeling var den blevet spredt på mange hænder, men så besluttede Frode Hov at anlægge en golfbane og fik samlet jorden. Staten og nogle private investorer gik med ind i projektet, og de første ni huller blev åbnet i 1998. Så gik der en del år med at få finansieringen af resten på plads. I mellemtiden kom Troon ind over. Troon driver en række af verdens berømte baner, og med Lofoten Links er de for første gang gået ind på det skandinaviske marked.

Næste skridt

Den store attraktion er naturen. Det er en særlig oplevelse at spille golf ved midnatstid, mens solen er oppe, og de høje bjerge med deres sneklædte toppe fungerer som baggrund. Men midnatssolen går også i kroppen på en, og allerede efter en dag føler man sig lidt ved siden af sig selv, når man spadserer gennem byen ved højlys dag, selv om uret siger midnat. De lokale fortæller også om fugle, der bliver så trætte og forvirrede, at de til sidst bare går udmattede rundt på vejen midt om natten.

Selv om banen nu er åben, er anlægsarbejdet ikke færdigt. Det er planen, at der inden for de kommende år skal bygges et kombineret hotel og klubhus, der bliver placeret oven på klipperne ved 1. tee. Nederst etage bliver af glas, så bygningen nærmest svæver på klipperne.

I vinterhalvåret er der mulighed for at se nordlys. Som her over det spektakulære par 3-hul 2.

Blærerøvsværdi : 3 ud af 5

Banen er endnu ukendt, og du vil ikke høste megen anerkendelse blot ved at nævne navnet. Men når du fortæller om midnatsgolf, så har du fanget folks opmærksomhed.

Tilgængelighed: 2 ud af 5

Selv om banen ligger i Norge, så er der langt til Lofoten. I øjeblikket kræver det to mellemlandinger, men der arbejdes på at bygge en lufthavn på Lofoten, der kan tage større fly.

Skønhedsværdi: 5 ud af 5

Det bliver ganske enkelt ikke smukkere. Den rå natur, bjergene og midnatssolen danner den perfekte baggrund for de 18 huller.

Sværhedsgrad: 3 ud af 5

Der er enkelte huller, som kræver et velvoksent slag, hvis man skal komme tørskoet til fairway. Men hvis blot man vælger det rette teested og den rigtige taktik, kan det sagtens lade sig gøre at få en god score.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #4, 2015. Dansk Golf var inviteret af Lofoten Links og Troon Golf