Go West | Golf.dk

Go West

26/08 - 2016 |

Portugal er en logisk destination for golfglade og solhungrende danskere, og Lissabon-området er specielt interessant for dem, der gerne vil kombinere det pragtfulde spil med andre oplevelser.

Banerne ligger tæt på både hovedstaden og andre interessante kulturelle tilbud, at man godt kan nå både et museumsbesøg og en runde golf på samme dag.

Golfbanerne er en integreret del af infrastrukturen og ikke blot noget, der er blevet placeret langt væk fra alting, fordi der tilfældigvis var plads.

Inde i selve byområdet af Lissabon ligger to ni-hulsbaner, der begge er præget af mange par 3-huller, men blot et kvarters kørsel væk ligger der en sand golfperle.

Selv om golfen måske var tænkt som et afbræk for Lissabons mange tilbud, så er Lisbon Sports Club en kulturel oplevelse i sig selv. Det er nemlig en traditionsrig golfklub, der emmer af historie og ikke er bygget af et investeringsselskab på jagt efter en gunstig forrentning.

Lisbon Sports Club blev grundlagt tilbage i 1922, da især områdets englændere gerne ville dyrke deres elskede sport, når nu linksbanerne på de britiske øer var så langt væk.

Klubben blev tvunget til at flytte lokalitet i tresserne, og banen har ændret form helt op til halvfemserne, men står i dag som en klassisk parkbane, hvor det vrimler med træer omkring hullerne. Layoutet er smalt flere steder, men klipningen af kanterne på de mange skråninger, der omkranser fairway, gør, at man flere steder får sin bold retur, selv om den har været på afveje.

-Det er noget, medlemmerne har ønsket. Banen skal være en udfordring, men den skal også være fair, så derfor har vi enkelte steder gjort det lettere for boldene at trille ned på fairway igen, siger klubsekretær Hugo Amaral.

Lisbon Sports Club var i mange år en privat klub, men en nedgang i antallet af medlemmer har gjort, at den nu gerne modtager greenfee-spillere, og et besøg kan klart anbefales.

Autenticiteten er i top, hullerne er afvekslende, og der er mulighed for en god score, hvis bolden holdes i spil.

Længden på banen er også indbydende, da den er anlagt inden bold og kølle-teknologien gik amok. 5029 og 4658 meter fra henholdsvis gul og rød tee gør, at man i hvert fald ikke er afskrækket på forhånd. Personligt er jeg som middelhandicapper glad for, at næsten alle par 3-hullerne på forhånd giver håb om en god score. Kun en enkelt stikker lidt af med 184 meter, mens de øvrige ligger fra 120 til 165 meter, og det blev da også til en enkelt birdie på hul 17.

Et par ældre herrer, der garanteret havde spillet golf siden Salazars diktator-tid i tresserne, lukkede os igennem på det 144 meter lange hul, der går kraftigt ned ad bakke, så der var heldigvis lidt publikum på, da jeg puttede i for en to’er fra ni centimeters afstand.

Se det er jo et hul, man kan huske, når man kort efter sidder på klubbens hyggelige balkon og kigger ud over hul 18 og 5 hul.

Stort set lige ved siden af Lisbon Sports Club ligger Belas, der også er en flot, men helt anderledes golfoplevelse.

Banen ligger i et stort naturområdet, og det var ikke plads, der manglede, da banearkitekten slog sine streger, så husk at leje en buggy, da der er god afstand imellem især den første håndfuld huller.

Belas tager sig dramatisk ud flere steder med store højdeforskelle, og lidt velplaceret vand er også med til at gøre det til en bane, der huskes, når landingsstellet rammer dansk jord igen.

Den er en kilometer længere end Lisbon Sports Club, men terrænet sikrer et godt rul flere steder, så det føles ikke så langt, hvis man altså lander de rigtige steder.

Klubhuset er placeret højt i terrænet med gode udsigtsmuligheder, og restauranten er leveringsdygtigt i både lette og mere fyldige retter.

Lidt længere mod vest ligger byen Sintra, der er et godt udgangspunkt, hvis man vil have lidt landlig luftforandring efter nogle dage i Lissabon. Sintra står på UNESCO’s Verdensarvsliste og har gennem tiderne tiltrukket HC Andersen og andre kendte digtere fra hele verden. De har alle forsøgt at ære det kuperede og ekstremt frodige landskab, der blandt andet sikrer, at noget af Portugals bedste vin bliver produceret på disse kanter. Specielt hvidvinen er jo dejlig i selskab med de mange forskellige fiskeretter, som landets kokke kan byde på.  

Blot 15 kilometer væk fra idyllen ligger Quinta da Marinha, der er anlagt af Robert Trent Jones Senior i en moden alder.

Det er en bane, der hverken ødelægger eller redder din golfferie. Du kan komme igennem, selv om spillet er lidt rustent, men næsten uanset scoren er det ikke et anlæg, som du kommer til at fortælle om i detaljer hjemme i klubben.

Hulforløbet er ikke optimalt og et par steder decideret forvirrende, hvilket skyldes, at de for nylig rykkede klubhuset. Det er i dag en yderst beskeden bygning, hvor det dog stadig er muligt at få de fleste relevante golfartikler og en øl efter runden med udsigt til driving range.

Det er en god startbane på ferien, hvis driveren ikke sidder der endnu, da det hele vejen rundt er nemt at komme fra tee. Området er præget af nåletræer, der flere steder gør det ud for rough. Det vil sige, at du næsten altid kan finde din bold, men det er selvfølgelig langt fra sikkert, at du kan slå et fuldt slag.

Banen udfordrer dig ved, at flere af greenområderne er hævet lidt, så det kræver omtanke, inden man går efter pinden. Skal bolden rulles eller flyves ind?

Der bliver skruet op for dramatikken på hul 18, hvor der ikke er så meget at rafle om, hvis man da ikke vil tage en solid omvej til green. Der er vand i spil på stort set alle slag på det hul, så der er lidt at se på for de gæster, der pjasker rundt i poolen på Hotel Quinta da Marinha Resort, som har et stort terrasseområde lige ved siden af.

Højdepunkterne for mig var et boldkrævende par 3-hul, der stort set kun bestod af vand og bunkers samt udsigtspunkterne over havet.

Udsigt er der også masser af, hvis du vælger at kaste dig over Oitavos Dunes. Du kan i hvert fald gøre det med god samvittighed, fordi anlægget er miljøcertificeret til den store guldmedalje – i bogstaveligste forstand, da den som den første bane i Europa fik stemplet Certified Signature Sanctuary Gold.

Banen har en klar linksfølelse med klitter og lav bevoksning, men fairways er knapt så puklede, som de kan være, hvis det skal være rigtig skotsk.

Fra flere af hullerne er der udsigt til klippen Cabo da Roca – kontinentets vestligste punkt, men en vej gør, at der ikke spilles helt ned til vandkanten.

Alle ovenstående baner ligger inden for 25 kilometer fra selve Lissabon, men en god håndfuld af områdets 24 golfanlæg kræver en lidt længere køretur.

En time nord for lufthavnen ligger Praia D’el Rey, der af gode grunde er blandt Portugals mest omtalte baner, men lige ved siden af finder man et nyere anlæg, der specielt er et besøg værd for de, der sætter pris på arkitektoniske detaljer.

Hos Bom Sucesso Golf er det nemlig ikke banen, der er stjernen, selv om de to sidste huller nok skal få pulsen op på grund af enorme højdeforskelle og lumske vandhazarder.

Bevares, det er Donald Steel, som også står bag 18 af hullerne hos Barsebäck Golf & Country Club, der har designet banen, men de arkitektoniske perler ligger uden for fairway. I et forsøg på at adskille sig fra de mange nye anlæg, der poppede op overalt i Europa, da golfen var på kraftig fremmarch i starten af nullerne, inviterede folkene bag Bom Sucesso et tocifret antal af Portugals vildeste, kendteste og mest nytænkende arkitekter til komme med deres bud på golfboliger.

De forskellige forslag kan nu opleves hul for hul uden at genere selve spillet, fordi der er god plads, så selv om man har begivet sig godt 100 kilometer væk fra Lissabon, er det også her muligt at kombinere golf med kulturelle tilbud – endda på samme tid.

------------

JAMES BOND-HOTELLER

Ligesom banerne omkring Lissabon er forskellige, så er overnatningsmulighederne det også. Her er både klassiske hoteller og ekstreme nyfortolkninger.

Den golfspillende Sean Connery fra ’Goldfinger’ ville passe perfekt ind som gæst på Hotel Palácio i Estoril, der også er kendt for sin racerbane, mens den moderne 007 i form af Daniel Craig nok hellere ville tjekke ind på det ultra-moderne The Oitavos.

Palácio var faktisk Bond-kulisse i filmen ’I hendes majestæts hemmelige tjeneste’, hvilket er meget passende, eftersom hotellet elsker royale. Under 2. verdenskrig søgte kongelige familier fra hele Europa til Portugal på grund af landets neutralitet, og Estoril blev kaldt kongernes kyst, fordi koncentrationen af royale var særlig stor her.

Værelserne er i dag navngivet efter fortidens spidser, og væggene er behængt med billeder af royale gæster, der helt op til nutiden spreder kongerøgelse over hotellet – herunder vores egen kronprins Frederik.

Der er intet blåt blod over The Oitavos, men det bliver det ikke mindre fornemt af. Hotellet er så moderne, at det har et skær af science fiction over sig, og bliv ikke overrasket, hvis det dukker op i den næste Bond-film, for det er både spektakulært og specielt. Blandt andet er toilet og bad en integreret del af værelserne, og barområdet i lobbyen er så stort, at der er trådløse ringeklokker på bordene, så tjeneren kan hidkaldes fra 70 meter væk, når lysten til en martini melder sig.

Om man er til links eller park, hipt eller hygge, shaken eller stirred, så har Lissabonområdet noget for enhver smag.