Ustyrlig Rose tager Thorbjørns titel | Golf.dk
Justin Rose har nu vundet to turneringer i træk. Men han springer formentlig næste uge over, når europatouren drager til Roses fødeland, Sydafrika.

Foto: Getty Images

Ustyrlig Rose tager Thorbjørns titel

05/11 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Justin Rose er en etableret verdensstjerne og er i noget, der minder om sit livs form.

En spektakulær birdie på Carya Golf Clubs sidste og sværeste hul placerede vinderchecken solidt i den 37-årige englænders baglomme.

Dermed har han nu vundet to turneringer i træk, da han i sidste uge vandt et World Golf Championship i Kina. Det er første gang i karrieren, at han vinder to uger i træk, og Rose har nu vundet ti turneringer på europatouren.

- Det er som en bus. Du venter i evigheder på en, og så kommer der to lige efter hinanden, sagde Justin Rose lige efter sejren.

Samtidig betyder sejren, at han med store skridt nærmer sig en en plads på Thomas Bjørns Ryder Cup-hold.

Justin Rose gik en næsten fejlfri runde i 65 slag. Hans afslutning var en superstjerne værdig og med tre birdies på de sidste fire huller klemte han ilten ud af Dylan Fritelli og Nicolas Colsaerts, som begge spillede forrygende og bidrog til en stærkt underholdende finalerunde af Turkish Airlines Open.

Også veteranen Padraig Harrington leverede varen og sluttede på fjerdepladsen.

Fritelli og Harrington gav den begge som golfens svar på flugtkongen Harry Houdini. Til sammen holede de fem indspil. Især Harringtons par på hul 10 fik formentlig Severiano Ballesteros til at smile i himlen.

Harrington havde slået sin bold langt ud i fyrrenålene i højre og valgte at slå en kæmpe slice med en hybrid i andetslaget mod en green beskyttet af vand. Et dumdristigt valg, der uundgåeligt resulterede i et “plop”, da hans bold forsvandt under overfladen. Så tog han et drop langt tilbage på fairway og holede sit wedgeslag.

Thorbjørn Olesen leverede et mere end værdigt titelforsvar i Belek. Med tre birdies på sine første fire huller var han et enkelt slag fra føringen. Men derfra skete der desværre for lidt.

Da han ikke fik birdie på 12. hul, som er et par 5-hul og derefter lavede bogey på 13., var hans chance reelt udspillet.

Tre sene birdies gav dog Thorbjørn Olesen en runde i 66 slag og en femteplads. Resultatet er hans tredje top-5 i år. I sommer fik han en fjerdeplads i Sverige og kort efter en tredjeplads ved Open de France.

Søren Kjeldsen blev næstbedste dansker på en 23. plads, mens Thomas Bjørn og Lucas Bjerregaard sluttede i den anonyme del af feltet.

Link til resultatet

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer