Golferens Blog: Gratis merlængde – og merkraft! | Golf.dk
Prøv at slå med blade-jern for bedre at kunne mærke dit boldtræf.

Foto: Getty Images

Golferens Blog: Gratis merlængde – og merkraft!

24/10 - 2017 | Søren Meinertsen

Der kan være endog meget betydelige forskelle på de længder, som klubgolfere sender deres bolde ud på.

De fleste, der gør sig negative tanker om deres egne længder, gør det, fordi de sammenligner deres slag med jævnaldrende og sammenligner egen fysik med andres.

Det er et forkert udgangspunkt.

Og det kan gøres endnu mere forkert: En spiller kan blive meget negativ, hvis han eller hun ikke kan slå så langt som ”i går” eller ”i sidste uge” eller ”sidste sæson.”

Grunden til, at det er så forkert at sammenligne golfslags længde på banen, er, at vi kun har to ”værktøjer” i ”kassen,” hvis vi kommer i en ”negativ situation,” hvor vi kunne finde på at sammenligne:

Intuitivt vil vi enten forsøge at slå med mere kraft - eller forsøge at sætte svinghastigheden op.

At sætte svinghastigheden op kan muligvis være løsningen for den virkelig dygtige golfspiller, men for en knapt så rutineret klubgolfer, må det overhovedet ikke overvejes på banen.

Tværtimod!

Sagen er, at mere hastighed i svinget betyder mere kraft hos en spiller på klubgolfniveau. Og mere kraft betyder uden videre, at der slås mere med armene, hvorefter slaglængden bliver kortere. Det har de fleste oplevet.

At ville svinge hurtigere kan lyde rigtigt og godt, men hvis man ikke har topspillerens niveau, sker der det helt forudsigelige, at et for hurtigt sving som oftest betyder, at det ellers solide træf bliver middelmådigt: sweetspot rammes ikke.

Merlængde på banen fremkommer ved, at der svinges langsommere og mere omhyggeligt for at sikre, at det gode sweetspot rammes. Det er her, den helt store forskel på golfslag kan erkendes.

Vi kan altid mærke, om sweetspot rammes. Tænk blot på et slag på en fastelavnstønde med et bat. Ikke så få af os har fået gevaldigt ondt i hænderne, hvis vi ikke ramte ordentligt.

Sweetspot på golfkøllen er det sted, hvor der ikke er et tilbageslag, som kan mærkes i hænderne. Tydeligst naturligvis ved træf på tå eller hæl. Sæt tempoet ned til det halve og forsøg at ramme midt på køllehovedet. Det giver omgående længde, og naturligvis en længde, der kan forøges i takt med, at svinghastigheden kan sættes op.

Jeg vil ikke råde dig til at gøre mere på banen end dette simple, at sætte tempoet ned, men på driving range, ja, hjemme i haven, kan du begynde at bygge din længde op med små øvelser, der samtidig giver en forbløffende indsigt i det, der giver den virkelig gode og holdbare længde.

Men først en lille omvej omkring udstyret.

Der er ingen tvivl om, at fabrikanter og clubfittere ønsker det allerbedste for spillerne. Og det allerbedste er da blandt andet lettere køller: lettere skafter, der umiddelbart giver mere køllehovedhastighed og dermed mere længde. (Tom Wishon).

Vi ser det enkelt beskrevet i den såkaldte Smash Factor ligning, som let kan omskrives:

Ball Speed = Smash Factor x Club Speed

Der er to faktorer, der giver produktet Ball Speed: Smash Factor er udtryk for gode sweetspot træf, og Club Speed er som faktor det, vi ønsker at opnå mere af med hurtigere svinghastighed.

Nyt og godt og let udstyr kan utvivlsomt forøge svinghastigheden, ja, måske kan lidt mere kraft også give lidt ekstra, men Smash Factor?

Ulempen ved alt det gode og nye udstyr er, at der næsten ikke er noget feed-back fra køllehovedet. Det er næsten umuligt at mærke i hænderne, om der har været et godt træf. På gamle blade jern med tunge stålskafter var man aldrig i tvivl: Kun det rene træf på bolden kunne gøre en ”høj!” I dag kan man med nye lette grafitskafter og tilgivende jern blive ”høj” selv med det mest flækkede slag…

Hvis du hører til typen, der elsker at slå bolde på driving range – spand efter spand i et mentalt frirum, skal du overveje at få fat i et gammelt blade jern, der kan ”sige” dig noget om dine træf på bolden.

Men med lidt opmærksomhed kan det også gøres med dine sædvanlige jern.

Allerførst en vigtig grundregel, når det gælder jernslag: Kommer du kortere med dit 7-jern? Så brug et 6-jern!

Et jerns ydeevne hænger ikke sammen med merlængde, men med troværdighed på en given længde. Det er det, der gør jern brugbare!

Og mærk efter i hænderne, hvordan træffet føles, inden du ser, hvordan boldflugt og endemål arter sig.

Brug eventuelt lidt fodspray fra Matas og spray det på køllehovedet, så du kan se træffet på slagfladen og kombinere det med følelsen i hænderne.

Og derefter gælder det din svinghastighed:

Sving i stedet for at slå.

Ernie Els er berømt for sit ”omvendte sigte” i nedsvinget. På toppen af tilbagesvinget, hvor enden på grippet er cirka ud for dit højre øre og vender lidt ud og nedad, forsøger du at svinge gripenden ned mod bolden – så langt du overhovedet kan komme. Øv denne del af nedsvinget igen og igen, og begynd nu at dreje hænderne og dermed køllehovedet ind i bolden. Mærk svingfornemmelsen i hænderne og den udstrakte højre underarm. Sving halvt igennem – kun lige akkurat forbi taljen med hænderne. De fleste fejl hos dårligere spillere sker, når køllehovedet overhaler hænderne for tidligt og før boldtræf.

Nu har vi to løse ender i spil: Svinghastighed og sweetspot-træf (vi har jo fokus på Ball Speed = Smash Factor x Club Speed.)

En rigtig god idé kan være at grippe mindst 5 cm ned. Nu får du automatisk et fladere sving (det effektive lie angle bliver fladere med nedgripningen.) Læg mærke til, at boldene søger mere mod højre, men læg også mærke til, om du får mere kontrol med slaget, og læg mærke til, om der er synlig længdeforskel.

Enhver logik vil sige, at der er mindre længde med en nedgripning – men pas på med logik på golfbanen! Sagen er nemlig, at for ikke så få kan et fladere sving gøre det betydeligt mere enkelt dels at ramme sweetspot – dels og det er afgørende: Det kan være betydeligt nemmere at få delofted jernet med et fladere sving, og denne deloftning vil give længde!

Det er let at kontrollere effekter på driving range – det er jo blot at flytte hænderne på grippet!

Men endnu en tillægsgevinst: Det er nu helt tydeligt, at der med nedgripning er forskel på en sandwedge og et 5-jern, og det er derfor meget mere enkelt at sætte tempoet ned med det lange jern og forøge tempoet med den nu alt for korte wedge og alligevel have fornemmelsen af, at der svinges med samme rytme.  

Hvis det giver dig noget, så vær parat med blytapen: Et par gram på køllehovedet kan give overraskende meget effekt. Prøv dig frem. Det er sjovt! I gamle dage på enhver golfbane kunne man se selv den allermest urutinerede weekendgolfer gå rundt med jern, der var ”plastret” til med blytape! Hjalp det? Selvfølgelig hjalp det!

Det er noget, som er blevet glemt med de alt for lette jern: Det er sværere at finde en rytme i svinget – men den kan genfindes med nedgripning og blytape.

Og tag blot driveren med. Alt for mange spiller med alt for lange drivere. Grip ned og brug blytape – og (gen)find fairway – måske endog med længere slag.

Det er pose og sæk – via den rette rytme.

Og hvorfor ikke en tillægsgevinst til tillægsgevinsten? Nu får vi nemlig mulighed for både at få i pose og sæk. En ensartet rytme giver længde, men så sandelig også præcision.


 

  1. Fornemmelsen med denne bevægelse – at køllehovedet følger efter hænderne – nærmest som en trailer efter en bil – kan dyrkes yderligere med en øvelse, der tilskrives Sergio Garcias ungdomstræner. Tag (helst) en kæp eller alternativt en putter på knapt en meter og kast med et underhåndskast cirka 25 meter frem. Læg mærke til bevægelsen i kroppen for at komme fremad og læg mærke til den naturlige, sene udløsning af håndleddet, inden kæppen ”frigives” fra din hånd. Læg endelig mærke til, at din krop naturligt glider ind i en afslutning med navlen mod dit mål. To – tre kast med en kæp engang imellem er rigeligt til at kunne få bevægelsen på plads.

  2. Måske er den allervigtigste øvelse den, som McIlroy gjorde berømt før Ryder Cup, selv om de fleste vistnok var mere optaget af den manglende kasket! Som en anden Ben Hogan slog Rory McIlroy en spand bolde uden handsken, som sad under venstre armhule angiveligt for at sikre, at armene var synkrone med kroppen. Det er en tankevækkende øvelse, fordi man omgående mærker en ny og bredere vidde i tilbagesvinget – for ellers falder handsken ned. For den gode golfspiller er øvelsen måske bedst for det præcise pitchslag – men for en klubgolfer kan vidde og bredde i tilbagesving jurtigt blive et spørgsmål om ganske meget merlængde.

  3. Og en lille tillægsgevinst: For en golfspiller, der kun ser en bold på græsset, som noget, der skal bankes af sted, er øvelsen fantastisk, fordi armene – og dermed bankeriet – sættes helt ud af kraft. Nu er det pludselig et sving PÅ BASIS AF kroppens og armenes positioner. Svinget opstår i øvelse 1).  

Læg i det hele taget mærke til den konsekvent langsomme rytme, der er et fællestræk i alle øvelserne. Og tænk på, at rytme er én ting og fart noget andet. En rytme kan også være hurtig, men det forunderlige er, at hvis rytmen ofres til fordel for kraft og fart, protesterer ”hele systemet” – noget, de fleste kan huske, da de startede med at spille golf. Et golfsving må aldrig blive så hurtigt, at rytmen forsvinder.

Intuitivt tror vi formentlig alle, at store hastigheder opnås med kraft. Men den hastighed, der kan være i et køllehoved på den rette svingbue, kan være langt, langt større end selv den største kraft i et forkert og urytmisk sving.

 

User Comments:

  • Gratis merlængde...

    24/10 - 2017 | Thomas Cieploch

    Fantastisk indslag Søren Meinertsen. Tak for det ! Du har opsamlet alle de fornuftige ting som man har i høved men glemmer lige så snart man kommer ud på banen for at spille. Du har også serveret mange gode tips på en "nem og spiselig" måde. Jeg har især oplevet problemet med elendig slag-længe og uharmonisk krops bevagelse da jeg gået en runde med en lav-handicapped spiller. Man anstrenger sig helt ubevidst for at slå hård og lang og det giver helt modsat effekt. Jeg printer dit indslag ud og hænger det på min driving range når jeg går derude næste gang... Mvh Thomas Cieploch

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer