Flyvende hollænder laver historisk albatros | Golf.dk
Joost Luiten fik champagne for sin albatros, og han håber på, at magnumflasken kan bruges til at fejre en sejr søndag.

Foto: Getty Images

Flyvende hollænder laver historisk albatros

20/10 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Efter tre grå, blæsende og våde dage i det sydspanske vendte solen endelig tilbage, og det lod til at inspirere spillerne. 

På hul 15 rullede Søren Kjeldsen et putt på over 15 meter for birdie på vej mod en runde i par, men det slag var ikke engang i betragtning til dagens bedste i gruppe 23 med start 13.25. Den 42-årige dansker fik et stykke historie at se på nærmeste hold, da spillemakkeren Joost Luiten lavede den første albatros i historien på Valderramas 509 meter lange hul 11.

- Jeg slog et godt drive, som endte i semiroughen. Jeg havde 209 meter til flaget, et godt nummer for mit 4-jern, bolden landede tre yards inde på green og trillede fremad, og så kunne man høre tilskuerne gå amok. Jeg kunne ikke se det dernede fra, for det er en hævet green, men vi vidste, den var i, og en albatros er noget helt særligt, sagde den 31-årige hollænder efter at have afleveret sit scorekort.

Hans næste slag var lige ved at ende med en hole-in-one, men ved den lejlighed måtte han nøjes med en birdie. Trods to sene bogeys bragte den opsigtsvækkende runde i 70 slag Luiten på førstepladsen, hvor han i -6 har et enkelt slag ned til turneringens vært, Sergio Garcia (71), Robert Rock (70) og Scott Jamieson (68).

I top-10 finder man også Anders Hansen. Andalucía Valderrama Masters er femte uge i træk, at den dobbelte vinder af PGA Championship på Wentworth er i aktion, og det ser ud til, han er ved at finde ind i rytmen igen.

Manden, som for to år siden sagde farvel til tilværelsen som professionel på fuld tid, har kun lavet to bogeys i løbet af de første 36 huller, færrest af alle 126 deltagere. For anden dag i træk  gik den 47-årige den smalle skovbane i 70 slag, og hans total i -2 rækker til en delt ottendeplads.

I weekenden får han selskab af de to øvrige danske deltagere. Søren Kjeldsen er ét slag over par på en delt 27. plads, og Lasse Jensen er +2 og nummer 37 efter en 74'er.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer