Jeppe Huldahl forsøger comeback | Golf.dk
Jeppe Huldahl har blikket rettet mod europatouren.

Foto: Getty Images

Jeppe Huldahl forsøger comeback

19/10 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Den nu 35-årige Jeppe Huldahl pakkede køllerne sammen for to år siden. Led og ked af sit omflakkende golfliv stoppede han og blev i stedet kommentator og golfekspert hos C More, der transmitterer fra PGA touren.

Nu har han renset rillerne i sine jern og har det seneste stykke tid trænet intensivt på Royal Golf Club i København, hvor han er medlem. Målet er at få europatourkortet tilbage i lommen.

- Jeg har fået lyst til at spille golf igen, og så har jeg den her mulighed for at komme direkte på Final Stage, siger Huldahl til Golf.dk.

Han vandt i 2009 Celtic Manor Wales Open på europatouren. Den sejr betyder, at han til og med i år kan gå direkte ind på tourskolens sidste del, som i år afvikles på Lumine Golf Club i Tarragona i Spanien i midten af november.

Tanken om, at det er sidste chance, har uden tvivl været afgørende for, at Holstebro-drengen har besluttet at gå efter det. Det erkender han åbent.

Han siger dog, at hvis kvalifikationen glipper, så har han ikke nogen umiddelbare planer om at gå den lange vej for at komme tilbage på touren, sådan som Mads Vibe-Hastrup eksempelvis forsøger at gøre det.

- Selv hvis jeg får kortet, så ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg vil bruge det til. Jeg vil selvfølgelig spille nogle turneringer, men det vil nok ikke være 25 turneringer på en sæson, fortæller han.

Han erklærer sig realistisk omkring sine chancer på tourskolen, hvor de 25 bedste får et europatour-kort.

- Det er jo ikke sådan, at jeg giver mig selv 90 procents chance for at klare det. Men på den anden side, så ved jeg, at hvis jeg spiller godt, så kan jeg sagtens klare det, lyder hans vurdering.

Han har ikke sat en tee i jorden i turneringsøjemed, siden han spillede selvsamme tourskole i efteråret 2015.

Derfor har han også, hvad han selv kalder “turneringsrust”.

- Mine gode slag er stadig lige så gode som dengang. Men der er for mange løse slag, og der er noget short game, der seriøst skal poleres, siger han.

Derfor tager han allerede i starten af november til Spanien for at arbejde med sit spil under lunere forhold.

Han vil være nervøs, når han står på første tee.

- Men det behøver ikke være nogen dårlig ting. Jeg har ikke kniven for struben som nogle af de andre, og jeg kommer ikke med trætte ben og et træt hoved, siger Jeppe Huldahl.

Han kan trygt vende tilbage til sit faste job i Danmark, hvis kvalifikationen glipper.

Jeppe Huldahl er en af kun seks danskere, der har præsteret at vinde på både challengetouren og europatouren. De andre er Thomas Bjørn, Søren Hansen, Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen og Mads Vibe-Hastrup.

Han erkender, at han savner nogle ting ved livet som tourpro.

- Der er da flere ting, jeg savner. Den ekstreme grad af frihed. Og de perioder, hvor det går godt, er der ikke meget, der er sjovere.

User Comments:

  • Jeppe Huldahl

    20/10 - 2017 | Henrik Bryld Jensen

    Surt hvis JH dropper sin kommentator-karriere. Virkelig en af de bedste eksperter vi har ved mikrofonen.. :-) men held og lykke.

  • Steen Tinning

    19/10 - 2017 | Jesper Klinge

    Har Steen Tinning ikke også vundet? :-)

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer