Tunesiens stjerne | Golf.dk

Foto: Peter Cordén

Foto: Peter Cordén

Foto: Peter Cordén

Tunesiens stjerne

18/09 - 2017 | Peter Bugge

Når Michelinguiden bedømmer spisesteder, betyder to stjerner, at restauranten er en omvej værd. Var golfbaner ratet på samme måde, ville La Cigale Tabarka Golf også have to stjerner. Mindst. For godt nok ligger banen godt gemt af vejen helt oppe i det nordvestlige hjørne af Tunesien på grænsen til Algeriet. Men det er i den grad køreturen værd - det er en af de smukkeste baner, undertegnede har spillet, og leder tankerne hen på Monterey-området i Californien eller Thracian Cliffs i Bulgarien. 

Før Det Arabiske Forår brød ud i netop Tunesien i december 2010, var landet en yndet destination for mange danskere, men siden har turismen haft trange kår i landet. Nu er Tunesien imidlertid på vej op igen, og turisterne er på vej tilbage. Og de kan godt tage golfkøllerne med, for landet har en række fine baner - den bedste er La Cigale Tabarka Golf.

Banen er designet af amerikanske Ron Fream og åbnede oprindeligt  i 1992. Men selv om man muligvis har spillet banen før, vil den ikke være til at kende igen. Samtlige greens er lavet om, det samme er teestederne, og de tre søer er fuldt renoverede.

Det går op og ned på Tabarka. Bogstaveligt talt. Enten er teestedet hævet, eller også er greens.

Banen begynder som en skovbane, men allerede fra 2. hul åbner anlægget sig op med udsigt til hotellet, vandet og ikke mindst ruinerne af Tabarkas gamle fort. På tredje hul spiller man ned mod vandet,  og 4. er en sand åbenbaring. Det måler kun 150 meter - men der skal både slås over strand og klipper - og skønhedsværdien er tårnhøj. Lige venstre om green går skrænten stejlt ned mod havet, hvor min medspiller tidligere har set delfiner boltre sig i Middelhavets krystalklare vand få meter fra, hvor han puttede.

Næste hul er også anlagt ved vandet, hvor fairway ligger som et billardtæppe trukket stramt ud over klippekanten, inden vi så småt igen bevæger os væk fra havet og ind i landet.

Alle gode ting får en ende, og det gælder desværre også vores runde på La Cigale Tabarka Golf. Men først skal vi lige have overstået 18. - et glimrende afslutningshul med masser af mulighed for risk and reward. Satser man hele butikken og går direkte mod green over den kæmpestore sø i 2. slaget? Eller tager den sikre vej venstre om søen? Det er blot den sidste af mange beslutninger, man skal træffe på Tabarka.

Selvom den lokale øl er ganske glimrende, falder valget på et glas vin. Tuneserne har lavet vin i flere tusinde år, og de er - overraskende for os - rigtig gode til det. En perfekt afslutning på en perfekt dag. Både den eminente udsigt over Middelhavet fra hotellets terrasse og de liflige dråber i glasset er nemlig også til to stjerner. Mindst.

 

Fakta: 

Land: Tunesien

Greenfee: 140 dinar (ca. 400 kr) Bor man på hotellet, er prisen noget lavere.

I nærheden: Der er flere hoteller lige ved banen - heriblandt det fremragende, femstjernede La Cigale. Nærmeste anden golfbane ligger ca. tre timers kørsel væk.

Blærerøvsværdi: Billedresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 stars

Der er nok ikke mange i din lokale klub, der har hørt om banen. Endnu. Til gengæld er der jo også en vis værdi i at være first mover.

Tilgængelighed: Billedresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 stars

Der går pt. ingen direkte fly fra Danmark til Tunesien. Der er et ugentligt, direkte fly fra Hamburg til Tunis. Fra hovedstaden Tunis tager det ca. tre timer at køre til Tabarka.

Skønhedsværdi: Billedresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 stars

Hullerne ved vandet er helt exceptionelle, og der er god udsigt fra stort set samtlige huller.

Sværhedsgrad: Billedresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 starsBilledresultat for 2 out of 5 stars

Vinden insisterer som regel på at spille med på seaside-hullerne. Der er vand på flere huller, og greens er lynhurtige. Men generelt kan man godt komme rundt  i en fornuftig score.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer