Traditionsklub runder 2.000 medlemmer og har aldrig været større | Golf.dk
Silkeborg Ry Golfklub har flere medlemmer end nogensinde før.

Foto: Brian Rasmussen

Traditionsklub runder 2.000 medlemmer og har aldrig været større

02/06 - 2020 | Pressemeddelelse

På trods af den alvorlige coronakrise, der har vanskeliggjort starten på golfsæsonen 2020, er det lykkedes Silkeborg Ry Golfklub at fortsætte flere års støt stigende medlemsfremgang. For nylig rundede klubben en milepæl med hele 2.000 medlemmer, og per 1. juni er der nu 2.041 medlemmer – det højeste antal i klubbens historie.

-Mange har fået øjnene op for, at golf er sund, sjov og social motion, også i en tid med corona. Efter at vi i Silkeborg og Ry lukkede golfbanerne helt ned i en periode, er antallet af golfrunder steget med mere end 20 pct. i forhold til tidligere år, siger Mads Faber, golfmanager i Silkeborg Ry Golfklub. 

-Vi har taget vores forholdsregler og løbende justeret til de mange regler og anbefalinger, så golfspillerne trygt kan færdes i golfklubben og nyde golfsporten næsten som normalt. I april og maj har vi derfor haft forrygende travlt med at tage godt imod de mange nye medlemmer. Det er både tidligere golfspillere, der har støvet det gamle golfudstyr af, og mange helt nye spillere, der prøver golf for allerførste gang, siger Mads Faber.

Medlem nummer 2000 og 2001 er endda kendte ansigter i golfsporten i skikkelse af tvillingerne Nicolai og Rasmus Højgaard, der fik henholdsvis medlemsnummer 2000 og 2001. Det sidste tal er i øvrigt de to 19-årige stortalenters fødselsår. Medlemskabet i Silkeborg Ry Golfklub betyder dog ikke, at de talentfulde Billund-tvillinger svigter deres barndomsklub, Gyttegaard Golf Klub, hvor de er vokset op og stadig vil have deres primære medlemskab. Det er her, de har fået den golfuddannelse, der har ført til så stor succes, at de allerede som teenagere har taget springet ind i de professionelles rækker og har kvalificeret sig til henholdsvis Challenge Tour og European Tour. Her blev Rasmus Højgaard historiens yngste dansker til at vinde på European Tour med titlen i Mauritius Open i slutningen af 2019.

-Vi kender jo golfbanerne i Ry og Silkeborg fra bl.a. Ecco Touren og Made in Denmark Challenge Tour og European Tour. Sammen med vores hjemmebane, Gyttegaard, får vi den kvalitet og variation, der kan styrke vores fortsatte udvikling. Desuden har Silkeborg Ry også et stærkt elitemiljø, hvor vi kan sparre med andre tour-spillere. Det betyder meget at blive udfordret til at præstere på et højt niveau i det daglige også, hvor vi jo netop nu er begrænset i vores turneringsaktivitet, siger medlem nr. 2000, Nicolai Højgaard, med henvisning til bl.a. Silkeborg Ry-spillerne Oliver Hundebøll Jørgensen og den tidligere European Tour-vinder Morten Ørum Madsen. Inkluderer man derudover Thomas Bjørn, er der nu hele tre medlemmer i klubben med European Tour-sejre på cv’et. En usædvanlig præstation i dansk golf.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer