Hvem bestemmer Amatørreglerne?

Amatørreglerne er, fuldstændigt som Golfreglerne, fastsat i fællesskab af R&A og USGA og gælder derfor i hele verden. Den bestemmende myndighed i Danmark er Dansk Golf Union, der sammen med Amatør og Ordensudvalget (A&O) løbende afgør sager og svarer på henvendelser.

Hvad er formålet med Amatørreglerne?

Amatørreglerne er skabt for at opretholde en skelnen mellem amatør og professionel golf og for at bevare golfspillets integritet, idet amatørgolf stort set er selvregulerende, både med hensyn til spillereglerne og handicapreglerne, og da et ukontrolleret økonomisk incitament kunne lægge et stort pres på disse vigtige kendetegn.

Hvordan mister man sin amatørstatus?

Hvis Amatørreglerne overtrædes, mister man ikke automatisk sin amatørstatus; det sker udelukkende ved afgørelse af A&O og efter forudgående undersøgelse og behandling af sagen.

Bliver jeg professionel ved mistet amatørstatus?

Nej – en amatør, der overtræder reglerne og får frakendt sin amatørstatus, bliver ikke automatisk professionel. Man defineres som “spiller med mistet amatørstatus”. I udlandet og bla. i Sverige benyttes begrebet “non-amateur”, men det er forskelligt hvilke spillere og forseelser, de respektive lande inkluderer i begrebet.

Hvad er problemet ved mistet amatørstatus?

Ved fortabelse af amatørstatus mister en golfspiller ikke nødvendigvis sin medlemsret af klubben eller “klub i klubben” – kun såfremt vedtægter eller lignende kræver amatørstatus som forudsætning for medlemskabet – og en golfspiller mister heller ikke sit handicap. Men der er en lang række udfordringer ved at spille turneringsgolf, idet golfspillere uden amatørstatus:

  • ikke er berettiget til deltage i turneringer som amatørgolfspiller og kun må deltage i turneringer (herunder vinde præmier) blandt medlemmer af en klub, som spilleren er medlem af, og kun såfremt klubben/turneringsbestemmelserne tillader det.
  • ikke kan repræsentere sin klub mod andre klubber, medmindre de andre klubber og/eller turneringskomiteen tillader det.
  • ikke kan repræsentere sit land eller region mod andre nationer/regioner.

Det er således ikke kun elite- eller landsholdsspillere, der kan få problemer ved mistet amatørstatus.
Almindelige golfspilleres turneringsgolf begrænses til klubturneringer i hjemmeklubben og kun hvis det særskilt godkendes af turneringskomiteen.

Hvordan får jeg min amatørstatus tilbage og hvor lang tid går der?

A&O skal formelt ansøges om generhvervelse af amatørstatus på en særlig blanket, der forefindes på danskgolfunion.dk. Alt efter forseelsens størrelse og længde, vil der, for en amatør, være tale om flg. prøvetid:

Værdi af præmie / ikke godkendt udgiftsgodtgørelse Prøveperiodens længde
op til kr. 55.000 1 år
over kr. 55.000 2 år

Landskendte spillere, der har overtrådt reglerne i mere end fem år, kan normalt ikke genindtræde i amatørstatus.

Prøveperioden starter som udgangspunkt på ansøgningstidspunktet, men kan konkret fastsættes til et andet tidspunkt af A&O.

Hvad må jeg i prøveperioden?

En spiller, der ansøger om genindtræden, må deltage i turneringer, som ikke er begrænset til amatørgolfspillere i henhold til turneringsbestemmelserne uden at skade sin ansøgning, under forudsætning af, at det sker som ansøger om genindtræden. Spilleren skal give afkald på retten til præmiepenge i turneringen og må ikke tage imod nogen præmie forbeholdt amatørgolfspillere.

Det betyder eksempelvis, at professionelle spillere, der befinder sig i prøvetiden gerne må spille med på klubholdet i DGU’s Danmarksturnering, men at Amatørreglerne skal overholdes og spilleren derfor ikke må modtage honorar for at deltage på holdet eller for at vinde matcher osv.

Amatørgolfspillere, med mistet amatørstatus og som befinder sig i prøvetiden, har ikke denne mulighed for at deltage i DGU’s Danmarksturnering for klubhold. For disse spillere gælder samme begrænsninger, som nævnt under problemer med mistet amatørstatus, idet spillerne:

  • ikke er berettiget til at deltage i turneringer som amatørgolfspiller og kun må deltage i turneringer (herunder vinde præmier) blandt medlemmer af en klub, som spilleren er medlem
    af, og kun såfremt klubben/turneringsbestemmelserne tillader det.
  • ikke kan repræsentere sin klub mod andre klubber, medmindre de andre klubber og/eller turneringskomiteen tillader det.
  • ikke kan repræsentere sit land eller region mod andre nationer/regioner.

For hver enkelt turnering anbefales det, at undersøge turneringsbestemmelserne for mulig spilleret og kontakte turneringskomiteen for at gøre opmærksom på, at man er en spiller, der er i gang med at genindtræde i amatørstatus og måske ikke er berettiget til at modtage præmie i turneringen.

Dansk Golf Union, april 2017