5-1. GENERELT

Medmindre andet er bestemt i Reglerne, må en amatørgolfspiller ikke modtage betaling eller godtgørelse, direkte eller indirekte, for at give undervisning i golfspillet.

5-2. HVORNÅR BETALING ER TILLADT

a. Skoler og andre uddannelsesinstitutioner.

En amatørgolfspiller, der er (i) ansat i en uddannelsesinstitution eller et uddannelsessystem eller (ii) vejleder på en lejr eller andet lignende organiseret program, må modtage betaling eller godtgørelse for undervisning af institutionens, systemets eller lejrens elever i golfspil, under forudsætning af at den samlede tid, der anvendes til denne undervisning, udgør mindre end 50% af den tid, den ansatte anvender til udførelsen af de samlede arbejdsopgaver.

b. Godkendte programmer

En amatørgolfspiller må modtage udgifter, betaling eller godtgørelse for at give undervisning i golfspil som en del af et program, der på forhånd er godkendt af Dansk Golf Union.

5-3. SKRIFTLIG UNDERVISNING

En amatørgolfspiller må modtage betaling eller godtgørelse for skriftlig undervisning, under forudsætning af at evner eller omdømme som golfspiller ikke var en væsentlig årsag til overdragelsen af hvervet eller udførelsen eller salg af arbejdet.

Følgende bestemmelser under Regel 6 gælder alene for amatørgolfspillere med dygtighed eller anseelse i golf.