Instruktion: Få mere ud af din træning | Golf.dk

Instruktion: Få mere ud af din træning

09/06 - 2016 | Claes Meldal

Golfsporten har et væld af ukronede "konger af drivingrangen", som kommer ind i en fantastisk rytme under træningen og sender det ene gudeslag efter det andet af sted - uden rigtig at tænke over det. Men nogle gange kniber det gevaldigt med at overføre den dejlige rytme til spillet ude på banen, når det går løs for alvor. Hvad kan det skyldes?

Ifølge Adam Stevenson, der er træner i Hals Golfklub og forfatter til Golfspillerens Håndbog, handler det om at give hvert enkelt slag på drivingrangen mere værdi. Jo mere du kan behandle hvert træningsslag som et "rigtigt" slag med pres på, desto bedre vil du også kunne præstere ude på banen. Han anbefaler, at du gennemgår en udførlig preshot-rutine før hvert slag og stiller meget klare mål for, hvad du vil med slaget, før du sender det af sted. Så vil du kunne bruge slagene til at forberede dig til din næste runde i stedet for blot at hakke boldene formålsløst ud til alle de andre rangebolde.

Du kan se Adam Stevensons tip i videoen ovenfor. Med et veloverstået træningspas på drivingrangen er du klar til at holde kadencen der, hvor det gælder - nemlig på golfbanen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer