Broch Larsen hjælper dig med din puttning

18/05 - 2017 | Martin Kold og Claus Rødgaard Thomsen

De fleste golfspillere kender udmærket fornemmelsen. Du har slået et godt, langt slag og har ramt green. Du er glad, men kun kortvarigt. Din bold ligger nemlig langt fra hullet, og du aner et tre-putt og en ærgerlig bogey efter at have ramt green i regulation.

Når et putt er ti meter langt eller længere, er risikoen for et tre-putt større end sandsynligheden for, at du holer puttet.

Nicole Broch Larsen viser her nogle øvelser, som kan forbedre din lag-puttning.

Når Nicole er langt væk fra flaget, ved hun, at hvis hun to-putter, så vinder hun på feltet. Hun mener, at et lag-putt har haft den optimale fart, hvis bolden stopper maksimalt to fod bag hullet.

Den øvelse, som Nicole demonstrerer her, hjælper dig med at opbygge forståelse for, hvad svinglængde og tempo betyder for din puttning. Du skal lægge “huller” eller “sigtemærker” ud på tre, seks og ni meter. Bag dit putterhoved placerer du fem markeringsmærker, det første er 15 centimeter bag bolden, de næste fire med ti centimeters mellemrum, så du kan notere dig, hvor langt tilbage, du svinger putteren.

Du må ikke putte for kort. Først putter du efter det nærmeste “hul”. Din bold skal trille forbi målet, men højst én fod forbi. Du bør markere bolden, før du slår det næste slag. Dit næste putt skal trille forbi den første bold, men igen højst en fod forbi. Tredje bold skal trille forbi anden bold, igen højst en fod forbi. Du skal have fem i træk på denne måde.

Lykkedes det, går du videre til målet, der er seks meter væk. Her skal du gøre det samme, men for hver bold må du putte op til to fod forbi målet. Lykkes det, går du videre til målet på ni meters afstand og gentager øvelsen. Her må hvert putt rulle op til tre fod forbi dit mål. Ved både seks og ni meter skal du også have fem i træk, der lever op til det krav.

Når du slår et putt, der ikke lever op til øvelsens krav, skal du begynde helt forfra på den afstand du er nået til. Derfor er det en øvelse, der kan kræve rigtig mange putts at gennemføre. Tæl, hvor mange putts du bruger på hver afstand, og notér din fremgang. Hvis du løser opgaven perfekt, bruger du 5+5+5 - altså 15 putts. Selv topspillere vil dog være tilfredse med at kunne gennemføre øvelsen på 7+7+7 - altså 21 putts.

Startretningen er afgørende for, om et langt putt slutter tilstrækkeligt tæt på hullet.

Du kan træne startretning ved hjælp af denne simple øvelse. Placér en port bestående af to tees 45 centimeter fra dér, hvor du slår din bold. I begyndelsen placerer du tees seks centimeter fra hinanden. Hvis bolden ruller igennem uden at ramme nogen af de to tees, så har du mindre end én grads afvigelse på dit putt. Hvis du kan gøre det på otte ud af ti putts, så rykker du tees’ne lidt tættere på hinanden, så der er fem en halv centimeter mellem dem. Det betyder, at du har råd til en afvigelse på en halv grad på et putt fra 45 centimeters afstand. Når du også her kan rulle otte af ti putts igennem uden at ramme tees, så er du meget præcis i startretningen på dine putts.



 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer