Vinteren er en kold tid - især for damerne | Golf.dk

Vinteren er en kold tid - især for damerne

I takt med at vejret bliver koldere oplever de fleste golfspillere, at de slår markant kortere end sædvanligt. Det bliver endnu sværere at spille til sit handicap. Men er det også en udfordring, der er større for kvindelige end for mandlige golfspillere?

 

TEKST:

Tuula Undall

FOTO:

Lars Krabbe

Uanset om du er kvinde eller mand, oplever du som spiller af vintergolf, at du slår kortere end normalt. I takt med at temperaturerne falder og vejret bliver koldere, skal der ofte vælges større våben for at opnå samme længde på et slag, som var det på en varm sommerdag. Bolden flyver ganske enkelt væsentligt kortere i takt med, at temperaturen falder. Det er fakta, og det er videnskab kombineret med vejrforhold, boldteknologi og svinghastighed.

Selv spiller jeg masser af vintergolf. Jeg elsker det, og alene den friske luft og motion gør, at alle golfere burde gå i gang med det. Desuden er jeg heldig at kunne spille året rundt i mine medlemsklubber.
Jeg spiller ud fra handicap 6,2, og mener godt, at jeg godt kan flytte en bold. Men, men, men, når kulden sætter ind, oplever jeg, at jeg har langt sværere ved at spille til mit handicap end mændene har. Dem, jeg jævnligt spiller sammen med hen over året, mister tilsyneladende ikke på samme måde længde, som jeg gør.

 

Benita Zerlang (tv) og Adalena Bundgaard.

 

  • Adalena Bundgaard

Medlem i Simon’s Golf Club siden 1998

Handicap: 7.2

Spiller divisionsgolf, og spiller meget gerne golf hele året

  • Benita Zerlang

Medlem i Simon’s Golf Club siden 2007
Spiller ud fra handicap 19.6
Spiller meget gerne golf hele året

 

Derfor har jeg gravet lidt i emnet, og blandt andre spurgt to golfpiger, som begge er medlemmer i Simon’s Golf Club, om de har samme oplevelse. De bruger begge masser af tid på at spille golf, og gør det også gerne hele året.

En januar lørdag, hvor solen viste sig fra en af de bedste sider i den ellers noget aflange og gråmelerede vinter, mødtes jeg derfor med Adalena Bundgaard og Benita Zerlang i deres hjemmeklub i Nordsjælland. Banerne var dækket af sne, og derfor lukket for spil. Men det var fantastisk fotovejr, så vi kunne få billeder i hus.

- Vi er en gruppe, som spiller sammen det meste af året. Ofte spiller vi to vennepar sammen og deler os op i køn, så vi dyster pigerne mod drengene, siger Adalena Bundgaard. 

Sæsonen igennem har kvinderne normalt ikke problemer med at vinde over drengene, selv om der naturligt nok er forskel på længden af ikke mindst damernes og herrernes slag.  Sejrene svinger frem og tilbage mellem kønnene – altså lige indtil kulden sætter en stopper for den fornøjelse.

- Jeg slår ganske enkelt ikke helt så langt, som jeg normalt gør, når det er varmere

 

Kvinderne skal typisk anvende et større værktøj om vinteren for at komme videre fra resultat af et kortere slag, men det er sjældent hensigtsmæssigt.

 

- Når først kulden har sat ind spilles banen længere. De enkelte huller bliver derfor sværere at spille til mit handicap. Jeg slår ganske enkelt ikke helt så langt, som jeg normalt gør, når det er varmere, siger Adalena Bundgaard.

Både Adalena og Benita føler ofte, at de slet ikke har værktøj nok i bag’en til overhovedet at kunne slå de nødvendige slag.

Hvad enten man er mand eller kvinde, så er spillet anderledes om vinteren end om sommeren. Men der er alligevel en forskel kønnene imellem.

Hvis kvinderne om sommeren kan nå ind på green med for eksempel et 5-jern, kræver det om vinteren et større våben. Nogle gange er ikke engang en 3-kølle tilstrækkelig. Mange herrer står ikke i samme situation, fordi de ikke har behov for at kunne vælge mere end en 3-kølle for at nå den ønskede længde. 

- Vi mener, at vi mister mere længde end mændene gør, når vi spiller vintergolf. Derfor har mændene naturligvis noget nemmere ved at spille til deres eget handicap om vinteren, end vi har, er begge enige i.

- Vi mener, at vi mister mere længde end mændene gør, når vi spiller vintergolf.

 

Vintergolf kaster måske ikke de største sportslige resultater af sig, men oplevelser kan sagtens være eminente, og alene den friske luft og motionen burde være motivation nok.


 

- Eksempelvis skal jeg ret konsekvent bruge mindst et slag mere pr. hul på vores par-5 huller, når det er koldt, end hvis det havde været en lun sommerdag, siger Benita Zerlang.

De to kvinder ved, hvor deres mænd normalt lander med deres bolde på de enkelte huller, når de slår fra teestedet, og hvor de normalt selv lander med deres bolde. Når kulden slår til ligger de langt tilbage i forhold til, hvor de normalt gør, mens mændene ligger meget tættere på, hvor de normalt lander.

Til trods for de udfordringer, som vintergolfen medfører, vil ingen af pigerne undvære vintergolf sammen med drengene.

Både Adalena og Benita er rigtig glade for at være medlemmer af en golfklub som har sommergreens hele året, så de kan spille vintergolf. Og om vinteren spilles runderne med bærebag og iført varmt tøj.

Luften bliver tykkere

I takt med de faldende temperaturer bliver luften tungere og luftfugtigheden større. Når bolden flyver møder den derfor ekstra modstand.
Luften er nemlig sammensat af molekyler. Og jo varmere luften er, desto hurtigere bevæger molekylerne sig. Samtidig vil der i varm luft også være plads til færre molekyler pr. kubikmeter.
Omvendt vil molekylerne i kold luft bevæge sig langsommere, og der er plads til mange flere molekyler pr. kubikmeter luft som gør luften tykkere og øger modstanden til en flyvende golfbold.

Bolden mister teknologiske egenskaber

I kulden begrænses boldens elasticitet, og dermed evnen til at kunne komprimere sig ovalt og få ”projektilfacon”, hvilket er den mest grundlæggende teknologi for en moderne golfbold for at kunne slås så langt, som det er tilfældet i dag.

Når en bold flyver klemmer den sig sammen, udvider sig, klemmer sig sammen og så videre. Når den energi aftager falder hastigheden på flugten og tyngdekraften trækker bolden hurtigere mod jorden. Den effekt sætter ind hurtigere/tidligere, når det er koldt.

Svinghastighed

Din svinghastighed har stor betydning for, hvor kraftfuldt bolden kommer afsted, og dermed også hvor ”pulserende udstrakt” den bliver i flugten. Det gælder naturligvis både for mænd og kvinder. Men her må vi erkende, at det er sværere for piger, at få samme fart i bolden, som mændene. Og for meget tøj er ikke den eneste forklaring.

 

Jesper Overgard Sørensen er cheftræner i Smørum. Foto: Jesper Vinzents

 

Træner: - Især tre årsager til tab af afstand

- Lad mig indledningsvis sige, at det er rigtig dejligt at se, hvor mange, der trodser kulden, og spiller golf om vinteren, til trods for de udfordringer, som vintergolf giver i forhold til at spille om sommeren, siger Jesper Overgaard Sørensen.

- Og jeg kan sagtens forstå, at Adalena og Benita føler, at de får noget sværere ved at spille til deres handicap, når de spiller vintergolf, end herrerne gør, siger han.

Jesper begrunder det med flere faktorer, men lægger især vægt på tre forhindringer, som alle møder, når der spilles vintergolf. 

Det er 1: Vejrforholdene, 2: Som årsag af vejret også den manglende udnyttelse af boldens teknologi, og endelig 3: Den permanente ulighed mellem kvindernes og mændenes svinghastighed. 

Jesper Overgaard Sørensen, cheftræner i Smørum Golfklub

Uddannet PGA træner i 1999, og har siden trænet nogle af landets bedste spillere i et spænd fra klubgolfere over landsholdsspillere til europatour-spillere.

Er med i PGA bestyrelse. I 2019 blev dansk PGA’s uddannelse kåret til Europa bedste 

PGA-træner, Jesper Overgaard Sørensen, der er cheftræner i Smørum Golfklub ved noget om udfordringen. Smørum Golfklub har meget stor diversitet i medlemsskaren, og en juniorafdeling, der gennem årene har udviklet dygtige, professionelle spillere. Spillerne er i dag på et niveau, hvor de evner at hente trofæer hjem fra både nationale, internationale og globale konkurrencer. 

Jesper Overgaard Sørensen, har derfor haft lejlighed til at studere fænomenet med kolde bolde på mange niveauer.

- Hvis du sætter en spånplade op to meter fra teestedet og slår til bolden med fuld kraft, så ryger bolden direkte gennem spånpladen, og efterlader et hul, der ved rette hastighed nærmest ser ud til at være boret med en maskine. Men bagefter vil du ikke være i stand til at presse den samme bold gennem hullet, selv om du lige har set, at det vitterligt er den bold, der har skabt hullet, siger Jesper Overgaard Sørensen.

- Når driveren rammer bolden med stor kraft, trykkes den flad, for straks derefter at rette sig ud og bliver oval i slagretningen. I det øjeblik bolden rammer spånpladen, er den klemt så meget sammen på grund af slagets kraft, hastigheden og boldens teknologi, at bolden rent faktisk er oval som et æg, når den rammer spånpladen med den forreste ”ende”. Den er altså længere end den er tyk på grund af slagkraften, når den iagttages i slagretningen, siger han.

De bolde, som for de fleste af os synes stenhårde, er sammensat af forskelligt komprimerede materialer, som netop giver dem egenskaben at udvide sig og trække sig sammen – men kun ved stor kraft. Alt andet lige flyver bolden derfor længere, når den rammes hårdere og arbejder/pulserer mere i flugten. 

- Som træner oplever jeg ofte, at herrerne slår mere ned på bolden med deres jern, og at de har en højere svinghastighed end kvinderne

- Som træner oplever jeg ofte, at herrerne slår mere ned på bolden med deres jern, og at de har en højere svinghastighed end kvinderne, siger han.

Det er to væsentlige årsager til, at en bold opnår smash-effekt, når den rammes, ligesom det er vigtigt, at du har hænderne foran bolden, når den rammes. Har du ikke det, tager du typisk en tørv, før du rammer bolden. Det er med til at nedsætte svinghastigheden, når du træffer bolden, og dermed mister du automatisk længde.

- Når det bliver koldt, så bliver bolden hårdere og mister dermed en stor del af sin elasticitet. Så det er et sammensurium af omstændigheder, der gør livet med lange slag i vintergolf sværere. Når bolden ikke trykkes af i drivet, skabes der ikke samme energi ud fra slagfladen. Og så vil jeg også mene, at jo mere tøj man har på, desto mere daler svinghastigheden.

 

Benita Zerlang spiller gerne hele året.

 

- Gennem alle mine år som træner oplever jeg meget ofte, at drengene har en højere svinghastighed. Dermed opnår de en bedre smash-effekt, og det er noget, som er med til at give længde. Samme høje svinghastighed er der ikke mange piger der har, og det er også derfor, at de ikke slår helt så langt som drengene, siger Jesper Overgaard Sørensen.

Hvis vi ser på statistikkerne for Tour-spillere, så slår herrerne i gennemsnit 16 procent længere end damerne. Det er et gennemsnit udregnet på tal fra nr. 1 til og med nr. 80 (Driving Distance på LPGA og PGA Tour).

Jesper Overgaard Sørensen vil i øvrigt anbefale alle golfere at bruge noget af tiden i vintermånederne til at spille golf, men også at tage sig tid til at konsultere sin lokale PGA pro for at få undervisning, og lægge planer for den kommende sæson.

Det er for begge køn en effektiv måde til bedre at kunne placere sig som planlagt, og dermed forbedre sit personlige spil og sit handicap – uden at lade sig påvirke nævneværdigt af vejret i almindelighed og kulden i særdeleshed.

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk