Min runde med Jeff Winther i bag’en | Golf.dk

Min runde med Jeff Winther i bag’en

Hvad sker der når en solid handicapspiller og én af Danmarks bedste golfspillere bytter drives? Bliver amatøren så til en pro og proen til en amatør på scoren? 

 

TEKST:

Mads Rotbøl

FOTO:

David Ebbesen (Illustration)

Tak Mads!

Jeg har lige høvlet mit drive i den venstre rough fra 5. tee på New Course i HimmerLand. Grunden til, at europatour-spilleren Jeff Winther nu står og kigger på mig med et skælmsk udtryk i ansigtet og en passiv aggressiv tone i stemmeføringen er, at det er Jeff der skal spille videre fra det miserable udgangspunkt, jeg lige har givet ham.

- Den eneste ulempe indtil videre er, at du ikke har været i spil fra tee endnu, lyder det videre fra Winther.

- Det er også en forholdsvis stor ulempe kan man sige, replicerer jeg, inden Jeff Winther bryder ud i et for ham så karakteristisk væg-til-væg smil med lyd på, som vi kender det fra transmissionerne på Viasat Golf, hvor sjællænderen altid er garant for en kæk kommentar.

Kort efter smadrer han selv en driver op af bakken på par-4 hullet ind over de tre fairwaybunkers i højre og direkte mod flaget på green, som på dette slag ligger 339 meter væk fra udgangspunktet.

- Kan han putte den derfra?, lyder det fra pro-kollega Oliver Suhr der er vidne til vores eksperiment.

- Det er lige før, griner Winther igen.

Og mens vi begiver os frem mod vores bolde i hver side af anlægget og med to vidt forskellige ventende afstande i andetslaget, så spoler vi lige lidt tilbage for at forstå og forklare, hvad det er vi har gang i.

Jeg er selv en hæderlig golfspiller med +20 års erfaring og et handicap, som de sidste ti år solidt har penduleret mellem fire og seks. Jeg slår ikke specielt langt. Mellem 190 og 230 meter, alt afhængig af dagsform, vindforhold, hårdhed af fairway og golfgudernes nåde. Det er ikke udpræget langt for en spiller med mit handicap, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg ofte har tænkt tanken under en golfrunde, hvor jeg står med endnu et langt jern eller en hybrid ind til et langt par 4 hul: “Hvis jeg bare lige havde en 20-30-40-50 meter mere med driveren, så er der ingen tvivl om at jeg ville banke på til europatouren eller det der er større”

Og derfor opstod idéen til et lille forsøg og dermed denne artikel. For hvad vil en tourpros længde fra tee egentlig betyde for en fornuftig handicapspiller som jeg selv? Og ikke mindst omvendt: Hvordan vil en pro forvalte det udgangspunkt, jeg ville kunne give ham fra tee?

 

Mads Rotbøl og Jeff Winther på HimmerLand New Course

Det kræver jo selvfølgelig, at en god pro er med på idéen. Jeff Winther var mit umiddelbare bud på en spiller fra øverste hylde, som kunne være klar. Og da jeg tjekkede op på hans golfdata på europeantour.com, var jeg endnu mere opsat på at få ham med. Jeff Winther ligger nemlig lige præcis på gennemsnittet i længde fra tee på touren med lidt mere end 275 meter i snit.  Og efter et umiddelbart “Øhhhh okaaay, det er jo ikke ligefrem noget videnskabeligt forsøg du er ude i der” fra Jeff over telefonen, efterfulgt af lidt flere mere eller mindre overbevisende tillægsord til den geniale idé fra min mund, sagde han heldigvis også ja. Og var tilmed hurtig til at investere halvdelen af en træningsrunde under Jyske Bank Danish Championship på europatour-banen i HimmerLand i slutningen af juni måned.

Så tirsdag morgen i ugen for den første store professionelle golfturnering på dansk grund efter coronapausen, mødes vi i Gatten.

- Hvad så, er du klar?, spørger han, da vi hilser.

Han har selv ligget turneringsstille i mere end tre måneder og vurderer, at der nok er lidt rust, der skal bankes af. Men han er i hvert fald selv helt opsat. 

- Det bliver spændende. Det er jo et noget alternativt projekt, fortæller han mig, mens vi ruller et par putts på HimmerLands lynhurtige puttinggreen foran klubhuset.

- Men det bliver underholdende at se, hvordan det hele udspiller sig, lyder vurderingen - stadig fuld af optimisme.

- I min optik er længde ikke den afgørende faktor. Forskellen ligger i indspil og putting, men det er klart, at du nok burde få en fordel på par-3 hullerne og også en del hjælp på par-5 hullerne, men kan du så forvalte den fordel?, spørger han ud i luften, og jeg lader den hænge.

Vi bliver enige om også at bytte teesteder. Så jeg skal slå mine udslag fra de bagerste klodser på New Course, mens Jeff får fornøjelsen af at rykke frem på banens herretee. Hvorefter vi så bytter vores bolde og spiller færdig derfra. Og det skal hurtigt vise sig, at den manøvre naturligt presser undertegnede væsentlig mere end tourproen, og derfor også bringer Jeff Winther i uføre. 

For allerede på første hul slår jeg bolden i den tykke rough. Mit drive starter ellers nogenlunde ned i midten, men en kraftig vind fra højre mod venstre tager over, og bolden ender venstre om både fairway og semirough og ligger begravet i det tykke stads, som i anledning af ugens pro-turnering har fået lov at gro lidt ekstra. Jeg sjusser mig frem til at have slået den 185 meter. Ikke just en imponerende start. 

Jeff slår et 4-jern cirka 200 meter frem i banen og i højre side af fairway. Så bytter vi bolde, hvorefter han fint hakker mit udslag frem lige venstre om green og kommer ind og i for sin par. Jeg trækker mit 8-jern i venstre men misser min ind og i, og status efter første hul er altså at proen redder en god par fra et dårligt leje fra tee, mens jeg laver en sløj bogey fra et fint fairwayleje 30 meter tættere på green. Ikke ideelt.

Vi bliver enige om, at Jeff derfra kun skal buldre med driveren, så vi virkelig ser længdeforskellen. Dog må han lige gemme den væk lidt endnu, da det næste hul på New Course er et par-3 hul. 

Og her bliver jeg for alvor udfordret fra de bagerste teeklodser. Med 186 meter ind i en rimelig kraftig vind, skal jeg ikke snitte min hybridkølle meget, før der er problemer. Så det gør jeg og mister bolden kort i venstre i et stort strafområde. Samtidig står Jeff fremme på mit normale teested med bare 125 meter til flaget og wedger en bold ind 5-6 meter kort af flaget. Den vælger jeg så at gå op og tre-putte nervøst for en bogey, mens Jeff får forvandlet min lost-ball til en hæderlig dobbeltbogey.

 

- Jeg har fokus et andet sted. Jeg har ikke brug for en 10-20 meter mere

På tredje hul oplever jeg for første gang længdefordelen ved at have en Jeff Winther-driver i min bag. Jeg er selv tæt på at ramme en fairway, men får et lidt uheldigt spring mod højre og ender i den første klipning af roughen mellem fairway og fairwaybunker i højre side af det knap 350 meter lange par-4 hul. Jeg har slået den 194 meter fra tee og efterlader Jeff cirka 150 meter op af bakke til green. Jeff derimod bomber en driver op langs venstresiden af fairway i det område, hvor den snævrer ret meget ind, og selv om den lige præcis triller ud i semiroughen, har jeg kun 71 meter ind til pinden derfra.

Vi rammer begge green. Og har cirka en 8-10 meter til hullet. Jeg treputter igen på den lynhurtige overflade, mens Jeff laver en stensikker par og griner lidt i skægget, han ikke har, over mine udfordringer med at finde farten på HimmerLands lynhurtige greens.

- De er da megahurtige, selv for dig, er de ikke?, forsøger jeg med forhåbning i stemmen, men den bider han ikke på.

- Det er sådan ok, lyder svaret.

- Nok rimelig standard på europatouren, men de står knivskarpt. Tror ikke du finder bedre greens i Danmark lige nu.

På vej til 4. tee taler vi lidt mere om den her besættelse af at hive ekstra meter ud af driveren som en direkte vej til bedre scores, som mange handicapspillere går rundt med. Det er ikke en besættelse, som Jeff Winther dyrker, selv om han på pro-niveau også “bare” er gennemsnitlig med de cirka 280 meter han driver bolden.

- Jeg har fokus et andet sted. Jeg har ikke brug for en 10-20 meter mere, eller jo, det ville da være rart nogle gange at kunne klemme ti meter yderligere ud, men det er ikke noget jeg dyrker overhovedet, siger han.

På 4. hul, det første par-5 hul på banen, laver vi begge en rimelig ligefrem par. Jeg rammer igen næsten en fairway. Denne gang tabt lidt i højre. Og knap 200 meter ude i anlægget. Jeff har ikke en ærlig chance for at nå det 517 meter lange hul i to, som han ellers nok er vant til. Jeg skal dog selv slå mit andetslag hele 83 meter længere fremme i anlægget og fra fairway, men udnytter ikke muligheden optimalt derfra til at komme tæt nok på green i to.

Og så er vi tilbage på 5. hul. Nu begynder forskellene for alvor at komme til udtryk på hullerne. På dette hul er der hele 140 meter i mellem vores to bolde. Jeg har efterladt Jeff i roughen med 210 meter til green - op ad bakke vel at mærke - mens jeg selv har sølle 69 meter fra fairway. Sikker par til mig og en bogey til tourproen, som mere og mere mister den optimisme, som var så tydelig inden runden.

- Du har ikke ramt en fairway endnu, og det ville jeg faktisk glæde mig til at du gør næste gang, lyder det med lige dele foragt og forhåbning i stemmen.

Men ak og ve. Sjette hul er et monster af et par-4 hul som spiller 432 meter fra backtee. Jeg taber den igen i venstre. Og efterlader Jeff med 244 meter til green, så han bare kan pitche frem i fairway. Selv slår han en perfekt lille rescuekølle ned i bunden af fairway, så jeg har lige under 150 meter til flaget. Vi går begge derfra med bogey.

Og på 7. hul rammer jeg så spillemæssigt bunden. Helt bogstavligt. Jeg chunker mit teeslag på par-3 hullet så meget, at det lige akkurat ikke kommer over den sø der er mellem teested og green. Endnu en lost ball fra tee på et par-3 hul fra min side, og jeg føler ikke specielt mange tourspiller-vibes lige i det øjeblik. Som i overhovedet. Men Jeff Winther er cool, og ikke nok med at han først slår teeslaget fra herretee ind til en 3-meter fra birdie, så forvandler han også mit vandslag til en ind og i bogey fra 100 meter. Høj klasse lige der.

Og jeg misser selvfølgelig hans 3-meter foræring for birdie. På vores 8. hul, endnu et par-4 hul op af bakke, rammer jeg endelig en fairway, og giver Jeff et slag på blot 114 meter til pinden, som han er meget tæt på at forvandle til en birdie. Jeg kommer til gengæld ind og i for netop sådan en fra de bare 63 meter, som Jeff har efterladt mig til hullet fra tee. 

På 9. hul laver vi begge par. Igen formår jeg ikke at forvandle en mulighed for at nå par-5 hullet i to slag, mens Jeff med min manglende længde fra tee igen må bide et langt hul over i tre bidder. Status efter ni huller. Jeg er fire over par, men har haft mere eller mindre optimale betingelser fra tee og føler slet ikke at jeg har udnyttet det til noget som helst. Jeff Winther er seks over par med min teebold, og har måtte kæmpe med to lost balls på par-3 hullerne og en håndfuld rigtig lange approachslag til greens ofte fra svære lies i roughen. 

- Det var sjovt, lyder den umiddelbare konklusion fra Winther.

- Men jeg synes også, at jeg havde gevaldigt langt ind efter dine udspil i og med at du spiller fra backtee. Jeg står med mellem 180 og op til 210 meter ind på nogle af par-4 hullerne, og når det så ofte heller ikke er fra fairway, så er det svært at score.

Men også lærerigt. På en eller anden finurlig måde. 

- I min optik er længde ikke den afgørende faktor. Forskellen ligger i indspil og putting

- Nu har jeg også spillet banen fra nogle steder jeg aldrig har set før og haft forholdsvist langt ind, men så ser man mulighederne, hvor kan man trille den op hvis man har 200 meter ind og ligger i rough, så prøver man jo at chase et eller andet op i nærheden af green, lyder det venligt fra Winther.

- Det åbner op fra andre spilmuligheder, synes jeg faktisk.

Diplomati fra allerøverste hylde er min lynanalyse. Han siger det ikke selv. Men mon ikke han også glæder sig til at få kontrollen med sin egen skæbne fra tee tilbage på de sidste ni huller af dagens træningsrunde? 

- Jojo, men jeg synes det var en meget sjov lille gimmick.

Også for mig. Der både har fået fornyet respekt for pro’ernes niveau. Og et endegyldigt farvel til den hjemmestrikkede teori om, at en prokarriere eller måske bare et stensikkert klubmesterskab i hjemmeklubben ligger lige rundt om hjørnet, hvis jeg laver en fuldbyrdet Bryson DeChambeau og lægger noget tyngde på kroppen og noget længde i driveren. Så det er passende at slutte artiklen her som den begyndte. Med et “tak”. Det sidste her dog uden ironi eller i en passiv-aggressiv tone. Men blot et:

“Tak Jeff”.

Så langt halter amatørspilleren efter pro’en fra tee

  • I 2019 slog den gennemsnitlige mandlige amatørspiller 197,5 meter fra tee. Det viser data, som blev indsamlet via 1141 teeslag fra spillere med vidt forskellige handicap på seks forskellige engelske golfbaner mellem maj og september det år. Den slags data har R&A og USGA indsamlet siden 1996 for at kunne følge udviklingen af golfspillet i forhold til hele længdeproblematikken omkring teknologiske forbedringer af udstyr og ikke mindst bolde.
  • Når man så bryder data yderligere ned i forhold til amatørspillernes handicap ,viser det ikke overraskende, at jo lavere handicap, jo længere slår man fra tee. Spillere med et handicap lavere end seks slag slog i gennemsnit 218,5 meter fra teeklodserne sammenlignet med 162 meter i snit for en spiller med et handicap højere end 21.
  • Og sammenligner man så de data med data fra Shotlink systemet på PGA Touren, så får man i den grad syn for sagen i forhold til, hvor stort springet er op til verdens allerbedste spillere. I skrivende stund snitter en PGA Tour-spiller 271,5 meter fra tee, mens den førende i kategorien, Bryson DeChambeau, i snit sender bolden ud på 296,5 meter med sin driver, eller knap 100 meter mere end den gennemsnitlige amatør.
  • Men bare rolig, der er også håb for de kortere slående. Luke Donald, som ’kun’ snitter 255 meter fra tee, er tidligere verdensetter. Og han slår trods alt kun 58 meter mere end den gennemsnitlige amatørspiller.

Kilde: Distance Insights Project, USGA og R&A og Pgatour.com

 

- Jeg skulle have vundet i Qatar

Føler du dig efterhånden som en etableret europatour-spiller?

- Ja det synes jeg egentlig. I og med at jeg er inde i næsten alle turneringer på touren, så føler jeg mig rimelig etableret. For når man kommer med en tourskolekategori, så er det bare noget andet. Så skal du gøre det ekstra godt i de der små turneringer, hvor der ikke er de vilde præmiesummer. Der kæmper du for livet næsten hver uge, hvorimod når du er inde i de store turneringer, så kan du tillade dig at lave en 35. plads i en Rolex-turnering og så er du godt dækket ind og får fine point og sådan noget. Det handler virkelig om at komme ind i de store turneringer og gøre det ok.

Har du været i tvivl om du nogensinde ville føle dig etableret?

- Jeg har altid taget en dag af gangen. Jeg har bare kørt med “the flow”, og det har jo egentlig kørt meget godt.

Du fik en tredjeplads i Qatar Masters, lige inden hele verden gik i stå sammen med covid-19. Var du ærgerlig over at sæsonen blev indstillet, mens formen tilsyneladende var god?

- Nej det er jeg egentlig ikke, jeg havde været i gang længe der, da jeg bliver nummer tre. Jeg tror, jeg havde spillet ni eller ti turneringer, så jeg trængte til en pause. Det bliver til mange golfrunder på kort tid, så det passede egentlig meget fint med et lille break. Som så blev noget længere end forventet. Og jeg har da haft mine kriser undervejs i det her corona-show, hvor jeg tænkte “hvad fanden foregår der”, og man ikke rigtig havde noget at stå op til noget at sigte efter. I et langt stykke tid var det lidt svært at finde engagement til noget som helst, men der tror jeg bare jeg skal være glad for at jeg har en kone og to børn, der har holdt mig beskæftiget.

En sjælden oplevelse for Jeff Winther: Han får lov at slå fra tee 56.

Du spillede i den grad med om sejren i Qatar. Lærte du noget om dig selv i den uge? 

- Ja, det synes jeg bestemt, og det giver jo også noget selvtillid som jeg kan tage med på den anden side af coronapausen. Det giver altsammen et boost, ligegyldigt hvor lang tid siden, man har spillet. Jeg lever i hvert fald stadig på det der rush af at spille med om sejren der, selv om jeg nok føler jeg skulle have vundet. Det var i hvert fald, hvad min caddie sagde til mig. At den her den burde vi have vundet.

Så det var nogle dyre lærepenge du også satte ind på kontoen i forhold til fremtiden? 

- Er du sindssyg? Ja, det har nok været de dyreste lærepenge, jeg har haft indtil videre.

Du runder snart turnering nummer 100 på Europa Touren. Hvor meget tænker du på at få en sejr? 

- Det fylder egentlig ikke rigtig så meget, altså jo, det ville være fedt at få en sejr, men det er ikke noget der tynger mig, jeg er som sagt en meget afslappet person og tager det en dag af gangen, det er ikke noget, jeg decideret hungrer efter og træner efter hver dag. Jeg tager det, som det kommer og hvis det kommer, så kommer det, og sådan må det være.

Og hvad er det du mangler?

- Jeg tror egentlig ikke der mangler noget. Det handler mere om at ramme den helt rigtige uge. Og nu synes jeg, jeg har betalt lærepenge nok og har haft nogle ok chancer for at gøre mig gældende helt i toppen, så næste gang må den være der.

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk