Hvornår kan vi rejse igen? | Golf.dk

Hvornår kan vi rejse igen?

2020 har på alle måder været et udfordrende år. Men for golfrejsebranchen har udfordringen været monumental. Dansk Golf tager temperaturen på det iskolde rejsemarked netop nu – og kigger lidt frem.

TEKST:

Peter Bugge

FOTO:

PR/Peter Bugge/Getty Images

Karsten Ginges golfkøller ligger bag i bilen. Her har de ligget urørte gennem længere tid – længere, end han kan mindes. For når regn og rusk rammer Danmark, plejer Karsten Ginge at pakke køller, shorts og solcreme og sætte kursen mod varmere himmelstrøg.

– Om jeg har abstinenser? Ja, helt vildt. Jeg har ikke spillet en hel runde golf i mere en måned, og det er ikke sket i de sidste 20 år. Jeg er så ked af det, når jeg sidder og kigger ud ad vinduet og der er ca. nul grader. Jeg er vant til rende rundt i shorts på denne årstid, forklarer han, der typisk er væk fra Danmark det meste af vinteren. 

Det kan sagtens blive fire golfrejser på en sæson – flere af dem såkaldt ”longstay” på 28 dage – og altid til et golfresort.

   Men ligesom alle andre varmehungrende danskere må Karsten Ginge se langt efter de årlige golfrejser denne vinter. Det har coronaen sat en eftertrykkelig stopper for – det meste af verden er fortsat lukket hermetisk ned.

For et af landets største rejsebureauer, Bravo Tours, ramte coronaen som en tsunami. Moderselskabet bag, TravelCo Nordic, gik konkurs, men Bravo Tours blev købt ud og er i dag et selvstændigt firma. Her er golfrejser fortsat på programmet – når det igen kan lade sig gøre.

– Vi er fuld gang med det nye Bravo Tours, og golf er stadig en meget vigtig del af programmet. Men når vi kigger på golfrejser, så bliver det en sølle sæson. For langt de fleste, der tager på golfferie, gør det i vinterhalvåret, hvor man ikke kan spille herhjemme. Og der har coronaen stoppet alt. Vi håber på, at nogle regionale rejsevejledninger gør, at vi kan komme lidt i gang til februar eller marts. Men vi har ikke forventninger til, at det bliver en stor golfsæson, siger administrerende direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj.

Hos golfrejsebureauet Green2green har 2020 også været et annus horribilis. Antallet af rejsende gæster de seneste tre måneder har været et rent nul, og det har fået rejsebureauet til at tænke nyt.

 

Det varer forhåbentlig ikke så længe, før vi atter kan nyde en gang iskold Sangria under sydens sol.

 

– Da alt lukkede ned, fik vi stedet hurtigt lavet nogle matchture i Danmark og i Nordtyskland. Og de solgte som varmt brød. Men vores omsætning fra nedlukningen i marts og året ud ligger vel på fem procent af normalen. Vi har været nødt til at tænke anderledes og har fået et helt andet produkt, som jeg tror, har en levetid ud over coronaen. Jeg tror, folk får øjnene op for, at der er gode steder, der ikke er så langt væk, der kan blive mere salg i Danmark og vores omkringliggende lande. Og gæsterne vil være lidt mere kræsne med, hvor de vil hen. Jeg tror ikke nødvendigvis, de vil gå efter den laveste pris – men gå efter sundhed og regler, mener direktør Peter Grinsted, der også har sat en række nye destinationer som eksempelvis Belfast, Bristol og Bordeaux på programmet.

  Hos NordicGolfers, der især arrangerer golfrejser for mindre grupper, forestiller man sig også, at måden, vi rejser på, kan ændre sig på grund af coronaen. I hvert fald på kort sigt.

– I gamle dage kørte man meget mere i bil til Sydfrankrig osv. Det kan da godt være, at folk vil overveje det igen. Hvis de er usikre på fly – bliver de aflyst, er det sikkert osv.? Så er det meget lettere at starte bilen op, som man gjorde engang, mener direktør Jess Krelskov.

Men hvad sker der med priserne, når flyene igen får lov at gå på vingerne med kurs mod sol, varme og greens? Her er de tre rejsechefer ikke helt enige.

– I øjeblikket kan man jo flyve til fantasipriser. Men det er nok fordi, selskaberne skal holde nogle fly i luften, så piloterne får nogle timer i cockpittet. På sigt tror jeg, priserne bliver lidt højere. Der er jo nogle, der skal have indhentet noget af det forsømte. Ud fra de priser, jeg har fået for efteråret, ligger vi lidt højere end tidligere. Det kan nok ikke være anderledes, mener Peter Grinsted fra green2green.

Jess Krelskov hælder til samme priser som tidligere. Måske bliver det endda lidt billigere at komme på golfferie:

– De af vores partnere, jeg har talt med, har holdt fast i samme priser – nogle steder oplever vi et lille prisfald. Flyselskaberne kommer ud med lavere priser, og mange resorts er så pressede, at de ikke kan hæve priserne. De skal have nogle gæster, og det får de ved at komme med nogle gode tilbud og ikke hæve priserne. Det ved de godt, mener han.

Den opfattelse deles af Bravo Tours’ Peder Hornshøj, der primært sender sine golfrejsende med charterfly.

Alle de rejsearrangører, jeg snakker med, forestiller sig et kæmpe boom

 

Karsten Ginge rejser altid mod varmen i de kolde, danske vintermåneder. Her er han for et par år siden i Thailand.

 

– Jeg ser ikke nogen grund til, at priserne skal blive højere. Tværtimod. Jeg tror, vi vil se fornuftige priser på golfrejser fremadrettet. Mange af vores golfrejser er på charterfly, og charterselskaberne vil kunne præsentere fine priser. Mange rutefly vil blive lidt dyrere, fordi der vil være færre af dem i luften, end der plejer at være, mener han.

Det er ikke kun golfrejsearrangørerne, der lider i disse måneder. På Costa del Sol alene mangler der 4-5 millioner gæster i år, og mange af golfdestinationerne var været lukket helt eller delvist ned, siden pandemien lammede rejsebranchen. Personalet er flere steder sendt hjem, men golfbanerne plejes fortsat. Så de er helt klar, når vejledningerne igen går fra orange til grøn.

   – Klubberne har fundet forskellige løsninger. Hvis den for eksempel har 36 huller, lukker de måske den ene bane den ene uge, og så bytter de rundt. Andre klubber holder lukket f. eks tre dage. Banerne står flot, de bliver jo slet ikke slidt. Alle greens hernede er stort set fantastiske, fortæller Jess Krelskov, NordicGolfers, der selv er bosat i det sydlige Spanien. Han kan også berette, at sikkerhedsforanstaltningerne er helt i top.

– Der er håndsprit overalt. Og hvis du kører buggy, er den desinficeret, inden du sætter dig ind i den. Flere steder får du din egen rive med, så det kun er dig, der rører den, siger han.

I begyndelsen af januar vaccineres der på livet løs over hele Europa, men samtidig er smittetallet i voldsom stigning. Så det helt store spørgsmål er, hvornår de første forventningsfulde danskere igen kan rejse på golfferie.

– Jeg håber på marts. Vi har allerede en hel del grupper klar, men som sagt tror jeg på en sølle sæson. Til gengæld forudser jeg, at det vil eksplodere fuldstændig fra september og frem. Det, folk gik glip af i denne sæson, skal indhentes, mener Peder Hornshøj fra Bravo Tours.

– Vi har booket ophold nogle steder i marts og april – i håb om, det bliver til noget. Men det ved vi jo ikke. Jeg forventer dog, at når vi kommer tre-fire måneder hen, vil nogle lande have ophævet restriktioner. Hvis jeg skal være lidt optimistisk, det må man jo gerne være, så tror jeg, at der kan være nogle regioner i Spanien og Portugal, der kan åbne fra april. Men det er måske mere håb end tro. Jeg tror, sommersæsonen vil være nogenlunde normaliseret. Man kan komme på sommerferie – med lidt forholdsregler, forudser Peter Grinsted, green2green.

En af dem, der håber på at komme afsted til marts, er Karsten Ginge. Han har bestilt rejse fra 1. marts, og krydser alt, hvad der kan krydses for, at den ikke også må aflyses – ligesom de tre andre rejser, han allerede han måttet vinke farvel til denne vinter.

– Turen varer fire uger, og bliver den til noget, tager jeg selvfølgelig afsted. Realistisk regner jeg dog først med, jeg kommer afsted til efteråret. Men jeg håber…

Golfresortet: - Vi er klar

Nova Sancti Petri ligger på den spanske Atlanterhavskyst ved Cadiz. Her er man vant til at have fulde huse af glade golfgæster – omkring 1.000 af dem årligt er danske. Men nu er der helt stille, fortæller Simon Mackenzie, Golf Sales Director hos Iberostar, der har to hoteller på stedet.
– Lige nu er begge hoteller lukket indtil videre. Golfbanen er stadig åben for medlemmer og gæster fra andre baner i området. Vi har 36 huller, men holder kun åbent på de 27 huller, fortæller han

Det ene hotel lukkede i september, det andet lige efter challengetouren havde været forbi i starten af november – for øvrigt med stor succes. For et år siden så det helt anderledes ud.

– Både januar og februar i 2020 var rigtig gode. Og marts. Vores tal så fabelagtige ud, en stor stigning i forhold til 2019. Vi var på ved mod et rigtig godt 2020, men så kom nedlukningen…

Vi har normalt 70.000-80.000 greenfeegæster om året, det tal er faldet voldsomt Jeg har ikke det præcise tal, det er for deprimerende at kigge på, siger han.

– Vi er helt klar til at åbne, når der bliver giver grønt lyst. Pandemien har lært os at være mere smidige. Vi har nedsat et medicinsk udvalg af eksperter til at guide os sikkert gennem sundheds- og sikkerhedsspørgsmål og udarbejde protokoller for det. Og vi har ikke haft en eneste gæst, der er testet positiv på hotellerne. Så når vi kan åbne, er vi klar!

Men hvornår bliver det så?

– På det ene hotel, Iberostar Royal Andalus, har vi sat en dato midt i februar. Det er nok lidt for optimistisk. Marts er højsæson for os – jeg ville elske, hvis vi kunne være åben der. Hotellet er totalt renoveret, og vi glæder os til at vise det frem til vores danske gæster. Men… den beslutning er ude af vores hænder, siger Simon Mackenzie.

Til gengæld forudser han et godt efterår:

– Alle de rejsearrangører, jeg snakker med, forestiller sig et kæmpe boom. Så vi skal være forberedt på at få travlt – og jeg glæder mig voldsomt.

 

 

Anlægget ved Nova Sancti Petri er i fremragende stand, det blev det toptunet til Challenge Tour i november og har holdt standarden siden.

 

Brancheforeningen: - Vi kan rejse til påske

Der går ikke så forfærdelig lang tid, før de første danskere kan sætte sig et fly med kurs mod syd. Og det vel at mærke uden at bryde rejsevejledningerne, som ellers netop nu fraråder rejser til hele verden. Det mener Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

– Når vi snakker EU – i hvert fald visse regioner - så vil nogle steder formentlig åbne allerede til påske. Det vil nok blive nogle øer, fordi det er så meget lettere at kontrollere tingene – også hvis noget går galt. Atlanterhavsøgrupperne, for eksempel, siger han, der også forventer, at der vil være nogenlunde normale tilstande inden for EU i løbet af sommeren.

Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at alle danskere, der vil have vaccinen kan, have fået den 27. juni – hvis alt går efter planen. 

– Men det er jo ikke ensbetydende med, at alle andre lande har løst deres problemer til den tid. Noget andet er dokumentationen – vil modtagerlandet acceptere den, lyder det fra Lars Thykier og henviser dermed til det vaccinepas, der snart er klar til danskerne. Men det burde laves på EU-niveau – eller endnu bedre – på verdensplan, mener han.

– Det har vi i den grad foreslået, men det er kun i sin spæde vorden. Det med et dansk vaccinepas er ikke særligt anvendeligt, synes jeg, fordi der ikke er andre end Danmark, der kender til konstruktionen. Der skal også gerne stå, hvilken vaccine, du har fået – fordi der sikkert er forskel på, hvordan de virker, mener Lars Thykier.

Mens han ser forholdsvis optimistisk på mulighederne for at rejse i EU i løbet af året, er han mere pessimistisk med hensyn til oversøiske rejsemål som eksempelvis USA, Thailand og Sydafrika – her skal vi nok frem til 2022, mener han.

 

Jeg ser ikke nogen grund til, at priserne skal blive højere. Tværtimod. Jeg tror, vi vil se fornuftige priser på golfrejser fremadrettet

Skal på tur med klubben om kort tid: - Jeg tror på det

De fleste danske golfklubber har som minimum en årlig tur, hvor medlemmerne og klubbens pro'er drager sydpå for at kickstarte eller afslutte sæsonen under behagelige varmegrader.

Dronninglund Golfklub er ingen undtagelse. Her der ikke længe til den årlige golftur med pro’erne. Den går til Spanien og er planlagt med afgang allerførst i marts.

– I talende stund er der to pladser tilbage, så folk er klar. Men der er jo en masse hvis’er i år. Der en sandsynlighed for, det ikke bliver til noget, men jeg tror stadig på det. Vaccinen er i gang, og vi skal til et sikkert område i Spanien. Men det kan da godt ske, turen lige ligger 14 dage for tidligt, mener Casper Bruun, pro i Dronninglund Golfklub.

Han arrangerer som hovedregel en tur for klubbens medlemmer – både forår og efterår. 

–  Jeg gør det, fordi det er supersjovt, økonomisk skal det bare gå i nul. Turene skaber et helt særligt bånd mellem medlemmerne, det er rigtig godt for klublivet. Nogle deltagere har været med mere end 10 gange, forklarer han.

Derfor håber han naturligvis også, at forårets tur afvikles som planlagt, selv om stadig tungere corona-skyer truer i horisonten. Og håbet lever helt frem til ca. 14 dage før afgang, hvor den endelige beslutning skal træffes. Bliver rejsen aflyst, bliver medlemmerne naturligvis ikke trukket.

 

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk