Et spørgsmål om temperament | Golf.dk

Et spørgsmål om temperament

 

Hvordan kan det være, at golfbaner er i stand til forvandle fredelige og rolige gemytter til  frådende monstre, der råber, skriger og kaster med køller? Her fortæller fire danske golfspillere og en golfspillende psykolog om deres erfaringer med temperamentet - og forsøg på at håndtere det.

 

TEKST:

Henrik Søe

FOTO:

Mikkel Henssel (Illustration)

Og min kæreste er værre end mig


Navn: Lene Thomsen

Alder: 55 år

Klub: Dragør Golfklub

Golfspiller siden: 2016

Handicap: 22,4

Lene Thomsen beskriver sig selv som et forholdsvist roligt gemyt, som normalt kun kan finde på at råbe, når hun er til koncerter. 

Men det var inden, hun begyndte at spille golf. 

 - Jeg råber aldrig i arrigskab uden for golfbanen. Så bliver jeg nærmest lidt indadvendt. Men der sker simpelthen et eller andet på den golfbane. Det er lidt skræmmende, men jeg er 55 år gammel, har både kørekort og stemmeret, og så tager jeg mig selv i at stå og råbe FUCK i fuldt dagslys, fordi jeg ikke kan ramme den bold ordentligt. Det er jo lidt latterligt, når man tænker over det, siger hun. 

Det bliver dog ikke kun ved de verbale udskejelser. Lene spiller også vintergolf i Greve, og på et tidspunkt chokerede hun sig selv, da hun forsøgte at ramme en af sine farvede bolde med påskriften “Aqua Lene” - en gave fra hendes kæreste.    

- Jeg ramte den forkert med den 3-kølle, jeg lige havde fået, og så bankede jeg den to gange ned i vognen. Så slog jeg et dårligt slag igen, og så hamrede jeg gud-hjælpe-mig køllen ned i vognen igen og brækkede en dims af. Det var helt tåbeligt, siger Lene, der også har et bud på, hvorfor hun er så temperamentsfuld på en golfbane.

 - Det er fordi, at jeg så gerne vil det. Endorfinerne eksploderer jo inde i kroppen, når jeg laver et godt slag, og derfor bliver jeg så skuffet, når jeg misser et slag, som jeg ved, jeg kunne i går og i forgårs, forklarer hun. 

Lenes kæreste spiller også, og når de går en runde sammen, kan det være en eksplosiv cocktail. 

- Jeg er vand ved siden af ham. Han har et handicap på 5-6 stykker og er voldsomt passioneret, uanset om han spiller golf eller yatzy. Men hans adfærd på en golfbane har også gjort, at vi er blevet uvenner. Når han skaber sig og truer med at gå ind eller helt stoppe med at spille golf, så går ud det over mig, og så bliver jeg rasende. Min kæreste er kendt for sit temperament i klubben, og han er typen, som skal have en gravsten, hvor der står “Det er ikke rimeligt!”, siger Lene - som parentes bemærket også har mange gode ting at sige om sin kæreste. 

Lene forklarer dog, at hun har fået lidt mere styr på temperamentet. 

- Det er blevet bedre, og jeg prøver at tale pænt til mig selv derude. Så siger jeg højt til mig selv: Hvis du var bedre, så havde du nok et andet handicap. 

Temperament eller ej. Lene lever og ånder for golf i en grad, at hun har lagt sit arbejdsliv om for at få mere tid til at spille. Nu har hun et job som handicaphjælper med få lange vagter,, og det betyder masser af gode huller i kalenderen - og dermed også på hjemmebanen i Dragør Golfklub. 

Og “What happens på banen stays på banen”.    

- Det er sjovt, det der golf. Man kan gå ned ad 18. hul og være sur og arrig, men fem minutter efter at man har sagt tak for spillet, så sidder man der med sin kolde øl - og så har man glemt det igen og glæder sig til næste gang. Det er eddermame en mærkelig sport.

Jeg er ude af stand til at forklare min hjerne, at jeg ikke er Bryson Dechambeau

 

Navn: Thomas Bergstrøm

Alder: 51 år

Klub: Værebro Golfklub 

Spillet siden: 2000

Handicap: 16,7

Når Thomas Bergstrøm er på job eller går rundt derhjemme, foregår det med konstant hvilepuls. 

- Så har jeg overhovedet ikke noget temperament. Jeg tøffer rundt og kan slet ikke hidse mig op over noget som helst. Min kone kan til gengæld hidse sig op over alt, og så er det mig der siger “så så lille skat, det skal nok gå”, men en time senere står jeg så og knækker et 8-jern på golfbanen. 

Golfbanen er et af to steder, der kan få den 51-årige IT-medarbejders processor til at brænde sammen.  

- Det er det samme med tennis, og man kan måske diskutere, om jeg med min psyke skulle have valgt to af de mest teknisk svære sportsgrene, der findes. Men nu er det for sent, siger Thomas, der dog understreger, at han er blevet bedre til at tøjle temperamentet med årene.

Både Thomas’ tennistræner og hans golfkammerater har spurgt ham, om han tror det hjælper på hans spil at råbe ad sig selv. 

- Det er jeg ikke helt blevet færdig med at diskutere med mig selv endnu, for det er også en måde at tænde mig selv på. Det er ikke ubetinget negativt, men man kan snakke om, hvorvidt den form man anvender, nu også er den mest elegante. Nogen råber “kom nu” eller knytter næven. Jeg kan godt fortælle mig selv, hvor utrolig dårlig jeg er til den sport, men det er i forsøget på at gøre det bedre, ikke grave mig selv ned, siger Thomas. 

Efter 20 års op og nedture på golfbanen har Thomas forsøgt at finde en forklaring på, hvorfor hans ellers så rolige temperament kommer op til overfladen på golfbanen.  

- Det er mine fuldstændig urealistiske forventninger til egne evner, som slet ikke passer til det, der rent faktisk sker i virkeligheden. Jeg er ikke så dum, at jeg ikke ved det, jeg kan bare ikke styre det, for vi har jo alle sammen prøvet at ramme det perfekte drive eller slå en pitching wedge så rent, at den ligger en meter fra flaget. Det er det, vi jagter, og det er dybt frustrerende. Jeg ved jo godt, hvordan jeg skal gøre, men jeg er 51 år og lettere overvægtig - og åbenbart ude af stand til at forklare min hjerne, at jeg ikke er Bryson Dechambeau, siger han.

En af Thomas’ faste golfmakkere hedder Bjarne. De to mødte hinanden på begynderkurset i Smørum for 20 år siden og spiller nu cirka 30 runder om året sammen. Og her kan man i den grad tale om, at modsætninger mødes: 

- Når vi er færdige med runden, kan Bjarne kun huske de to gode slag, han slog, mens jeg kan gå ned i handicap og som det eneste huske det 8-jern, jeg flækkede hen over green på 16. hul. Han kan ikke hidse sig op over noget som helst på banen, men når vi kommer ind bagefter og diskuterer økonomi, kan han til gengæld flippe helt ud over Mette Frederiksen, siger Thomas, der plejer at starte sæsonen med at få nogle træningstimer - og derefter forsøger at få omsat det ude på banen. 

- Jeg synes, jeg går fornuftbetonet til processen. Men mit talent og min muskelhukommelse er desværre bare ikke på niveau med min intelligens. Og det er jo nok derfor, jeg sidder på et kontor i stedet for at løbe rundt ude på en golfbane. 

- Hvis jeg dummer mig på jobbet, bliver jeg også frustreret, men jeg har endnu aldrig i min 30-årige erhvervskarriere smadret et keyboard eller noget andet på arbejdet.

På golfbanen lyder tabstallene på en driver, et 8-jern og en putter.

Thomas understreger, at episoderne med driveren og putteren delvist var en kombination af raseri og uheldige omstændigheder. 

- Putteren kunne ikke ikke holde til at flyve 40 meter. Det stod der ikke noget om på pakken, men det var et flot kast. Med 8-jernet vidste jeg godt, hvad der skulle ske. Det var overlagt mord, siger han. 

- Jeg er en glad amatør, som har gået til håndbold, fodbold, billard, basketball og skydning uden at være et stort talent til noget af det. Så jeg burde måske vide, hvor jeg selv var, men det kan jeg slet ikke omsætte intelligensmæssigt. Oven i hovedet på mig selv er jeg åbenbart et kæmpetalent, der bare lige mangler det sidste i at bryde igennem, siger Thomas.  

- Men det er samtidig også det, der er så gennemført smukt og frustrerende ved den her sport. 

 

Jeg duer ikke til at være dårlig


Navn: Anne Normann 
Alder: 38 år
Klub: Golfklubben Storstrømmen
Spillet siden: 1992
Handicap: +0,3 

Da Anne Norman Hansen tilbage i 90’erne spillede på juniorlandsholdet, blev hun spået en stor fremtid af den daværende landstræner Anders Sørensen. Den langtslående pige fra Struer havde noget, de fleste andre ikke havde. 

Inklusive et temperament i den mere rødglødende ende af skalaen.  

- I juniortiden fik jeg altid at vide, at jeg havde et stort temperament, og det skulle der arbejdes med. Så der kom alverdens idrætspsykologer ind over med drømmerejser på kassettebånd, og jeg ved ikke hvad. Der var nok ingen tvivl om, at jeg var en af dem, der lagde flest timer hos idrætspsykologerne, og temperamentet har helt sikkert også kostet mig nogle udtagelser til mesterskaber, siger Anne Norman Hansen, som primært brugte munden, når hun skulle have afløb for frustrationerne.  

- Jeg har aldrig kastet med køller, men jeg var meget verbal. Både når det gik skidt, og det gik godt. Jeg er en meget følelsesmæssig person, og det skinnede igennem begge veje. Men jeg er overbevist om, at mit temperament er en del af min styrke, men samtidig er det også en hårfin balance. Når jeg slog et dårligt drive, råbte jeg for helvede eller i den dur. Så skulle der bare rases ud nu og her, men blev det næste slag også dårligt, forplantede det sig. Det kunne godt gå lidt ud over runden, fordi jeg var lidt for længe om at sunde mig, siger hun. 

- Men som regel var jeg i stand til at samle spillet op igen. Det tog hårdere på mig, hvis slutresultatet var dårligt. Så havde jeg svært ved at lægge det fra mig og tage hjem fra banen uden at være halvmuggen.

I 2010 skruede Anne alvorligt ned for golfkarrieren på grund af en genstridig skulderskade, og da hun fødte sit andet barn i 2013, stoppede hun helt og valgte i stedet at uddanne sig som sygeplejerske.  

- Mit temperament kunne ikke klare at rende rundt og være en dårlig golfspiller. Mit ambitionsniveau satte en stopper for mig, siger hun. 

I dag er Anne 38 år, og efter syv års pause har hun netop genoptaget spillet med base i Golfklubben Storstrømmen på Falster. Og temperamentet ligger stadig og lurer lige under overfladen. 

- Hvis jeg spiller en parturnering i klubben med min mand, og jeg er dårligere end ham, har jeg svært ved at slippe det. Det passer ikke rigtig til mit temperament. Jeg duer ikke til at være dårlig. Og lige nu er jeg ved at prøve at finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig til, at jeg ikke er så god, som jeg var engang, siger hun.

Da Dansk Golf søgte efter temperamentsfulde golfspillere på Facebook til dette tema, skrev Anne ind, fordi hun var blevet tagget af en tidligere klubkammerat, som i 2008 overværede hende spille en europatour-turnering i Tyrkiet. 

- Jeg havde gået en vidunderlig første runde og begyndte at tænke over, at jeg kunne komme i førerbold, hvis jeg gjorde det igen. Men det tankespind endte i en dårlig spiral, hvor jeg blev mere og mere sur, jo flere dårlige slag jeg slog, fortæller Anne Norman Hansen. 

- Det har givet mig lidt stof til eftertanke, at hun taggede mig. Min 10-årige søn har efterhånden har spillet golf i et par år, og han har et temperament, der minder om mit, og derfor føler jeg, at jeg skal tænke over min ageren, når jeg har ham med på golfbanen. Jeg skal jo prøve at være det gode eksempel.  

Du har slået slaget, Svend!


Navn: Svend Spuur 
Alder: 54 år
Klub: Maribo Sø Golfklub 
Spillet siden: 2007
Handicap: 7,4 

Som gammel kampsportsudøver med forkærlighed for karate havde Svend Spuur ingen problemer med at få afløb for sine indestængte aggressioner.  

- Hvis jeg fik en på snuden, så skulle den eddermame byttes. Det var sådan, jeg tænkte, fortæller Svend, som ikke lægger skjul på, at han hader at tabe. 

For 13 år siden begyndte Svend så at spille golf. En sport, hvor man - ikke mindst som begynder - får nogle solide lussinger i form af toppede, flækkede og duffede slag. Nederlagene står i kø, men Svend holdt sig på beherskelsens smalle sti.  

- I starten gik det fint. Men jo lavere handicap, jeg fik, jo større forventninger fik jeg til mig selv. Og da jeg lå omkring de 30 i handicap, begyndte aggressionerne så småt begyndte at vælte ud af mig. Jeg råbte, skreg og kastede med køllerne, fortæller Svend.

For 10 år siden var Svend ude at spille med tre af sine faste golfkammerater på hjemmebanen i Maribo Sø.  Og han råbte og kastede som sædvanligt med køllerne. 

- Så sagde en af de andre til mig: Har du nogensinde tænkt på, at dine medspillere kan blive generet af det der? Jeg svarede, at det var jeg egentlig ret ligeglad med, for jeg skulle ud med det lort. Men da jeg kom hjem, begyndte jeg alligevel at reflektere over det. Og jeg tænkte, at jeg jo ville blive voldsomt irriteret, hvis jeg selv skulle gå og høre på alt det negative pis, siger Svend.

Han greb derfor fat i egen krave - og tildelte sig et selv et mentalt karatespark.

- Jeg begyndte så småt, når jeg havde slået et slag, som jeg ikke var tilfreds med, at gå og sige til mig selv: Du har slået slaget, Svend, du har slået slaget. Gå frem og slå den næste, så bliver det bedre. Uanset hvor meget, du brokker dig, så kan du ikke gøre det om, fortæller han. 

Og øvelsen hjalp. Temperamentet blev langsomt bedre. 

- Og sjovt nok følte jeg mig heller ikke så irriterende, siger Svend, som i dag nærmest har elimineret sine udbrud på banen. 

- Det er helt væk i dag. Indeni kan jeg godt blive lidt rødglødende, men der kommer højst et arrgh, siger han.

Svend mener, at accept af situationen har været en stor del af processen, og samtidig tror han også på, at det har hjulpet på hans golfspil at gemme frustrationerne væk.  

- Jeg husker mig selv på, at jeg ikke er professionel. Jeg er en handicapspiller og mine forventninger overstiger mine evner med flere længder. Uanset hvor meget jeg råber og skriger, så kommer jeg til at slæbe de dårlige slag med rundt og tale mig selv ned. Så det har måske på et eller andet plan gjort mig til en bedre golfspiller, at jeg har lært at acceptere tingene. Og det har ihvertfald gjort mig til en person, der er mere behagelig at spille med, siger Svend.   

- At vinde den kamp med mig selv, er lige så stort som at vinde på golfbanen. Og hvis man vil, så kan man godt. Det er jeg ihvertfald et tydeligt bevis på.

Psykologen: Du skal ikke styre dit temperament - du skal håndtere det


Navn: Steen Frederiksen
Alder: 58 år. 
Spillet golf siden: 1993 
Klub: Struer Golfklub
Handicap: 8

“Styr lige dit temperament”. 

De fleste kender frasen. Men den golfspillende psykolog Steen Frederiksen er ikke helt enig, når det kommer til vores ageren på golfbanen. 

- Du skal ikke prøve at styre dit temperament. Det er en følelse, vi kan have, og jeg mener ikke, at man skal prøve at kontrollere den. Det er selvfølgelig vigtigt, at man opfører sig ordentligt i tråd med golfsportens kodeks, og at ens temperament ikke går ud over andre spillere. Men for mig er det langt vigtigere at håndtere temperamentet, siger han - og forklarer: 

- Man kan arbejde med at holde følelserne nede og eliminere dem. Men det tror jeg faktisk ikke man kan, når det kommer til stykket - hvilket moderne sportspsykologi også har et fokus på. Det handler mere om at acceptere følelserne og prøve at bruge dem konstruktivt.

Steen Frederiksen har spillet golf i Struer Golfklub i godt og vel 25 år. Han er uddannet psykolog og interesserer sig for den mentale del af spillet på flere niveauer. Både generelt, men også i form af “selvmedicinering”. 

- Jeg bruger det selv, når jeg indimellem har et for lavt spændingsniveau og nærmest går og småkeder mig på banen. Så siger jeg “kom nu” eller i den dur - og på den måde bruger jeg mit temperament konstruktivt til at få det rigtige spændingsniveau, siger Steen Frederiksen.

Han skynder sig dog at sige, at det kan være noget sværere, når man kommer op i det røde felt.  

- Har man for meget temperament, kan det være nyttigt at prøve at analysere sit temperament og finde ud af, hvad det i realiteten er et udtryk for. At være nysgerrig på, hvad der i spil. Er det for store forventninger eller er det måske noget, der foregår uden for banen, der frustrerer? 

Ifølge Steen Frederiksen kan du med fordel søge at rette opmærksomheden på det,  du kan gøre noget ved: 

- Du kan eksempelvis håndtere forventningerne til dig selv, men du kan ikke gøre noget ved, at det er møgvejr, eller der er maskiner, der larmer. Nysgerrigheden er væsentlig, hvis du skal lære at blive klogere på dit temperament, siger psykologen, der selv har prøvet at bruge sit temperament konstruktivt. 

- Jeg løb ind en motivationskrise, og golf sagde mig pludselig ikke nær så meget, som det havde gjort. Jeg er dedikeret og træner meget, og forstod ikke helt, hvad der skete. Mit spil gik dårligt, jeg jeg havde svært ved at leve op til mit handicap. Det frustrerede mig, at jeg ikke kunne leve op til det, jeg gerne ville, og her handlede det for mig om at sætte en realistisk målsætning og finde en balance. Hvad kunne jeg forvente af mig selv i forhold til det, jeg var i stand til på det tidspunkt, fortæller Steen Frederiksen og sætter ord på den hurdle, som mange golfspillere kæmper med: 

- Hvis man forventer mere end man kan, er det en stor kilde til frustrationer. For mig skulle det være sjovt, og for at opnå det, kunne jeg ikke gå og hage mig fast i, at jeg skulle spille til mit handicap hver gang. Så bliver det netop ikke sjovt, siger Steen Frederiksen. 

I praksis begyndte han derfor at fokusere på del-elementer i spillet frem for slutscoren.  

- Jeg prøvede at fokusere på, hvordan jeg på en runde kunne blive bedre til indspil eller preshot-rutiner. Og så kom glæden meget tilbage, siger han og understreger, at han langtfra er ligeglad med scoren og sit handicap.

- Det ligger dybt i mig.  

Mange af Steen Frederiksens råd retter sig mod hele spektret af golfspillere, men han har en lille kæphest, som primært retter sig mod de professionelle tv-golfere. 

- Hvis vi skal gøre golf til en publikumsvenlig sport, skal vi passe på med ikke at skole de dygtigste spillere til at ende som robotter, der slet ikke viser følelser og går rundt inde i en boble og kun tænker på det næste slag. Det klæder alle at vise følelser, siger han. 

3 tips til temperamentet

  • 1. Få noget perspektiv

Har du problemer med at håndtere temperamentet, så spørg dig selv, hvorfor du egentlig spiller golf. For langt de fleste er er golf en hobby, og en hobby skal helst være en fornøjelse for både dig og dine medspillere. Din fremtid afhænger højst sandsynligt ikke af dine slag, så måske var det en god idé at lade være med at opføre dig, som om de gjorde.
- Jeg tror det kan være vigtigt at opstille nogle værdier for, hvorfor man i grunden spiller golf, og det er sådan set ligemeget om man er elitespiller eller motionsspiller, siger Steen Frederiksen.  

 

  • 2 Udsæt frustrationerne

Er du typen, der nærmest per automatik knalder dine køller og jern ned i teestedet, når du har slået et dårligt slag, kan du prøve at lære dig selv at udsætte frustrationerne. Et brugbart fif kan være at øve sig på at sætte køllen ned i bag’en med det samme - og på den måde trykke på reset-knappen, inden det kammer over. Det er trods alt de færreste, der kan gemme på frustrationen så længe, at de vil hamrer køllen i jorden, når de kommer frem til det næste slag.
- Det er et gammelkendt husråd at tælle til 10 eller tage nogle dybe vejrtrækninger, og det virker også i golf, når man skal udskyde det impulsive og trangen til at smadre sit jern. 

 

  • 3. Grin mere af dig selv

Du behøver ikke ligefrem tage latterkurset med på golfbanen, men det kan hjælpe på humøret, hvis du forsøger at lære dig selv at tage det hele med et smil. 
- Padraig Harrington er et godt eksempel på den strategi. Der er noget, der tyder på, at jo mere du smiler, jo sværere er det at få negative tanker. Når jeg ser det praktiseret på golfbanen, kan jeg dog ikke lade være at tænke, at det virker lidt kunstigt, siger Steen Frederiksen. 

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk