30. August 2020 - historisk dag i dansk golf | Golf.dk

30. august 2020 - historisk dag i dansk golf

Emily Pedersen har taget en længere omvej, men søndag fandt hun tilbage på rette spor. Ligesom for sidste weekends anden store vinder, Rasmus Højgaard, peger kursen nu i retning mod Europas tinder.

TEKST:

Mikkel Ring Christensen

FOTO:

GETTY IMAGES/TRISTAN JONES

Efter den senere tids storspil blev det søndag d. 30. august til sejr for anden gang i den professionelle karriere. Talentet er sjældent stort og nationaliteten dansk. 

Succesen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi, denne beskrivelse indtil videre passer på to spillere; født med fem år og fem dages mellemrum i hver deres del af Danmark, men med langt flere ligheder end forskelle. 

Emily Pedersen havde et forspring på seks slag inden de afgørende 18 huller i Tipsport Czech Ladies Open. Rasmus Højgaard gik ind til finalerunden ved ISPS Handa UK Championship fem slag fra toppen. De tog hver deres rute, men blev begge hyldet som vindere i sidste ende.

Begge har tidligere sat rekorder i store amatørmesterskaber. Emily Pedersen blev i 2010 den yngste vinder af DM hulspil med sine 14 år og tre måneder, og i en håndfuld år var hun også den yngste danske vinder af et individuelt EM - indtil Nicolai Højgaard slog den rekord. 

I 2018 vandt Rasmus Højgaard den individuelle titel i det uofficielle juniorverdensmesterskab, mens Danmark også vandt samlet, og senere på året dannede han sammen med sin tvillingebror og John Axelsen det yngste vinderhold nogensinde ved amatørernes officielle VM, Eisenhower Trophy.

Pedersen og Højgaard vandt begge i deres rookiesæson på henholdsvis Ladies European Tour og European Tour. Pedersen blev rookie of the Year, en hæder Højgaard også nærmer sig med hastige skridt, men herfra afviger fortællingerne om de to.

 

Med sine blot 24 år synes det næsten en rekord i sig selv, at Emily Pedersen allerede har prøvet at flyve højt, synke dybt i flere år og komme ud på den anden side stærkere end nogensinde.

Det gik lettere ubemærket hen, da hun 14. marts i Sydafrika - mens store dele af verden allerede var i gang med at smække skodderne i - hentede sin første top-10 placering i mere end tre år. Formkurven havde faktisk haft pil opad siden slutningen af 2019 med et par top-20 placeringer og en række klarede cuts i træk.

Sejren i Tjekkiet bringer hende nu op på 436 point på Race to Costa del Sol, mere end 200 flere end spilleren på andenpladsen. 

Fundamentet til sejren blev støbt med en runde i 63 slag, Pedersens laveste i karrieren, og hun øgede sit forspring på andendagen med en 65’er. Den lave score til trods var der mange spildte birdiechancer. Under finalerunden hang det lange spil ikke sammen, og forspringet blev reduceret fra seks slag til et enkelt, inden Pedersen trådte i karakter. En birdie på 17. hul blev efterfulgt af et drømmeputt fra 25 meter på 18. for eagle og en sejr på fire slag i -17.

Der er en enorm ro og lethed over den måde, Rasmus Højgaard har håndteret sin kolossale succes. Han virker alt andet end overvældet over at være et nyt fokuspunkt i den europæiske golfelite, og at dømme ud fra dagsformen, er han et seriøst emne til næste års Ryder Cup-hold.

Den ro, han udviste under omspilssejren på Mauritius og igen søndag på The Belfry, er en uvurderlig kvalitet, og den bliver gjort endnu mere imponerende af hans unge alder på 19 år og fem en halv måned.

Sejren i ISPS Handa UK Championship udløste 24 verdensranglistepoint, Højgaards største pointhøst i karrieren, syv flere end sejren i Mauritius var værd. Til gengæld fulgte der et par tusinde euro flere med titlen på det afrikanske kontinent end de 156.825 euro, han modtog søndag.

I løbet af ISPS Handa UK Championship blev Højgaard bare bedre og bedre. Han lagde ud i 73 slag torsdag, hvor 18. hul kostede en triplebogey. De følgende runder blev spillet i 69 og 67 slag. Langt ud på finalerunden var en stor gruppe spillere med i kampen om sejren. Højgaard var fire under par efter 15 huller, og for at holde sig til i toppen, var der brug for en stor afslutning. Den kom med birdie på 16. hul og eagle på 17. Forsøget for birdie på 18. løb forbi hullet, men en finale i 65 slag og en total i -14 rakte alligevel til omspil mod den 20 år ældre Justin Walters. På andet ekstrahul måtte sydafrikaneren overgive sig til en dansk par.

 

Roen i de afgørende øjeblikke er så langt fra det eneste imponerende ved Rasmus Højgaard. Det har vi snart vidst en del år i Danmark, og for resten af Europa er det også ved at stå klart, at man har at gøre med et helt specielt talent.

De eminente resultater er opnået selv med en negativ statistik i strokes gained putting. I gennemsnit sætter han lige under et slag til i forhold til feltet pr. turnering. Det er der råd til, når de helt afgørende putts falder i hul - som for eksempel forsøget for eagle på turneringens 71. hul - og når man er i besiddelse af langt spil i absolut verdensklasse.   

I stroke average ligger Højgaard nummer seks for sæsonen på europatouren (69,76 slag); nummer fem i driving distance (298 meter); nummer fire i strokes gained off the tee (+0,91 slag pr. runde); nummer 10 i strokes gained approach (+0,90 slag pr. runde); og nummer to i birdies (4,71 pr. runde).

Alle kvaliteterne er der til at nå helt op blandt de bedste i verden, og selvom man ikke kan tillade sig at forvente et stort resultat i karrierens første majorstart, ville det ikke overraske, hvis Højgaard viste sig flot frem på Winged Foot, når US Open spilles fra 17. September i New York.

Emily Pedersens nedtur viser, at intet er sikkert i golf. Hendes genetablering på den internationale scene slår fast, at man aldrig kan afskrive et så stort talent. Det kan gå begge veje, og fremtiden kan man kun gisne om. Men bedrifter allerede opnået, de vil bestå. Hver for sig har Højgaard og Pedersen rundet milepæle for dansk golf, og søndag nåede de en i fællesskab. 

Hvad der er opnået og hvad der er på spil

  • Rasmus Højgaard blev den kun anden teenager i europatourens historie til at vinde to gange, og skulle det blev til en titel mere i løbet af september, vil han slå Matteo Manasseros aldersrekord fra 2012, hvor italieneren vandt for tredje gang på europatouren.

  • Kun én gang tidligere i historien har to danskere sejret på LET og europatouren samme dag. Det gjorde Danmarks to mest vindende spillere, Iben Tinning og Thomas Bjørn, tilbage i maj 2005. 

  • Emily Pedersen står til at blive den første danske vinder af LET Order of Merit siden Iben Tinning i 2005.

  • Højgaard var uden for top-2000, da han indledte sin professionelle karriere på ECCO Touren i februar 2019. For 12 måneder siden var han lige uden for top-500.Med den seneste sejr, den 38. officielle danske sejr på europatouren, er han helt fremme som nummer 63, mere end 100 placeringer bedre end den næste danske herrespiller.

  • Rasmus Højgaards sejr var Danmarks sejr nummer 38 på European Tour.

  • Højgaard spillede sine tre første turneringer på europatouren som amatør i 2017 og 2018, og det blev til missede cuts i dem alle. Nu har han spillet 15 turneringer samlet, 12 siden han klarede sig gennem Q-School, og det er allerede blevet til to sejre, en andenplads, en tredjeplads og to sjettepladser.

  • Emily Pedersens sejr var Danmarks sejr nummer 13 på Ladies European Tour

  • På verdensranglisten var Emily Pedersen uden for top-500 tidligere i år, men med de tre topresultater i træk er hun rykket frem til nummer 115. 

  • Emily Pedersens 2. plads Ladies Scottish Open tidligere i august udløste karrierens største præmie på 76.729 euro. 11. pladsen i AIG Women’s Open en uge senere var næsten ligeså meget værd. For sejren i Tjekkiet, nummer 13 til Danmark på LET, modtog hun 30.000 euro og rykkede dermed klart fri i toppen af pengelisten. 

  • På Race to Dubai er Rasmus Højgaard helt fremme som nummer fire med 578.235 indtjente euro.

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk