Topplaceringen der blæste væk | Golf.dk
Emily Pedersen spillede fire runder under par i sin debut som medlem af LPGA Touren.

Topplaceringen der blæste væk

13/02 - 2017 | Claes Meldal

Power Rankings: Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen var godt i gang med at sende Dannebrog helt til tops, men den australske blæst havde andre planer

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Emily Pedersen
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 18 i Oates Vic Open (European Tour)
Emily Pedersen havde rystet en ordinær åbningsrunde i 74 slag af sig med to glimrende runder i 70 og 67 slag, og det havde sendt hende helt op på en 5. plads inden finalerunden. Her kom den stærke australske vind dog i vejen. Pedersen sluttede af med en 76’er og gled ned på en slutplacering som nr. 18.

2. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 32 i Oates Vic Open (European Tour)
Nicole Broch Larsen var egentlig ikke specielt imponeret over sit eget spil før weekenden, men hun fik presset den optimale score ud af anstrengelserne og lå alene i spidsen halvvejs inde i turneringen efter to 67’ere. Weekenden blev dog mildt sagt en anden historie, da svingproblemerne endelig indhentede Hillerød-spilleren. Med to 79’ere i weekenden rutsjede hun ned på en 32. plads – trods alt opmuntrende, når spillet ikke kører.

3. Marcus Hansen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 17 i Portuguese International Amateur Championship (amatør)
Marcus Hansen nåede at snuse til de absolutte topplaceringer i løbet af Portuguese International Amateur Championship, da han lå på 2. pladsen efter 2. runde. Hansen startede stærkt med en eagle i tredje og sidste runde, men siden kom der både bogeys og dobbeltbogeys på kortet, og han måtte tage til takke med en 17. plads, da alle slag var slået.

4. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 47 i Maybank Championship (European Tour)
Det startede fint for Lucas Bjerregaard i Kuala Lumpur, da han blot skulle bruge henholdsvis 69 og 70 slag på at kæmpe sig gennem banen i de to første runder. Mulighederne for en topplacering forduftede dog i løbet af Moving Day, hvor han underskrev en 73’er, og samme score i finalerunden betød, at han dalede helt ned på en 47. plads for turneringen.

5. Lasse Jensen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 55 i Maybank Championship (European Tour)
Lasse Jensen leverede et sensationelt resultat i Dubai, da han tog en 3. plads kun overgået af Garcia og Stenson – og i 1. runde i Malaysia fortsatte han de gode takter med en 67’er. Desværre kom Jensen ned på jorden i de tre efterfølgende runder, hvor han gradvist forværrede sin placering med runder i 73, 73 og 74 slag.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer