Den store golftest ved fjorden

25/09 - 2016 | Claus Rødgaard Thomsen

Når man står på 6. tee på Stensballegaards Brakør-sløjfe og kigger op mod klubhuset, føler man sig virkelig langt væk hjemmefra.

Det er man også. Der er nemlig fire voksne golfhuller i lige linje, inden man er inde. Fra sort tee er de huller tilsammen 1403 meter.

Der er altså ingen kære mor. Det er en erkendelse, der rammer én efterhånden som man spiller banen - eller i hvert fald de to ni-huls sløjfer, jeg spiller denne dag.

Når man ankommer til klubhuset, føler man sig straks velkommen. Omklædningsfaciliteterne er lækre. Manden i proshoppen spørger interesseret til mit besøg, og restauranten har en udsigt, som må være blandt de bedste golfudsigter i landet.

Men fordi man er velkommen, er det ikke det samme som, at man bliver strøget med hårene.

EN UNIK RAMME

Jeg skal spille Guldbjerg og Brakør-sløjferne i dag (den tredje hedder Elbæk).

Club Manager Holger Westmann foreslår, at jeg spiller fra de hvide tees, fordi så “spiller man banen, som den er designet til at blive spillet”.

Godt så! Det gør jeg, og 18 huller senere er jeg mørbanket af vind og bane.

En enkelt par på Guldbjerg-sløjfens 6. hul gør, at jeg bevarer en lille smule værdighed. Men ellers har banen givet mig røvfuld - for nu bare at sige det på godt sportsdansk.

Alligevel er runden en oplevelse, der vil blive siddende i lang tid som et særligt minde, og lysten til at komme tilbage til Stensballegaard er stor. Eller rettere skrevet - jeg skal tilbage.

Det er svært at vurdere banen uden hele tiden at vende tilbage til indramningen. Selv mens jeg går på banen, anstrenger jeg mig for at forestille mig banen omgivet af veje eller huse. Hvad ville jeg så synes om den?

Men det er en umulig øvelse. Stensballegaard er simpelthen så forbandet flot. Næsten alle 27 huller ligger åbent som en linksbane. Derfor er der masser af plads omkring én, men samtidig er banens ophør klart markeret med skov på to sider af banen og Horsens Fjord for enden længst væk fra klubhuset.

Når man når ud til 5. green på Brakør-sløjfen, er man helt nede ved fjorden og så venter den lange tur tilbage til klubhuset som beskrevet i indledningen.

Stensballegaard er en bane, der stiller krav helt fra teestedet. Bunkers er strategisk placeret hver gang. De er delt op i to kategorier. Der er de små potbunkers, hvor det kan være svært at gennemføre et ordentlig sving, og så er der store bunkers, der har langt græs i brynene, bare for at gøre tingene lidt mere vanskelige.

Fairways varierer i bredde og er nogle steder næsten formet som et “S”.

ET AFBRÆK I SKOVEN

Du skal med andre ord træffe en beslutning fra teestedet om præcis, hvor i banen du vil lægge bolden. Og så skal du forpligte dig hundrede procent på at gennemføre det slag, du har sat dig for.

Greens er store og meget varierede i deres udformning. Flere gange under min runde tænker jeg, at greenkeeperen må have udfordringer med spillere, der chipper eller pitcher fra green, fordi bolden ligger, så den er svær at putte hele vejen op til hullet.

Det er i disse lag, at udfordringen ved Stensballegaard ligger.

Det er ikke en bane med mange søer, der sluger din bolde. Og da jeg spiller banen, er roughen ikke tykkere, end at man finder sin bold. Man finder den bare ikke et sted, man kan ramme green fra.

Spiller man Guldbjerg-sløjfen, som jeg gør denne dag, så får man en skovtur med i købet.

De tre sidste huller på denne sløjfe ligger i skoven. Dem med fundamentalistiske anskuelser inden for golfbanearkitektur vil mene, at det er et brud på den stringens, der ellers præger det flotte anlæg. Det har de for øvrigt fuldstændig ret i, men der er alligevel en slags særlig belønning ved de tre skovhuller.

Når man går fra 6. green til 7. tee på Guldbjerg, mærker man så småt mælkesyren i benene. Det er en brat stigning, og jeg trøster mig selv ved tanken om, at det må være et flot ned-ad-bakke teeslag, der venter på syvende.

Det er det ikke.

Der er flere højdemeter at overkomme. Men fra 7. green får man en udsigt over Horsens Fjord, der gør, at man instinktivt rækker ud efter sit kamera.

PLADS I BYGADEN

Ottende hul er måske det eneste hul på banen, som jeg synes er lidt intetsigende. Men fra green på det par 3-hul ser man pludselig Horsens’ hustage komme til syne langt under én. Først tager gåturen ind i skoven pusten fra dig. Bagefter gør udsigten det.

Så har den kvikke læser regnet ud, at det snart går nedad. Og sløjfens sidste hul er af den slags, hvor man bare skal smække til driveren og nyde boldens flugt fra teestedet til den lavt beliggende fairway. Uanset om man spiller fra sort, hvid eller gul tee er 9. hul mere end 500 meter langt, så der er ingen grund til at holde igen.

Der er heller ingen grund til at holde igen, hvis du overvejer et smut forbi Bygaden i Horsens, hvor Stensballegaard ligger. Ironisk er det, at det er i Bygaden, du finder al den plads, du nogensinde kunne have drømt om.

Måske skal det lige nævnes, at hvis du synes, banen lyder lidt rigelig svær, så er der fire sæt tees at vælge imellem. Fra de sorte tees er banen et bæst på 6382 meter. Jeg spillede fra de hvide tees, hvorfra banen er godt 6000 meter lang. Fra gul tee er den kun 5547 meter lang, men vil givetvis stadig udfordre den almindelige klubgolfer.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer