I 2010 vandt jeg på challengetouren som amatør, jeg vandt igen som professionel og sluttede som nummer seks på Final Stage på Tourskolen foran spillere som Victor Dubuisson og George Coetzee. Challengetouren føltes for lille til mig. Det skulle senere vise sig, at det bestemt ikke var tilfældet.

Foto: Getty Images

Touren man drømmer om at spille på - men ikke at ende på

20/03 - 2017 | Andreas Hartø

Hvis ikke Søren Kjeldsen og Thomas Pieters havde været gode kammerater og var dukket op som trækplastre til min golfdag i Furesø i maj sidste år, så havde jeg ikke tjent mere end omkring 100.000 kroner i 2016. Det var den omtrentlige sum af mine præmie- og sponsorpenge.

Med cirka 100.000 i udgifter i samme år, så er det let at regne ud, at det ikke var en sund forretning, jeg havde kørende.

I 2016 sluttede jeg som nummer 148 på challengetourens rangliste med 4.656 euro i præmiepenge. Det er 34.237 kroner. Til sammenligning tjente Edoardo Molinari, der blev nummer 148 på europatouren, 132.581 euro. Det er lige under 1.000.000 kroner.

Det er min fornemmelse, at der er mange der tror, at hvis man spiller på challengetouren, så tjener man gode penge. At man har nået målet som professionel golfspiller.

Det er ikke rigtigt. Jeg har spillet rigtig mange turneringer på challengetouren. I langt størstedelen er jeg taget hjem med færre penge på kontoen end da jeg rejste fra Danmark. Challengetouren er ingen god forretning for spillerne.

Når spillet kører og man kun kan se birdies så er challengetouren et dejligt sted at være. I 2012 havde jeg nok mit bedste kalenderår som professionel, og jeg sluttede i top ti på challengetouren ni gange og vandt i Tjekkiet. Jeg havde ingen bekymringer. Livet var godt.

I 2015 tog jeg for anden gang den kedelige elevatortur fra europatouren til challengetouren. Fra den dag blev mit golfspil langt fra bekymringsfrit. Jeg begyndte at misse cuts på stribe og når jeg endelig klarede cuttet, så rodede jeg rundt nede i bunden af feltet.

Jeg begyndte at skæve til min mere og mere slunkne bankkonto. Det begyndte at frustrere mig, at jeg ikke kunne præstere. Jeg trak mig ind i mig selv. Jeg syntes ikke, det var sjovt at rejse. Jeg syntes ikke, det var sjovt at træne. Enhver kan se, at det ikke er tanker, der gør det lettere at præstere på golfbanen.

Da året var omme i 2015 havde jeg tjent 20.595 euro og jeg sluttede som nummer 69 på ranglisten. En placering, der var god nok til at holde kortet til året efter. Til sammenligning tjente Romain Wattel 515.672 euro ved at blive nummer 69 på europatouren.

Jeg ved godt, at niveauet ikke er sammenligneligt og der er ingen tvivl om, at Romain spillede klasser bedre end mig i 2015, men 25 gange bedre end mig tror jeg dog ikke det har været. Det viser bare, hvor stort skellet mellem europa - og challengetouren er.

Min situation er ikke enestående. Der er mange spillere gennem tiden, der har kæmpet en årelang kamp på challengetouren. Måske primært økonomisk, men også mentalt. Når jeg sidder og ser tilbage på de seneste års challengetourranglister, så er det selvfølgelig navne som Byeong Hun An, Andrew “Beef” Johnston, Tommy Fleetwood og Thorbjørn Olesen, der springer i øjnene.

Men der er også spillere som Charlie Ford og James Heath, der i amatørtiden blev spået fantastiske professionelle karrierer. De er endnu ikke slået igennem og de kæmper stadig videre på challengetouren

Der er enormt mange håbefulde golfspillere i verden og størstedelen af dem skal igennem tours som challengetouren. Niveauet på challengetouren bliver højere for hvert år. Sidste år skulle man have et rundegennemsnit på 70 for at være i top 22 i den statistik.

Til sammenligning så var det kun top fire på europatourens scoring average statistik, der var under 70 slag. Det er selvfølgelig umuligt at sætte de to statistikker op imod hinanden, men faktum er, at der skal spilles virkelig god golf for at slutte i top 15 på challengetouren.

I langt størstedelen af ugerne er det en kamp at spille på challengetouren. Opmærksomheden på touren er begrænset og derfor er sponsorerne svære at komme i nærheden af. Derudover er præmiepengene mindre end de fleste går og tror.

En normal uge på challengetouren koster ca. 1000 euro når flybilletter, hotel, lejebil og mad er betalt. I en almindelig challengetourturnering får man 1870 euro for at slutte som nummer 20 og tro mig; der skal rigtig god golf til for at slutte i top 20 på challengetouren.

Det kan godt lyde som om jeg synes, at challengetouren er et forfærdeligt sted at færdes som golfspiller. Det er det på ingen måde. Jeg har haft nogle af mine største øjeblikke som golfspiller på challengetouren og havde det ikke været for den, så havde jeg formentlig aldrig spillet på europatouren.

Jeg glæder mig til at følge de ti danske challengetourspillere i løbet af året, men er samtidig glad for, at det ikke er mig, der skal ud og slås om 15 europatourkort.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer