Tiger Woods vandt sin første majorsejr ved Masters i 1997, og han håber meget at vende tilbage i 2017

Foto: Getty Images

Tiger med stort håb om Masters

20/03 - 2017 | Martin Rahbech

Masters i 1997 var en stor turnering, der satte en ny standard for mange ting. Turneringen huskes blandt andet for at være den første major-sejr til Tiger Woods. Den turnering har Tiger nu udgivet en bog omkring; The 1997 Masters: My Story.

Bogen udkom mandag, og Tiger Woods brugte sin udgivelse til en anledning til at komme frem til offentligheden med flere interviews.

Han optrådte blandt andet i amerikansk tv og et tema var naturligvis Masters 2017, som han har et stort ønske om at komme med til.

- Det håber jeg ved gud. Jeg prøver alt, hvad jeg kan for at komme tilbage og spille. Jeg elsker den turnering, og den har betydet så meget i mit liv. Den har så meget historie og betydning for mig, og jeg ville elske at komme tilbage til den, sagde Tiger Woods til ABC's Good Morning America.

Her meldte han dog også ud, at der er et stykke vej for ham.

-Jeg skal tilbage fysisk. Jeg ved, at jeg er skarp i mine tanker, men jeg skal også have min krop med på det. Det er den svære del at få mine forberedelser ind. Jeg har ikke fået så meget forberedelser ind, og jeg har ikke været i stand til at træne eller forberede mig, som jeg plejede, så det har været sværere, sagde Tiger Woods.

Masters starter 6. april, og Tiger Woods kan i princippet vente indtil den dag med at tage beslutningen om sin start i turneringen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer