Silkeborg-banens hul 6 på Vest-sløjfen – også kaldet ”Lille Bjørn” – er et af de gode golfhuller, som blev bemærket og positivt omtalt af den anerkendte tyske golfskribent Ralf Schwartzkopf i Golf Journal.

Silkeborg anbefales varmt i tysk presse

14/02 - 2017 | Pressemeddelelse

For kommuner som Silkeborg og Skanderborg, der begge satser meget på outdor-turismen, er der god reklame at hente i det førende tyske magasin Golf Journal, der opfordrer sine tyske læsere til at besøge Danmark - inklusiv det øst- og midtjyske område fra Aarhus til Silkeborg.

På en rundtur i Danmark fra Københavns-området over Aarhus, Horsens og Silkeborg til Esbjerg og Ribe har den anerkendte tyske golfjournalist Ralf Schwartzkopf testet seks golfbaner og beskrevet seværdighederne og de kulinariske oplevelser på rundturen i Danmark.
Ralf Schwartzkopf skriver om

”en hyggelig tur fra Aarhus til det skovrige søhøjland rundt om Silkeborg med udflugtsbåde gennem det idylliske ferielandskab, der indbyder til fornøjelser og drømme. Til gengæld skal man som spiller være godt vågen, når man besøger golfbanen i Silkeborg. Ikke kun fordi scoren på den krævende bane kan slutte katastrofal (vest-sløjfens afslutning med hullerne 6-9 har en af DK’s højeste sværhedsgrader), men også fordi banen lidt uventet byder på imponerende højdeforskelle i det skovprægede design,” skriver Ralf Schwartzkopf og sammenligner Silkeborg-banen med tre berømte engelske baner som Sunningdale, Swinley Forest og The Birkshire i distriktet sydvest for London.

”Det er ikke så underligt, at Silkeborg-banen i flere årtier har været i top 5 i Danmark, men det har også hjulpet til, at Thomas Bjørn har været konsulent på en forsigtig renovering og har skabt to nye huller,” skriver Ralf Schwartzkopf, der også giver de danske baner karakterer.
Efter Old Course (86 point) og New Course (84) på The Scandinavian rangeres Silkeborg-banen som nummer tre med 80 point efterfulgt af Esbjerg (74), Simons GC (72) og Stensballegaard Golf (71).

I den detaljerede pointsgivning får Silkeborg-banen følgende karakterer: Sværhedsgrad: 17 ud af 24 mulige. Tilstand: 11 ud af 12. Design: 22 ud af 24. Kulisse: 16 ud af 20. Service: 14 ud af 15. Og bonus 0 ud af 5. (Bonus gives kun til baner, der har haft store turneringer på European Tour og major-niveau. 

I et såkaldt GJ-Index får Silkeborg 1,85, hvor 1,0 er ”god.” GJ-Index udtrykker ”value for money,” så i Silkeborg Ry Golfklub kan man glæde sig over, hvordan den tyske ekspert og anerkendte reporter ser på både golfbanen og det midtjyske område som turistdestinationer.
Silkeborg Ry Golfklub råder som bekendt også over det velanskrevne golfanlæg på Kildebjerg i Ry, der igen i 2017 skal lægge græs til de to professionelle turneringer Long Drivers European Tour og Ecco Tour.

I samarbejde med lokale hoteller udbyder SRG populære golfophold til både tyskere og skandinaver - foruden danskere naturligvis - med spil på begge baner. I 2015/16-sæsonen fik SRG megen positiv omtale i flere skandinaviske medier.

”Vi oplever generelt en stigende interesse fra skandinaviske og tyske turister – og for vore golfophold i det hele taget. Som en decideret outdor-destination har vi her i området også meget andet at byde på. Især golfturisterne har for vane at overnatte i nærområdet, hvor de gerne benytter sig af områdets mange andre faciliteter,” siger golfmanager Mads Faber, der glæder sig over den gode reklame i Golf Journal.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer