Florian Fritsch vandt en storsejr i Mediter Real Estate Maters.

Foto: Getty Images

Europatourspiller dominerede på ECCO Touren

16/02 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Sæsonens første turnering på ECCO Touren er spillet til ende på PGA Catalunya, og og blev ikke meget tvivl om udfaldet på finalerunden. Europatourspilleren Florian Fritsch er skrækslagen for at flyve, og derfor har han valgt i disse dage at spille med på ”third level” i Girona, mens europatouren er på den modsatte side af kloden, og i Mediter Real Estate Masters viste den 31-årige tysker sin klasse.

Efter en 69'er tirsdag på den krævende Stadium Course fandt Fritsch et nyt gear på anden runde. Otte birdies og en eagle gav 60 slag og et forspring på fire slag inden torsdagens afgørelse.

Her fik Fritsch slået fast, hvorfor han til hverdag spiller golf blandt Europas bedste. For anden dag i træk var tyskeren bedste mand på Tour Cours, og efter seks birdies og to bogeys nåede han til -17 samlet. Det gav en sejr på syv slag ned til den norske amatør Kristoffer Reitan og 67.500 kroner i førstepræmie.

19 af de 39 danske deltagere klarede cuttet, og Mads Søgaard blev bedste dansker på en delt syvendeplads i -5. Trods en triplebogey under finalerunden klarede Ikast-spilleren sig rundt under par på finalerunden.

De tidligere europatour-spillere Mark Haastrup og Joachim B. Hansen klarede begge cuttet og var begge under par på finalerunden. Haastrup sluttede på 17. pladsen sammen  med blandt andre Jeppe Kristian Andersen, Oliver Suhr og Patrick Winther, et slag efter Kasper Sørensen og Nicolai Kristensen på en delt 13. plads, to sag efter Benjamin Poke på 11. pladsen. Med en 68'er vandt Hansen 16 placeringer og sluttede på 31. pladsen. 

Fritsch behøver ikke vende bilen mod hjemmet i München endnu, for ECCO Touren er allerede klar med PGA Catalunya Championship fra søndag til tirsdag på samme baner.

Link til resultatet.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer