Bjørn ser tilbage på triumfen

01/02 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Det er 16 år siden Thomas Bjørn fejrede en af karrierens største triumfer, da han spillede alle fire runder af Dubai Desert Classic med Tiger Woods og i sidste ende nedlagde byttet. I denne uge er begge spillere igen med i feltet, men som årene er gået er der blevet mere golfkarriere at kigge tilbage på end frem imod, og alt tyder på, at de to spillere, som begge er i 40'erne, har spillet deres bedste golf. Efter Bjørns sejr rykkede han frem til nummer 14 i verden, mens Tiger fortsat var en suveræn nummer et. Denne uge går Bjørn ind til som nummer 442, mens Woods indtager 666. pladsen.
 
I  et interview i forbindelse med Bjørns 20 års jubilæum på europatouren for et år siden reflekterede han over en af karrierens største sejre, som desværre ikke producerede de efterdønninger, han havde håbet på.
 
- De fire dage med Tiger, da han var på toppen af verden, var golfmæssigt helt deroppe. Jeg spillede fantastisk i den uge og det var en kæmpe oplevelse at få den fight og stå for presset i slutningen. Men måske  er det også en af de ting, der skuffer mig mest, når jeg kigger tilbage. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke brugte det, for det gjorde jeg, men senere fik jeg ikke det ud af det, som jeg måske egentlig havde håbet på; at jeg kunne bruge de sidste 18 huller eller sidste 36 huller mod ham til at blive lille smule stærkere eller en lille smule bedre de gange, hvor det er gået galt. Men det er jo sådan jeg altid har spillet, sagde Bjørn.
 
Selvom sejren ikke førte majortitler med sig, så frembragte den et venskab med manden, som en måned senere vandt sin fjerde major i træk for sit ”Tiger slam”. Det fortalte Bjørn om på sit pressemøde tidligere onsdag.
 
- Vi var vidne til noget, som vi måske aldrig kommer til at se igen i golf. At nogen dominerer spillet som Tiger gjorde, og hver gang, nogen gik op mod ham, var man dømt til at tabe, men den uge tabte jeg ikke. Det var noget at være stolt af.
 
- Det var bare den måde, vi spillede, og måden vi gik til hinanden på, men også den respekt, som voksede frem mellem os den uge. Den har varet ved i de efterfølgende 16 år.
 
- Og respekten er der stadig fuldt ud, og den har udviklet sig til et venskab, og jeg tror mere, det er det, jeg kan tage med fra det; at én uge kan betyde så meget for mig, men jeg tror også, det betød noget for Tiger, og venskabet voksede derfra. Hver gang, vi ser hinanden, er det mere end bare to golfspillere, der mødes, det er helt sikkert, sagde Bjørn.
 
Woods seneste top-10 placering blev hentet i august 2015, Bjørns seneste på europatouren er et helt år ældre, men danskeren har overrasket sig selv med sit spil de seneste par uger. Tre ud af otte spillede runder i Abu Dhabi og Qatar var helt uden bogeys. Før det gik der næsten to år, hvor han ikke producerede et rent scorekort.
 
- Det var en smule overraskende, for jeg var ude stort set hele sidste år, og jeg har ikke været i stand til at gøre noget som helst, og efter tre måneder helt væk fra spillet begyndte jeg at slå bolde seks dage før Abu Dhabi, spillede ret godt i Abu Dhabi og nogenlunde sidste uge, sagde Bjørn.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer