Når enden er god…

Anders Hansen sluttede af med stil på Augusta

Printer venlig versionSend til en ven

Power Rankings: Anders Hansen matchede i al stilfærdighed Masters-vinderen på finaledagen og sluttede forrygende. Men er det nok til at vippe Thorbjørn af pinden?

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 1 i Sicilian Open (European Tour)
Med en præmiecheck på 166.660 euro i Sicilian Open er Thorbjørn på den grønne gren. Han ligger nr. 20 på Race to Dubai-listen, og sejren på Sicilien betyder, at et af sæsonens store mål allerede er nået. Det bliver spændende at se, om den danske komet kan fortsætte sin himmelflugt i de kommende måneder.

2. Anders Hansen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 24 i Masters (major)
Anders Hansen leverede en mandfolkepræstation, da han endelig fik bugt med Augusta National på finaledagen. Hansens 68 slag var dagens tredjebedste score, og han avancerede flot op gennem feltet. Med en slutscore i +1 landede han på 24. pladsen og kunne drage fra Augusta med oprejst pande.

3. Thomas Bjørn
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 37 i Masters (major)
Som den anden dansker af to mulige klarede Thomas Bjørn cuttet i Masters – omend med den smallest mulige margen – og sluttede ligesom sin landsmand Hansen flot af på Augusta National. Med en afsluttende 69’er rykkede Bjørn frem på en 37. plads. Godt kæmpet af danskeren på den svære bane.

4. Søren Kjeldsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 3 i Sicilian Open (European Tour)
Søren Kjeldsen har kun spillet med i fire turneringer på European Tour i 2012, men det har ikke forhindret nordjyden i at spille sig ind i top 50 på Race to Dubai-listen. En 5. plads og en 3. plads i de sidste to turneringer og to præmiechecks på den rigtige side af 50.000 euro er de direkte årsager til den flotte placering.

5. Lasse Jensen
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 2 i Kenya Open (Challenge Tour)
Der var ikke mange missede putts, der skulle være rullet i for Lasse Jensen under Kenya Open, før Danmark havde fået endnu en Challenge Tour-vinder. Jensen førte helt frem til afslutningen, men måtte se sig indhentet af briten Seve Benson, der endte med at afvise Jensen i omspillet.

Boblere
Peter Bæk (nr. 5 i French Boys Championship (amatør))