Frontkvinden vil tage næste skridt

Malene Jørgensen vil længere frem på leaderboardet, så hun fokuserer meget på processen den kommende tid. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Malene Jørgensen fokuserer lidt mindre på resultaterne for at blive endnu bedre

Danmarks højest rangerede kvindelige golfspiller, 25-årige Malene Jørgensen, er kommet i gang med sin fjerde sæson på europatouren siden hun med succes indtog tourskolen i 2008.

Hun har etableret sig fint i det skarpe selskab, men den nye sæson bliver lidt anderledes for hende. 

- Jeg har en del svingtanker, som jeg arbejder med. Jeg har jo været vant til at spille på samme måde nærmest altid. Det har bragt mig langt, men hvis jeg skal flytte mig mere, så skal jeg udvikle mit sving. Det har jeg været bevidst om i lang tid, men det har jo handlet meget om at lave resultater, som var gode nok til, at jeg kunne beholde mit kort. Man kan sige, jeg har spillet fint på rutinen, men nu skal jeg et skridt videre, siger Malene Jørgensen.

Efter tre sæsoner med fornuftige resultater føler hun nu, at hun er klar til at tage fat på de tekniske ændringer. De ser måske ikke ud af så meget, men de er store for hende.

- For mig er det store ændringer. For jeg går jo lidt væk fra noget, jeg er tryg ved. Men jeg har taget hul på det, for jeg føler, jeg har etableret mig fint og er måske lidt mere rolig med det hele. Men det er også vigtigt at udvikle mig videre og komme længere frem, så jeg ikke måske begynder at miste motivationen, siger Malene Jørgensen, der også er med på, at de tekniske ændringer kan give lidt mere ustabilitet i resultaterne i en periode.

- Jeg skal være noget mere i processen. Det er nok 40 procent resultater og 60 procent proces det næste halve år. Men jeg skal jo også stadig have nogle penge på kontoen, og jeg skal jo også beholde mit kort. Men jeg er også tryg ved mit shortgame, så det skal nok gå, siger Malene Jørgensen.

Hun er i denne uge i Marokko, hvor også Lisa Holm Sørensen, Line Vedel og Monica Christiansen er med. 

Det handler om Lalla Meryem Cup, der starter torsdag og afvikles over 72 huller.