OL-bane til discountpris
Af Thomas Vennekilde
Stjernerne står i kø for at tegne OL-bane, selv om hyren er yderst beskeden
Når Rio i 2016 skal være vært for OL, er golf tilbage på det olympiske program for første gang i mere end 100 år.
Eftersom Brasilien ikke er nogen stor golfnation og Rio ikke råder over en mesterskabsbane, skal der anlægges en ny bane til lejligheden.
Det tog ikke lang tid, før en stribe stjernearkitekter meldte sig som interesserede i den højtprofilerede opgave. Og nu står det klart, at det ikke er for pengenes skyld, at de gør det.
Arrangørerne har afsat 300.000 dollars til arkitekten - en brøkdel af hvad nogle af tidens største navne, normalt får for at tegne en mesterskabsbane.
Makkerparret Jack Nicklaus og Annika Sörenstam regnes for favoritter til at tegne den olympiske bane, men også duoen Greg Norman/Lorena Ochoa har givet deres bud på den knap så lukrative opgave.