Da Knudsen tabte kæben på brystkassen
8. april 2010 - Sidst opdateret: 8. november 2011 kl. 00:15
Af Henrik Søe
Henrik Knudsen i fin stil på Augustas 6. hul. Det endte med en birdie. (Foto: Privat)
Vi er 16 år tilbage i tiden, men Henrik Knudsen husker det, som var det for fem minutter siden. Dagen, hvor han fik lov at betræde Augustas hellige gulvtæpper. Dagen, hvor han tabte sin kæbe på brystkassen
Det var mandag 11. april 1994. Dagen efter José Maria Olazábals første major-triumf på Augusta National. Golfkommentatoren Henrik Knudsen havde overstået fire dages lange transmissioner men følte ingen grund til at sove længe. Tværtimod.
- Leif Nyholm og jeg havde fået en starttid, og vi var ekstatiske. Vi skulle slå ud allerede klokken 8 og jeg behøvede bestemt ikke noget vækkeur for at komme meget tidligt op. Det var knapt blevet lyst, da vi stod på rangen og slog bolde. Det var fantastisk.
Inden da måtte Knudsen og Nyholm lægge hovederne i blød for overhovedet at finde noget at slå med.
- Vi havde hverken køller eller andet udstyr med. Det eneste, vi havde med hjemmefra, var golfsko. Så vi måtte ud at finde noget, og til slut endte vi med at låne noget af caddiemasteren. Han havde et sæt med stive skafter til Leif, så det splittede vi op, så vi havde et halvt sæt hver.
Den første store oplevelse fandt sted allerede inden det første slag blev slået:
- Vi var vant til at blive lukket ind af en lille ussel indgang ved tv-området, men denne mandag fik vi lov at køre ind gennem porten og ned ad selveste Magnolia Lane. Det var første gang, jeg tabte kæben på brystkassen den dag. Det var helt uvirkeligt.
Bange for tørv
Henrik Knudsen havde knapt fået lukket munden igen, før han igen måtte måbe.
- På det tidspunkt var det helt uhørt med en græskvalitet, som den de holder sig på Augusta. Det var et gulvtæppe. Det betød så desværre også, at det gik mindre godt på de tre første huller, for jeg turde jo nærmest ikke slå til bolden. Jeg var hunderæd for at tage tørv.
Efter de første tre nervøse huller måtte Nyholm og Knudsens fælles caddie, en ældre herre ved navn Johnny, fortælle Knudsen, at han altså blev nødt til at slå ned i bolden.
- Johnny havde været caddie i 39 år. Han var vel omkring de 60 og han blev særdeles glad for os, da vi gav ham lov til at køre den buggy, vi havde fået stillet til rådighed. Vi ville jo hellere gå rundt, fortæller Knudsen:
- Jeg har læst så meget om Augusta og historien om Masters, at jeg hele tiden gik og tænkte på alle de berømte episoder. Det var her Ben Hogan slog det slag, og det var her Jack Nicklaus gjorde det. Det hele kom til at fremstå i et mytisk skær.
Scoren kom til at lyde på 93 slag, men selv om antallet af slag ikke betyder det fjerneste for Knudsens oplevelse, har han alligevel et par sprøde huskekager, som han stadig tygger på.
- Jeg lavede to birdies. Et på 15. og et på 6. hul, hvor Leif fik taget et billede, hvor mit sving faktisk sidder i nogle fine positioner. I dag, når jeg ser Masters på tv og en af spillerne laver en bogey på 6. hul, siger jeg altid ”let hul” til min kone. Det er min ”claim to fame”, griner Henrik Knudsen.
Henrik Knudsen buser normalt ikke ud med at han har spillet Augusta, men når talen falder på den ”historiske” dag i 1994, kan golf-kommentatoren sagtens fornemme, at folk gerne ville have været i hans golfsko.
- Jeg klukker da lidt over det sammen med Leif indimellem. Men når jeg taler med andre om det, kan man godt mærke misundelsen. Folk siger som regel noget i stil med: ”Shit, det ville jeg gerne prøve. Bare det var mig”. Og det forstår jeg så udmærket, siger Henrik Knudsen.
Følg med på Golf.dk i morgen, hvor vi tager en snak med endnu et heldigt asen, som har været så heldige at spille Augusta National - hvis du altså ellers kan holde det ud. Men husk at det er helt okay at være misundelig.
2 kommentarer til "Da Knudsen tabte kæben på brystkassen"
Henrik og Leifs dag på Augusta
Selvfølgelig er jeg misundelig på sådan en oplevelse, Augusta National er jo ikke bare lige en bane man køber greefee til, det er nok noget nær golfens Mekka, dog ligger Sct. Andrews højere for mig, og der er det muligt at komme til at spille, og det skal jeg nok også nå.
Lidt ærgeligt jeg ikke viste Leif havde spillet banen, så kunne han have underholdt lidt med det, da han var i Sct. Knuds golfklub til et foredrag en aften i marts, super god aften, tak for det Leif.
en anden Augusta historie...
På vej hjem fra VM i LongDrive i Mesquite udenfor Las Vegas i 2007 havde jeg et 6 timers stop i Atlanta. Hvad bruger man tiden til ? jo man kan vel lige smutte forbi Augusta og se om man kan få lov at gå 9 huller.., man er vel vestjyde med et velsmurt snakketøj og naturlig charme. En bil med GPS blev lejet, 16,7 miles - der er jeg snart. Det var dog 167 miles viste det sig..men efter lidt over 2,5 timers kørsel ankom jeg til, den meget ydmyge, indkørsel ind til Magnolia lane, hvor klubhuset kunne anes i baggrunden. Der var ingen på banen den dag (ikke en eneste spiller), men den meget venlige vagt var alligevel af den opfattelse, at jeg ikke kunne få lov at spille, eller komme på driving range, da det ville koste ham hans job. Jamen æhh, så tager jeg lige et par fotos og kører da bare de over 200 km tilbage til lufthavnen i Atlanta og flyver hjem til Danmark med uforrettet sag... Vagten kom hen, så mig fast i øjnene og sagde "You did not get this from me" og pressede en Pro V1 med Masters logo ind i hånden på mig. Well, jeg har været på Augusta...., og bolden ligger her på skrivebordet som et sjovt minde, medens TV2 sport er startet transmissionen fra årets runde 1. Morale: Selv vestjyder gør klogt i at have en aftale, før de tager turen til de hellige fairways.