Royal Golf Club er nu DGU-klub

Royal Golf Center og centrets klub Royal Golf Club er nu blevet medlem af DGU (Foto: Christian Mortensen / Royal Golf Club)
Royal Golf Center og centrets klub Royal Golf Club er nu blevet medlem af DGU (Foto: Christian Mortensen / Royal Golf Club)

Printer venlig versionSend til en ven

Royal Golf på Amager nu er blevet medlem af Dansk Golf Union - dog på lidt specielle vilkår

Royal Golf Club er nu blevet medlem af DGU på en særlig prøveordning, som på sigt kan åbne op for “medlemskaber for selskaber”.

Efter at have stået uden for DGU siden stiftelsen i 2009 er Royal Golf Club nu blevet medlem af Dansk Golf Union i et særligt projektmedlemskab for selskaber, som løber ét år.

- Vi har kigget på strukturen i andre lande og nedsætter nu en arbejdsgruppe, som skal undersøge mulighederne for et medlemskab for selskaber. Vi forventer at fremsætte et forslag på næste års repræsentantskabsmøde, forklarer DGU’s direktør Morten Backhausen.

Projektordningen indebærer, at medlemmerne af Royal Golf Club får et DGU-kort, mens centret får et begrænset medlemskab af DGU. Det betyder, at centret ikke har stemmeret på DGU’s repræsentantskabsmøde, ligesom hold og spillere fra klubben ikke kan spille med i de DGU-turneringer, hvor der uddeles medaljer (Elitedivisionen og individuelle DM). Der kan dog spilles i de lavere divisioner og øvrige turneringer i DGU-regi.  

- Projektordningen med Royal giver os et et godt udgangspunkt, når arbejdsgruppen skal evaluere på erfaringerne, siger Morten Backhausen.

Hos Royal Golf Center er man godt tilfredse med at være en del af projektet:

- Vi er glade for sammen med DGU at være med til at udvikle golfen i Danmark og bringe det et skridt videre og på niveau med resten af Europa. Vi har haft en lang og positiv dialog med DGU og ser frem til at være en del af projektet, som vi går ud fra bliver en permanent løsning, siger Morten Sundberg, som understreger, at Royal Golf Club udover medlemsskabet af DGU vil fastholde medlemskabet af USGA. (United States Golf Association):

- Det er verdens største golforganisation, og vi vil gerne bibeholde det internationale snit, som Royal Golf Club hele tiden har tilstræbt, siger han.

Risikoen ved at indføre modellen kan være, at flere selskaber fremover vælger at sætte klubben “på gaden” til fordel for et begrænset selskabs-medlemskab, men ifølge Morten Backhausen taler erfaringerne fra udlandet for, at det sker meget sjældent.

- Der er naturligvis en risiko for, at nogle selskaber vælger at gå denne vej, men der har blot været et par tilfælde, hvor en klub har stået uden bane. Og så skal man huske på, at idrætsklubber med demokratisk valgte bestyrelser har særstatus i Danmark i forhold til skatte- og momsfritagelse, siger Morten Backhausen.