Thomas Bjørn dropper Backtee
Af Af Martin Rahbech og Henrik Søe
Den midtjyske virksomhed bekræfter, at samarbejdet med Thomas Bjørn er stoppet
Thomas Bjørn har siden 2003 spillet i tøj fra Backtee, men da Thomas Bjørn for tre uger siden vandt i Qatar, var det danske tøjmærke skiftet ud med et Callaway-logo på brystet. Og sådan har det set ud siden.
Nu har Thomas Bjørn officielt droppet samarbejdet med Backtee, der ligesom ham selv stammer fra Silkeborg. Det skriver Midtjyllands Avis’ website mja.dk.
Administrerende direktør for Backtee, Thomas Knudsen, bekræfter overfor avisen, at de to parter ikke længere arbejder sammen, og at det er et valg, som Thomas Bjørn har truffet. Han har ellers ikke yderligere kommentarer.
Det kom angiveligt noget bag på det danske tøjfirma, at Thomas Bjørn pludselig optrådte med et nyt logo på brystet, og ugen efter garderobeskiftet i Qatar holdt Backtee og Bjørns manager Klaus Valbro ifølge Golf.dk's oplysninger et møde i forbindelse med golfmessen i Bella Center.
Golf.dk har siden forsøgt at få en kommentar fra Backtee, men firmaet har indtil videre ikke ønsket at kommentere sagen nærmere.







1 kommentar "Thomas Bjørn dropper Backtee"
Super
Super, så kan det være Backtee tøj bliver billigere, når forbrugerne ikke længere skal "lønne" Thomas Bjørn..
Indsend kommentar