- Laudrup kan lide alt i Rusland – bortset fra trafikpropperne.

Sådan sagde Spartak Moskvas direktør, Valerij Karpin i et interview i Ekstra Bladet, et par måneder efter, at det danske fodboldikon Michael Laudrup havde sagt ja til stillingen som cheftræner i klubben. Og fodbold er manna for folket i Moskva. Anderledes er det med golf. Det er dyrt og kun for de udvalgte. Og går man og tænker på en golfrejse til Ruslands hovedstad, så skal man nok lige tænke sig om en ekstra gang. Den kan, netop på grund af trafikken, blive en blandet fornøjelse.  

Dette er beretningen om fire dage i selskab med en tidligere russisk atomubåds-programmør, hans lille bil og Moskvas livsfarlige trafik. Det handler også om mødet med en gammel russisk skrankepave og en flok venlige og hjælpsomme russere. Og så er det historien om to golfbaner med stil, klasse og pebrede greenfee-priser.

Men Moskva er meget mere end det. Hvis man krydrer sit besøg med ballet og opera, sightseeing og historisk fordybelse, så kan det blive både spændende og tankevækkende. En oplevelse, som klart skiller sig ud fra de mere traditionelle golfrejser sydpå.

Bags på bagsædet

Efter godt to timers flyvning med SAS fra København lander vi i den internationale lufthavn Sjeremetjevo, der ligger ca. 30 km nordvest for Moskvas centrum. Så langt så godt. Hurtig udlevering af bagage og golfbags og ingen ekstra tjek. Veksling af euro til den lukkede valuta rubler foregår til en fornuftig kurs.  Men så bliver det straks lidt mere besværligt.

Vores russiske guide Andrej har parkeret sit lille automobil, af vist nok russisk oprindelse, et stykke fra lufthavnens autoriserede P-pladser. I bagagerummet er der knap nok plads til en kuffert. Så det er med to golfbags og en person på bagsædet, vi sætter kursen mod centrum. Trafikken er tæt. Det er luften desværre også. Med en udendørs temperatur på næsten 30 grader har vi valget mellem nedrullede ruder og den dertilhørende luftforurening, eller at blive stegt levende i en bil uden nogen form for komfort. Og der går ikke længe, før vi bedre forstår det lille citat i vores medbragte ferieguide: ”Moskvas bilister kører som gale, mange betjente er korrupte, og vejene kan være de rene dødsfælder”.

Nå, nu ikke negativ! Og godt, at vi ikke selv har lejet en bil. Det russiske alfabet og dermed også de russiske vejskilte er ikke ligefrem trimmet til vestlige turister.

Atomubåds-programmør bag rattet

Andrej på knap 60 er både flink og hjælpsom og beklager meget, at hans bil ikke er i den bedste stand, hvilket et par gange bliver understreget af, at motoren simpelthen sætter ud. Hans hyrevognstilladelse er ok. Private har lov til at køre med turister i Moskva. Ringvejssystemet kører rundt og rundt. Det handler om at finde den bedste ”sidevej” ind til centrum, fortæller Andrej. Og heldet er med os. Turen på de 30 km tager ”kun” halvanden time, så Andrej har god tid til at fortælle om byen både før og efter revolutionen. Selv har han været programmør på de russiske atomundervandsbåde. Da vi i spøg spørger lidt til den svenske skærgård, drejer han hurtigt samtalen i en anden retning.  Andrej stoppede sin militære karriere, fordi lønnen var for lille.

Nu har han sit eget bureau, hvor han arrangerer rejser, ikke mindst for nordiske gæster.  

- Jeg er blevet kapitalist og bestemmer nu selv, hvad jeg tjener, kommer det humoristisk fra Andrej.

Gensyn med OL

Hotel Ismailovo, der består af tre 30 etagers bygninger, blev opført til blandt andre at huse de mange journalister under OL i 1980. Den gang var der firedobbelt tjek på stort set alt. Alle telefonsamtaler på hotellet blev aflyttet i et værelse for enden af hver etage. Det lagde de slet ikke skjul på den gang. Jeg havde således selv fornøjelsen af, som udsendt DR reporter, at blive inviteret inden for i de hemmelige rum.

- Vi gør det af hensyn til jeres sikkerhed, forklarede de russiske OL-værter den gang. I dag er disse værelser væk. Men der bliver stadig passet godt på gæsterne, dels med vagter ved hotelindkørslen og parkeringspladsen, dels med vagter foran hver elevatoropgang.   Men ellers er der ikke lavet meget om. Hotellet er slidt, men det fungerer. Og i den nye kapitalistiske ånd er flere af hotellets restauranter lejet ud. Men de bærer præg af alt for lidt konkurrence. I det hele taget er den kulinariske oplevelse i Moskva noget af et lotterispil. Desværre havde vi trukket en nitte den første aften.

Russerne er kendt for deres overdådige kagebord til morgenmåltidet. Men for at nå så langt skal vi lige forbi en gammelrussisk skrankepave, der desværre ikke har os på tjek-listen. Så er der to muligheder: Enten at betale kontant her og nu, eller gå igen. Efter fem minutter lykkedes det os at overbevise damen om, at vi havde betalt for morgenmad hjemmefra. Næste morgen var den gal igen. Og denne gang gik den ikke. Afregning kontant eller nul morgenmad.  Senere fandt hotellet dog ud af, at der var tale om en misforståelse. Men det russiske hierarki-system eksisterer stadig. Og ingen var tilsyneladende bemyndiget til at give en undskyldning. 

Golf langt ude i skoven

Efter morgenmaden satte vi kurs mod Le Meridien Moscow Country Club. En Robert Trent Jones bane gemt væk i en skov et stykke uden for selve byen. Om tilblivelsen hedder det, at en stenrig amerikansk forretningsmand Dr. Armand Hammer blev spurgt, hvad der skulle til for at trække vestlige erhvervsfolk til byen. Svar: Limousiner og golfbaner!  Limousiner er der efterhånden masser af. Og biler i det hele taget. I seks spor sneglede trafikken sig ud af byen. Over to timer tog det os at komme de ca. 25 km til golfbanen. Og Andrejs bil var på randen af akut indlæggelse hos nærmeste mekaniker.

Banen var som ventet. En mesterskabsbane, som de seneste år har lagt græs til Russian Open, der siden 2006 har været en del af Europa Touren. Men der er intet særligt russisk over omgivelserne. Og ja, man kunne have bestilt værelse på det tilhørende hotel og dermed være sluppet for de trafikale pinsler. Men det rakte vores budget ikke lige til. Alene greenfee koster ca. 900 kr. for 18 huller. Folkene bag banen og tilhørende faciliteter lægger da heller ikke skjul på, at den også er anlagt for at tilgodese golfspillende forretningsforbindelser, hvor rejse og ophold er en del af gamet. Vi havde ingen starttid. Men det betød ikke noget, der var masser af plads. Faktisk så vi kun tre andre hold på banen. Men en god og spændende bane er det bestemt.

City golf i Moskva

Næste dag skulle vi ud i trafikken igen for at besøge The Moscow City Golf Club tæt på byens centrum. Andrejs bil var kaput. Han havde fået en kammerat til at køre for sig, og det var pludselig ren luksus, nu med bags i bagagerummet. Kammeraten havde en fortid i politiet, og en særlig mærkat i frontruden gav ham visse manøvrerettigheder, så han kunne næsten køre rundt, som han havde lyst til. Så uden de større forsinkelser blev vi sat af på Dovzhenko Street nr. 1, klar til at indtage de ni huller, som udgør den anden golfbane i byen. Andrej havde heller ikke fået bestilt starttid her. Men ingen problemer. Vi kunne bare gå ud, når vi havde lyst.

Banen ligger tæt ved Moskvas ambassader. Og det bærer klubben præg af. Den er elitær og for de få. Det er forsvindende få af Moskvas 12-13 millioner indbyggere, der spiller golf.  Seks par 4-huller og tre par 3-huller, samlet længde fra gul 2343 m lyder ikke af meget. Det gjorde prisen. Igen omkring 900 kroner for runder på ni-hullers banen. Til gengæld blev vi positivt overrasket. Dette er i virkeligheden en bane af meget høj standard, som sagtens kan spilles igen og igen. Måske lidt indeklemt, men på den anden side mærker man den russiske atmosfære lige uden for murene.

Aftenen er afsat til en tur i teateret. Bolsjoj var under ombygning, så det blev naboteatret, der bød på ballet. Efter syv stationer og et kvarter med Metroen, stod vi i centrum. Det kneb igen at læse de russiske bynavne, men de russiske medpassagerer var meget hjælpsomme. På et tidspunkt gik der nærmest sport i at få os på rette vej. Metroen er ikke blot et arkitektonisk mesterværk, men også en transportform, der kører til tiden - 24 timer i døgnet. Helt udsolgt i balletten, der var en stor oplevelse. Kaviar og champagne i pausen. Sent aftenmåltid på en af de hyggelige fortovsrestauranter, hvor især den yngre russiske generation holder til. Det var næsten som at sidde på en cafe i Paris.   

Verdenshistorie på 1. parket

Udviklingen i Moskva går stærkt. Det gør vore fire dage også. Den sidste er afsat til sightseeing i den indre by. Andrejs bil skulle have været færdig, men der var lige noget med nogle udgåede reservedele. Så en ny kammerat møder os med en mindre bil.

Det var nærmest et mirakel, at vi fik plads til det hele. Sammen med Andrej blev vi sat af på den Røde Plads og så var det ellers med at suge til sig. Det var verdenshistorie på 1. parket. Og hvad Andrej havde manglet som golfguide, det havde han i rigt overmål som historiefortæller. Fra kejsertiden og Napoleons indtog i Moskva til de gamle kommunisters storhed og fald.

Fra OL i 1980 og til i dag er der sket meget. Men der vil nok gå en generation eller to, før Stalin og de andre helt er ude af den russiske krop.

Spørgsmålet er, hvor mange generationer, der skal til, før golf bliver folkets sport i Rusland. Eller om det nogensinde sker. Der er sat ungdomsprojekter i gang i de to klubber i Moskva, men det er helt tydeligt for de udvalgte.

Vi besluttede at korte spadsereturen omkring de historiske monomenter af med en time. Og det var en god beslutning. Efter at have taget afsked med Andrej, der endelig havde fået vished om, at hans bil igen kunne køre, efterlod hans os med kammeraten på den sidste tur i bytrafikken for denne gang. De 30 km ud til lufthavnen foregik i utallige små ryk på en motorvej, der var på randen af kollaps. Næsten tre timer tog det. Så er det rart, at flyveturen til København kun varede godt to.

Artiklen blev første gang bragt i Dansk Golf 1, 2009