En ung Tiger smiler til fotografen efter at have vundet Motorola Western Open i juli 1997. Med sejren overtog Tiger igen førstepladsen på verdensranglisten (Foto: Getty Images)

Tronen vakler under Tiger, men er nogen af konkurrenterne i stand til at få den til at vælte. Kun 12 spillere har så længe verdensranglisten har eksisteret kunnet kalde sig verdens bedste golfspiller, og spørgsmålet er hvornår nr. 13 gør krav på tronen?
For ottende uge i træk lykkedes det ikke for de nærmeste rivaler, Phil Mickelson og Steve Stricker at fravriste Tiger Woods førstepladsen på verdensranglisten.
Dermed kan Tiger for 274 uge i træk indtage førstepladsen på den rangliste, som efter et indviklet og sindrigt matematisk system udregnet på baggrund af spillernes resultater, til enhver tid viser, hvem der er verdens bedste mandlige golfspiller.
Verdensranglisten blev introduceret i 1986 og resultater opnået på PGA Tour, European Tour, Asian Tour, PGA Tour of Australia, Japan Tour og Sunshine Tour samt de mindre tours, Canadian Tour, OneAsia Tour, Nationwide Tour og Challenge Tour er afgørende for spillernes placering på ranglisten.
Den første verdensrangliste blev offentliggjort i forbindelse med Masters 1986 og listen blev dengang toppet af Bernhard Langer, Seve Ballesteros, Sandy Lylev, Tom Watson, Mark O’meara og Greg Norman.
Siden har 12 spillere ligget nr. 1 på verdensranglisten, som frem til 1997 gik under betegnelsen Sony Ranking.
Tom Lehman (1), Bernhard Langer (3), Ernie Els (9), David Duval (15), Fred Couples (16), Vijay Singh (32), Nick Price (44), Ian Woosnam (50), Severiano Ballesteros (61), Nick Faldo (97), Greg Normann (331) og Tiger Woods (616) har alle kunnet kalde sig verdens bedste golfspiller.
Tallet i parentesen viser, hvor mange uger hver enkelt spiller har ligget nr. 1, og her er Tiger i en klasse for sig.
Tiger har siddet på førstepladsen i 274 uger i træk (12. juni 2005 til 6. september 2010) og i 616 uger i alt. Og kun tre, Greg Norman, Nick Faldo og Tiger Woods, ud af de 12 spillere har formået at holde fast i førstepladsen i mere end 52 uger i træk.
Bernhard Langer var den første verdensetter, og han kom aldrig tilbage på førstepladsen efter at Seve Ballesteros overtog pladsen den 27. april 1986. Seve måtte selv vige pladsen for Greg Norman i september 1986, men vendte dog tilbage i perioder både i 1987,1988 og 1989.
Greg Norman og Seve Ballesteros skiftedes til at sidde på tronen, indtil Nick Faldo i 1990 blev den næste i rækken, der kunne kalde sig verdens bedste golfspiller.
Frem til 1997 var det Faldo, Norman, Woosnam, Couples, Price og Lehman, der indbyrdes kæmpede om verdensherredømmet.
Men fra juni 1997 tog Tiger Woods hul på det som efter en langsom start skulle udvikle sig til noget der mindede om en monopollignende tilstand.
Tiger nåede at ligge nr. 1 i 10 uger i 1997. Fra Juni 1998 til marts 1999 lå Tiger nr. 1 i 41 uger i træk, og fra august 1999 satte han sig for alvor på tronen. De følgende 264 uger var Tiger verdensranglistens førende spiller.
Det særlige verdensranglistesystem betød at Tiger med i omegnen af 30 PGA sejre, heraf seks major-titler hele tiden udbyggede sit forspring på verdensranglisten.
Siden 2004 er det kun lykkedes Vijay Singh at bryde Tigers dominans.
Til trods for at Tiger i 2008 måtte holde en pause fra golfsporten i seks måneder pga. en alvorlig knæskade formåede han at holde fast i førstepladsen på verdensranglisten takket være det enorme forspring han havde fået skabt. Tiger spillede ikke en turnering fra den 16. juni 2008 efter US Open og frem til den 25. februar 2009. Alligevel formåede ingen spillere at fravriste ham førstepladsen.
Efter så mange års totaldominans er Tigers position nu for alvor begyndt at blive truet. Tiger har ikke vundet en major siden US Open 2008, og Phil Mickelson, der aldrig har ligget nr. 1, får måske aldrig nogen bedre chance for at overtage førstepladsen end netop nu.
Tiger kan meget vel være på vej tilbage på sporet og sker det, så er det yderst tvivlsomt om Phil Mickelson nogensinde opnår at kunne kalde sig verdens bedste golfspiller.
Bonusinfo:
Tiger Woods er indehaver af rekorden for flest verdensranglistepoint, da han den 3. juni 2001 nåede op på 32.44 verdensranglistepoint.
Få uger forinden – helt præcist den 20. maj 2001 blev han noteret for det største forspring nogensinde, da han lå nr. 1 med 19.40 point flere end verdensranglistens nr. 2, Phil Mickelson.
Tiger Woods var med en alder på 21 år, 5 måneder og 2 uger den yngste nogensinde til at indtage førstepladsen på verdensranglisten. Det skete den 15. Juni 1997.
Ingen kommentarer til "Tiger snupper 616 uger til som verdensetter"
Indsend kommentar