Power Rankings: Stærk schweizerfinish
Af Claes Meldal
Jeppe Huldahl og Thomas Bjørn topper golf.dk's Power Rankings efter deres flotte afslutning i Omega European Masters
Her får du ugens Power Rankings på golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.
1. Jeppe Huldahl
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 15 i Omega European Masters (European Tour)
Jeppe Huldahl har ramt bolden rigtig godt på det sidste, og en 15. plads i Schweiz er ganske imponerende gået af den blonde jyde. Huldahl scorede 25.625 euro og ligger nu nr. 119 på Race to Dubai-ranglisten, hvor der dog stadig er langt op til den forjættede 60. plads, som giver adgang til den lukrative sæsonfinale.
2. Thomas Bjørn
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 15 i Omega European Masters (European Tour)
Dejligt at se Bjørnen tilbage i den pæne ende af feltet på European Tour efter en længere formkrise. Thomas Bjørn vandt en knusende sikker sejr i Estoril hen over sommeren, og med en flot 67’er – ligesom landsmanden Huldahl – fik Bjørn spillet sig helt op i top 20 i Schweiz i weekenden.
3. Lisa Holm Sørensen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 20 i Uniqa Ladies Open (Ladies European Tour)
Lisa Holm Sørensen kunne ikke helt matche siste uges bedrift, hvor hun hentede årets bedste resultat med en flot 3. plads i Finnair Masters. Men stabiliteten er tilsyneladende kommet for at blive, hvilket Lisa beviste med weekendens 20. plads i Uniqa Ladies Open.
4. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 14 i ECCO Tour Championship (Challenge Tour)
Thorbjørn har taget et velfortjent pusterum fra Challenge Touren, hvor han reelt allerede er kvalificeret til European Tour næste år. I denne uge er han dog tilbage på Touren i den pengestærke Kazakhstan Open med 400.000 euro på højkant. Der hersker ikke tvivl om Værløse-kometens topniveau, men kan han finde det så langt væk hjemmefra?
5. Anders Hansen
Sidste uge: Bobler
Seneste resultat: Nr. 38 i Omega European Masters (European Tour)
Anders Hansen træder vande i øjeblikket, og mange bække små bliver jo også til en sjat i det lange løb. Anders har klaret cuttet i tre af de sidste fire turneringer med 12. pladsen i 3 Irish Open som den mest indbringende tjans, og forhåbentlig rammer han snart nogle af de birdiestimer, som vi ved, han kan hive op ad hatten.
Boblere
Ingen







Ingen kommentarer til "Power Rankings: Stærk schweizerfinish"
Indsend kommentar