Er du mentalt klar til sæsonen 2010?
Af
Sidste sæsons nedture er for længst gået i glemmebogen, og forude venter en masse gode oplevelser på golfbanen. Men du må ikke glemme hovedet, hvis ambitionerne om et lavere handicap skal blive til noget. Landsholdets mentaltræner Freddy Gleisner giver dig her tre gode bud på, hvordan du går ind i et nyt golfår med den rigtige indstilling
1. Hvordan går man bedst ind i en ny golfsæson rent mentalt?
Sæt nogle mål for den tekniske og mentale udvikling, du vil opnå i 2010. De mål er du nemlig selv herre over - i modsætning til resultatmål som for eksempel at blive top 5 ved klubmesterskabet.
2. Hvordan kommer man videre, hvis den første runde viser sig at være en fiasko?
I selv den dårligste runde er der altid noget godt at tage med, så fokuser først på det. Derefter kan du se på, hvad der skal forbedres. Det arbejder du så videre med. Et godt tip til at komme godt i gang på en runde er i øvrigt at starte runden allerede på træningsbanen. Brug de sidste minutter af din opvarmning til spillignende træning. Forestil dig, at du står på hul 1. Spil så hullet igennem, som du vil gøre det om lidt. Derved gør du overgangen mellem opvarmning og spil lettere at håndtere.
3. Hvad får man ud af at tage mentaltræningen alvorligt - og hvad er de mest brugbare råd til amatørspillere?
Ingen golfspillere er vist i tvivl om, at det mentale spiller en stor rolle i vores sport. Den, der gør noget ved mentaltræningen, undgår for eksempel de store humørudsving under runden med deraf følgende store udsving i spillet, og at et dårligt slag smitter af på det næste slag. Når dertil kommer, at mentaltræning faktisk kan være med til at forbedre de tekniske ting, du arbejder med, så er det bare med at komme i gang. Så beslut dig for at forblive positiv på runden. Forestil dig altid hvert
slag, inden du slår det. Fokuser helt snævert hver gang, du skal slå et slag. Bliver du forstyrret, starter du forfra i din rutine. I mellemslagene slapper du af, hygger dig og nyder livet. Efter runden evaluerer du, så du ved, hvad du skal træne videre på. Glæd dig så i øvrigt over, at du har valgt at dyrke en så pragtfuld sport som golf!!
Læs i morgen: Landstræner Anders Dahl Christiansen giver tre gode råd til, hvordan du finder tilbage til dit sving







Ingen kommentarer til "Er du mentalt klar til sæsonen 2010?"
Indsend kommentar