Pølserne væk fra min bag!
Af Claes Meldal
Ugens ubrugelige: Er du nervøs for, at der skal ske noget med din dyrebare golfbag eller - endnu værre - med indholdet? Så kan du sikre dig med en speciel alarm
Mange golfspillere har et så tæt forhold til deres golfudstyr, at de nærmest har adopteret det. Værdien af en golfbag plus udstyr kan godt gøres op i penge (dyrt), men ikke så nemt i affektionsværdi (uvurderligt).
Men du kan sagtens gribe til drastiske metoder for at sikre, at der ikke er nogen, der har kleptomanpølserne nede i din golfbag ved et "uheld". Den amerikanske virksomhed Hammacher Schlemmer har produceret et alarmsystem til en golfbag, hvor alarmen (med form som en golfbold) ligger nede i baggen.
Hvis der kommer uindbudte gæster i din bag, bliver du underrettet ved hjælp af din alarmenhed. Og så er det bare med at få stoppet den formastelige i en fart.
De fleste danske klubber har heldigvis ikke problemer af denne art, og forhåbentlig bliver denne alarm aldrig en salgssucces i Danmark. Skulle du alligevel have forelsket dig i alarmen, kan den erhverves til 49,95 dollar plus fragt på www.hammacher.com.







Ingen kommentarer til "Pølserne væk fra min bag!"
Indsend kommentar