Morten Ørum flankeret af sølvvinderen Lucas Bjerregaard (tv) og Michael K. Nielsen, der tog bronze. (Foto: John Friis)

Morten Ørum Madsen er ny Danmarksmester i slagspil. Efter en højdramatisk afslutning på søndagens finalerunde i Hjørring skulle der bruges fire ekstra huller, før Silkeborg-spilleren kunne ryste en flot fightende Lucas Bjerregaard af sig og hænge guldmedaljen om halsen.
Morten Ørum Madsen havde lovet en god kamp om DM-guldet, og det holdt i den grad stik søndag eftermiddag, hvor tilskuerne i Hjørring fik drama i overflod.
Lucas Bjerregaard og Morten Ørum Madsen har været i særklasse i Hjørring, hvor DM-feltet har kæmpet i stort set alle tænkelige vejrforhold. Og de to landsholdsprofiler fortsatte storspillet i søndagens finalerunde, hvor et pænt dansk sommervejr dannede perfekte rammer om den guld-duel, som Madsen og Bjerregaard havde lagt i ovnen til. De to indledte dagen side om side, men efter en indledende birdieparade af Morten Ørum Madsen så det ud til at gassen var gået af duellen, inden den var kommet i gang.
Mens Lucas Bjerregaard efter tre huller var to over par, var Madsen tre under - og da Silkeborg-spilleren var halvvejs på finalerunden havde han bare brugt 30 slag (-6). Det lignede en afgørelse. Men Lucas Bjerregaard gav ikke op, selv om han virkelig skulle på arbejde for at lukke det pænt store hul.
Med et fornemt comeback på bag-ni lykkedes det for nordjyden at få kontakt igen. Med tre huller igen var forskellen på to slag, og da Lucas Bjerregaard på 16. hul lavede en birdie, rykkede dramaet ind på allersidste hul - et par 5-hul.
Her holede Lucas Bjerregaard sit birdieputt fra seks meter, mens Morten Ørum missede et fra cirka tre meter. Og dermed havde begge spillere brugt 66 slag på dagens runde og 271 slag i alt.
- Jeg havde på fornemmelsen, at han ville hole den, sagde Morten Ørum Madsen bagefter.
Det betød at den dynamiske duo skulle i omspil, og også det var de rigtig gode til. Madsen og Bjerregaard spillede 1. og 9. hul på Nord-sløfjen igen og igen, og først på fjerde omspilshul faldt afgørelsen til Morten Ørums fordel, da Lucas Bjerregaard ikke kom ind og i for en par.
De to kamphaner får rig lejlighed til at diskutere finalerunden de næste dage. Efter præmieoverrækkelsen hastede de to til Aalborg lufthavn, hvorfra turen går til København og derfra videre til Finland, hvor der næste uge spilles EM individuelt.
DM-Bronzen gik også til Silkeborg i form Michael K. Nielsen, der sluttede i -6. Dagens laveste runde kom også fra det midtjyske. Silkeborgs Mads Kristensen sluttede med en 64’er (-7).
2 kommentarer til "Mesterlige Morten"
dm guld
godt gået morten!! is i maven det betaler sig!!! :0)
GULD, BRONZE og 6-PLADS
Hej Morten, Michael og Mads
KANON RESULTAT !!!
Vi hejser selvfølgelig Dannebrog for jer hele ugen i Silkeborg.
Mvh Mads