Min dag på Pebble Beach

Adskillige år før vi begyndte at spille golf, havde Elly og jeg nogle gange lejlighed til at køre på den naturskønne californiske vejstrækning ”The 17 Mile Drive” der går langs Stillehavet mellem Carmel og Monterey. Ruten passerer ”Pebble Beach”, og hver gang skelede vi med stor ærefrygt til de spændende bygninger og de velplejede golfbaner. Selv om vi ikke var golfspillere, vidste vi godt, at det var her at nogle af USA’s største golfturneringer blev afviklet. En enkelt gang spiste vi frokost i restauranten og så golfspillerne afslutte deres runde på det 18. hul, der på tre sider ligger omgivet af Stillehavets bølger.

I december skulle vi igen til Californien. Denne gang for at fejre julen sammen med vores familie. Vi valgte at køre fra Los Angeles til San Francisco, og hermed kom ”Pebble Beach” igen inden for rækkevidde, og jeg bestemte, at julegaven til mig selv skulle være en runde golf på denne historiske bane.

Men det var slet ikke så let at blive lukket ind på dette eftertragtede græs. Jeg var næsten tre måneder i god tid og ringede frejdigt for at bestille tid. Men nej. Pebble Beach var forbeholdt golf-hotellernes gæster. Da jeg hørte prisen, udbad jeg mig en tænkepause. Nå, men hvad pokker, det er jo kun jul en gang om året, så jeg ringede igen for at bestille værelse og starttid, men blev nu belært om, at hvis vi ønskede at spille på selve Pebble Beach banen (der hører fem baner til komplekset), så krævede det mindst to overnatninger. Her slap min eftergivenhed op. Jeg fortalte en lang historie om, at vi kun havde få dage i Californien og skulle være i San Francisco samme aften, som vi havde planlagt at spille o.s.v. Jeg accepterede at betale for én overnatning, og de kunne så undersøge, om dette kunne godtages. 14 dage senere ringede de tilbage og accepterede mine betingelser.

Fremragende udsigt

17. december kl. 10.30 slog vi ud. Det var en helt vidunderlig dag. Skyfri himmel. 15-16 grader. Næsten ingen vind. Kun helt ude langs Stillehavet skulle vi have en ekstra trøje på.

Fra vores værelse kunne vi se lige ned på 1. tee, og allerede klokken 7.30 slog den første firebold ud.

Det er svært at beskrive det, der gik igennem hovedet, da vi slog ud. Den naturlige angst for at kvaje sig ved det første slag, når der er tilskuere, kendte vi naturligvis. Men der var også en helt ny følelse, næsten som at stå på en berømt scene, der normalt er forbeholdt store skuespillere. Og så var der naturligvis også betænkeligheden ved at skulle spille på en bane, man overhovedet ikke kendte, og som uden tvivl ville indeholde udfordringer, der lå langt over dem, vi var kvalificeret til.

Men denne sidste bekymring skulle hurtigt vise sig helt ubegrundet. Til vores store overraskelse var banen en af de letteste, vi nogensinde har spillet. Den nærmeste sammenligning vil være ”Old Course” i Mandelieu. Bortset fra 8. hul var der ingen ”psykologiske” forhindringer. Greens var svære og der var mange fæle bunkers undervejs. Bagefter kunne vi godt se, at netop bunkers var placeret så udspekuleret, at de kunne sætte en effektiv stopper for de professionelles drives. Roughen var pænt trimmet, så vi havde ikke svært ved at finde og spille vore bolde. De lokale påstod, at roughen vil være mere generende når der skal spilles US Open.

Surf-rør

Det var en mageløs naturoplevelse at spille en runde. Halvdelen af hullerne grænser direkte op til Stillehavet, der netop denne dag var i vildt oprør. Pebble Beach ligger inderst i en bugt, og ude ved 10. hul oplevede vi, at bølgerne kom skråt ind mod kysten og dermed dannede høje ”rør”, som vi ellers kun kendte fra reportager med dumdristige surfere, der over lange afstande kan stå inde i et sådant ”rør”.  Ved det berømte 7. hul, der på tre sider har vand, grimme kanter og bunkers, dannede bølgerne høje kulisser af skumsprøjtende vand, der fik alt til at se meget dramatisk ud.

At stå på de forskellige greens og putte var uden tvivl den mest stemningsfyldte oplevelse. Man kunne ikke lade være med at tænke på, at netop dette underlag havde lagt græs til mange stormfulde højdepunkter og dramaer for golfsportens største personligheder, og uden tvivl vil gøre det igen under US Open, når fjernsynsapparaterne zoomer ind på de afgørende bolde.

Det var en stor dag som vi sent vil glemme, og vi er begge glade for at vi holdt fast ved ”min julegave”. Udgiften taget i betragtning var det naturligvis en ”once in a lifetime”-oplevelse, men det hindrer ikke, at man kan reflektere over, om der var noget, man ville have gjort anderledes. Jo, vi ville nok have ladet golfbilen stå, og i stedet hyret en caddie. Det ville godt nok have kostet 250$ ekstra, men da banen kun var 5.777 meter (gul tee) og afstandene mellem green og tee var meget korte, så havde vi fået en meget roligere afvikling af vores spil ved at gå rundt og hele tiden have det rigtige ”værktøj” til rådighed. Bilen måtte ikke forlade den asfalterede vej, og vi oplevede begge at vi ”løb benene af os selv” for at komme frem og tilbage. Og alt for ofte følte vi os stresset til at spille videre med det forkerte jern. 

Erling Christensen
Golf Club Danois – Sydfrankrig