Danmarks bedste bane?

Henning Larsen står bag det imponerende klubhus, hvor de store vinduespartier indikerer, at han denne gang har arbejdet uden indblanding fra Hr. Møller. (Foto: H. Søe)
Henning Larsen står bag det imponerende klubhus, hvor de store vinduespartier indikerer, at han denne gang har arbejdet uden indblanding fra Hr. Møller. (Foto: H. Søe)

Printer venlig versionSend til en ven

The Scandinavian er navnet på Danmarks nyeste superbane, hvor kompromiser og nødløsninger er et fremmedord.  

 

Normalt ønsker danske golfbane-ejere, at deres anlæg får så meget omtale som overhovedet muligt. Men der er ikke meget normalt over The Scandinavian i Farum. Her vil man lade banen tale for sig selv - når den vel at mærke er klar til at udtale sig. 

 

Der har været usædvanligt stille om det store golfprojekt i Farum, som nu efter adskillige års tys-tys og hemmelighedskræmmerier omsider er begyndt at invitere gæster ind på ingeniørtroppernes tidligere øvelsesterræn ved Farum Kaserne.  

Golf.dk har haft fornøjelsen af deltage i en snigpremiere på det mildest talt ambitiøse projekt, der ligger i grænselandet mellem Allerød og Farum Kommune. 

Og ja, rygtet taler sandt.

 

Danmark er blevet blevet beriget med endnu en bane i verdensklasse. 

 

En magnet in spe
Designet har været i hænderne på Robert Trent Jones Junior, og den opgave er han sluppet heldigt fra. The Scandinavian byder ganske enkelt på en af de golfoplevelser, som man ikke er vant til på dansk jord, og hvis de sidste 18 huller på banen lever op til samme standard som den færdige "Old Course" er der formentlig ikke nogen tvivl om, at The Scandinavian med sin centrale beliggenhed i nærheden af København kan blive den første rigtige magnet for udenlandske golf-turister. 

Alene det Henning Larsen-tegnede klubhus er et udflugtsmål i sig selv. Den imponerende bygning, der - afhængig af synsvinklen - giver mindelser om en katedral eller et vikingeskib, er bygget i norsk otta-skifer og nordamerikansk fyrretræ importeret fra Schwarzwald. Med fare for at lyde som en boligannonce fremstår det hele overordentligt lyst og lækkert fra top til bund. Der er kælet for detaljerne, og omklædningsfaciliteterne er second-to-none efter danske standarder. 
  
Ingen leverpostej
Ideen til golfanlægget blev født i 2002 af de tre oprindelige Navision-stiftere - og dedikerede golfspillere - Jesper Balser, Peter Bang og Torben Wind der hver har investeret et par hundrede millioner i projektet. Og vel at mærke et par hundrede millioner, som ikke er tænkt som en investering, der skal hentes ind igen - og som derfor er med til at understrege et projekt, som langt fra er særlig typisk set med danske leverpostejs-briller.  

Anlægget er fuldt ud klar til at tage mod golfspillere, men som den daglige leder Lars Peter Wilhelmsen siger: 

- Vi stadig at færdiggøre de offentlige stier på banen. Banen skal være helt klar, før vi åbner. Den fremstår endnu ikke helt, som vi gerne vil have det.  

Hvis den holdning var gængs i landets golfklubber, ville der formentlig kun være to-tre åbne teesteder i hele Danmark. Den hårde vinter har ganske vist efterladt et par skaldede vinter-pletter på fairways - hvis man altså kigger godt efter, men ellers er der ikke mange græsstrå, der vender forkert på de 18 huller, hvis største aktiv måske er den fantasiske fredfyldthed, som hersker overalt på banen. 

23 point og ni bolde
Banedesign er smag og behag, og det er bestemt ikke alle, der elsker Trent Jones-stilen. Men vi tvivler alligevel på, at ret mange vil rubricere The Scandinavian som kedelig. Til gengæld vil der nok være en del, der bruger ordet "svær". Rygtet fortæller, at en en spiller på et tidspunkt vandt en turnering med 23 point og i klubhuset kunne fremvise dagens niende bold. Golf.dk's udsendte er overbevist om, at historien i bogstaveligste forstand holder vand. 

Trods en masse ensartede streger på scorekortet er det ikke svært at huske hullerne fra hinanden, når man kommer i klubhuset - og det plejer at være en god indikator for en underholdende og varieret golfoplevelse. Hvis man skal finde en anke, kunne det være de fem par 3-huller. Hver for sig fungerer de fint, men "problemet" er, at man på samtlige fem skal slå hen over vand. selv om længderne er vidt forskellige, ville det ikke have skadet med et enkelt eller to "tørre" par 3-huller.   

Samtidig vil sløjfens 2. hul - et tricky par 5-hul, som bare måler 400 meter (fra det midterste af de fem teesteder) - formentlig også skabe en del debat. Men det kan du selv få lov at bedømme, når banen åbner. 

Og hvornår sker det så? og hvad med medlemskab? Og priser? 

Lars Peter Wilhelmsen understreger, at han giver det samme svar, uanset hvordan og hvor mange gange man spørger.

- Ingen kommentarer.  
 

De er ikke helt normale deroppe i Farum/Allerød. 

Og hurra for det. 

 


16 kommentarer til "Danmarks bedste bane? "

Sådan......

SÅDAN DRENGE....... FUCK JANTELOVEN:-))))))))))))))))))))))))))

Ro på.. Christian

Lad os nu lige se om det kommer til at fungere. Her i det østjyske findes der Lubker og det er ikke gået så godt. Spørgsmålet er om lille DK kan skaffe medlemmer nok til den klub eller om om folk valfarter til stedet for at spille.
Ideen er fin nok, meeeeen tror desværre ikke at en golfklub for det lukkede selskab i DK kan gå rundt.
Med hensyn til din bemærkninig kan jeg kun sige KLAPHAT....

Scandinavin GK

Det er suverænt danmarks bedste golfanlæg, har selv spillet den. Den slår Lübker med flere længder :D

Behov for medlemmer ???

Som jeg forstår det - og initiativtagerne bag banen - er der ikke behov for medlemsindtægter (sådan lige foreløbig). Med pengene fra Navision-salget er The Scandinavian vist godt polstret - og jeg tror egentlig mest de har anlagt banen fordi de synes det er sjovt/spændende (og ikke som en investering).
Og al respekt for det!

Tillykke

Det er super fint at det er en Trent Jones, så behøver jeg ikke sætte den på min ønskeliste. For at kunne beholde førertrøjen, skal greenfee jo også langt over Royal på Amager, og så gider jeg ikke bruge min søndag på det. Når jeg går i min lokale klub søndag morgen kl. 7 er jeg også alene med min makker ;)

Tjjaaaa.

Klaphat, tjaaa måske, men jeg er IKKE underlagt den omtalte jantelov, som du tydeligvis er.....
Har ondt af folk der ikke har overskud til at støtte, men istedet krydser armene og håber det værste for folk der stikker næsen frem.
Små mennesker er der desværre nok af:-(

Glæd Jer - en helt fantastisk oplevelse

Jeg har også spillet banen og er helt enig i, at det er Danmarks bedste bane, hvor hullerne er så godt placeret, at vi slet ikke fornemmede andre spillere på hele runden. Hvor er det typisk dansk at være negativ på forhånd, men det er da heldigvis Jeres eget problem. Glæd Jer - det er en fantastisk oplevelse :D

klaphat og fuck

De herrer hverken udtalelsen "klaphat" eller "fuck" hører til blandt "kammertonen" det er vel det mindste man kan forvente i et åbent forum. Men i sidste ende siger det jo mere om jer end dialogen om "danmarks bedste bane" :)

Danmarks bedste golfbane

Danmarks bedste golfbanen ligger på Vestfyn, navnet er Barløseborg golfklub.hcp

Fantastisk :)

Jeg glæder mig til at spille banen, det lyder som en super oplevelse. Royal er spillet og der kommer jeg nok ikke igen, alt for meget støj og uro :-). Barløseborg har jeg ikke spillet, men det lyder da som om den er et besøg værd. Jeg synes det er fantastisk at der er nogen der går ind i sådan et projekt fordi de kan og ønsker noget lækkert, så jeg tager hatten af for de tre gutter der har spyttet i kassen og udført hvad der virker som landets største og mest ambitiøse golfanlæg til glæde for alle os der sætter pris på de fede golfoplevelser.

Mere Robert Trent Jones Jr.

Jeg glæder mig ligeledes til at spille Farum m.fl.
Jeg kunne dog godt tænke mig at vi havde fået nogle flere repræsentanter fra andre internationale golfarkitekter. RTJ Jr. har vist sit værd i Danmark. Når der nu endelig er mulighed for jordflytning kunne det have været sjovt at se Nicklaus, Fazio, Player lægge en bane her.
Danmarks bedste bane?? Vist ikke hvis man ser på value for money. Så holder jeg stadig på Esbjerg til 400 kr. Intet bliver dobbelt så godt eller mere!

Barløseborg..??

Tak for kaffen der kom galt i halsen.
At sammenligne Barløseborg med en RTJ-bane er vist lige i overkanten. Indrømmet for-9 på Barløseborg er en rigtig god golfoplevelse. Men bag-9 der er anlagt i en gammel grusgrav, med deraf nærmest klippehårde fairways til følge, greens der er holdt så hårde at du ikke engang kan være sikker på at stoppe et chip på green fra 10 meters afstand, samt et kæmpeflop af et par-5 Mickey Mouse hul, gør altså ikke DK's bedste golfbane.
at der er vand i spil på 16 huller, gør det ikke alene. ;-)

Må jeg anbefale Dragsholm Golf Club..?
Ikke som DK's bedste, men som et bedre alternativ til Barløseborg, hvis man er ude efter udfordrende og godt anlagte baner.
Man kan endda se banen blive spillet, inden man tager derop.!

http://dragsholmgolfclub.dk/greenfee/18_hullers_bane/baneguide.html

Danmarks bedste bane?

Derom hersker der absolut ingen tvivl - og mere er der ikke at sige om den sag.

The Scandinavian

Jeg har været der, for at arbejde med elektricitet en tidlig lørdag morgen og jeg vil nok sige at den har en af de bedste beliggenheder i nordsjælland. Det var en meget fredfyldt oplevelse.
Jeg skal lige sige at jeg har ikke spillet der endnu, men jeg skal helt sikkert!! om ikke andet så for naturoplevelsen.. Og klubhuset ser FANTASTISK ud
Jeg glæder mig!!

Danmarks mest arrogante!

Helt enig golfbanen ser helt fantastisk ud.
Med noget til alle.
Men alle de fine ord om, hvad de ville tilbyde det omkringliggende samfund er blevet helt til grin.

Artiklens information om hvornår de åbnede er lidt på vildspor.
"Drengene" er kommet i tide og utide i deres helikoptere og har spillet i de sidste to sæsoner.
Håber ikke de forstyrre andres spil med noget så egocentrisk- læs økosvineri-. når de åbner.

Samtidigt er det relativt svært at sammenligne en privat golfbane med en offentlig, da der bruges al mulig sprøjtning og gødskning. Dette ses bl.a. i deres egen lille å som er totalt tilgroet med alger.
Desværre er det også tilfældet i mange småsøer i området omkring banen. TAG jer sammen Scandinavian, opfør jeg lige lidt i samfundets interesse. Der er i forvejen begyndt at bliver problemer med de lokale vandboringer.

Senest er de lovede skiløjper i en sjælden fantastisk vinter heller ikke blevet. Eller alle de projekterede stier til ikke golfere, de mangler vel for næsten 75 %.

Til interesserede så bliver der ikke indskud men du skal lægge 18000 per år og anbefales af 2 medlemmer.
Eller lægge en fee på vist nok 1200 i et begrænset tidsrum. Hvis ikke du tilhøre en af de grupper som de i klubben logrer overfor.

Super lækker bane og meget usympatisk fremfærd i lokalområdet!
Service og lokalsamfund går hånd i hånd ikke kun gennem underhåndaftaler med borgmestre og andre.

Nu vil jeg håbe at alt dette bliver gjort til skamme når i åbner til sæsonen.

Fantastisk projekt!

Af ren nysgerrighed var jeg inde og læse om golfanlægget!
Det er da helt fantastisk og sikke en arkitektur!
Jeg kan da kun glæde mig over, der virkelig er nogen som har penge til, at spendere på så flot et anlæg!
Håber virkelig jeg selv får mulighed for at spille banen en dag!
Til en af mine store "drenge". Held og lykke med spillet den 6. sept., og nyd det så i fulde drag!

Indsend kommentar

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <i> <b> <u> <embed> <div> <param> <object> <table> <tr> <td> <hr> <p> <br> <sub> <sup> <strike> <img>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Sikkerhed
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Svar på spørgsmålet
Anders Hansen kom sikkert videre til anden runde af World Golf Championships-Accenture Match Play med en 5 & 3 sejr over koreaneren Kim Kyung-tae
Hansen kom foran allerede på første hul, og derefter blev koreaneren aldrig lukket ind i varmen. Med tre hurtige birdies på 11., 13., og 15. hul sikrede Anders Hansen sig...

Thomas Bjørn måtte skuffende se sig slået i omspil af italieneren Francesco Molinari i første runde af World Golf Championships-Accenture Match Play

Det lignede længe en Thomas Bjørn, der ville spille sig videre til anden runde af Accenture Match Play, men til sidst kom danskeren i problemer og måtte se en tidlig exit i øjnene.   Bjørn, der i dagene op til turneringen havde døjet med rygproblemer og en overgang var tæt på et afbud, fik ellers en god start og var en overgang 2 up. Men så kom italieneren godt igen og fik lukket hullet.
Annoncer der betaler sig

Golf.dk er uden sammenligning det største golfsite i Danmark og din mulighed for at ramme en rigtig interessant målgruppe.

Læs mere her

Golfnyheder på din hjemmeside

Nu kan du få nyhederne fra Golf.dk på din egen hjemmeside. Hvis du har en hjemmeside og er vild med golf, så har Golf.dk et godt tilbud til dig.

Læs mere her

Værd at læse

Ambitionen er at være Danmarks førende golfportal. Vi følger de største stjerner og de kommende stjerneskud. Skriver om de gode rejsemål og det nye udstyr. Lærer dig reglerne og giver dig tips til dit spil.

Travelmarket giver dig det samlede rejse overblik. Søg blandt tusindvis af tilbud fra rejsebranchens selskaber. Vi finder den billigste flybillet for dig.

 

 Find din rejse her