Er Bjørn stadig Ryder Cup-aktuel?
Af Martin Rahbech
Ifølge engelsk medie overvejer Martin Kaymer at trække sig fra Ryder Cup
Thomas Bjørn blev nævnt, da José Maria Olazábal skulle forklare valget af Ian Poulter og Nicolas Colsaerts som sine to ”Captains picks”
På mandagens pressemøde sagde Olazabal, at hvis han skulle udtage på baggrund af erfaring, ville valget være faldet på Thomas Bjørn i stedet for Nicolas Colsaerts.
Det kunne tyde på, at Thomas Bjørn ikke er helt ude af billedet og måske fungerer som førstereserve til Ryder Cup.
Det kan gøre ham aktuel, for ifølge det engelske medie The Sun overvejer Martin Kaymer at trække sig. Det skulle skyldes årets tvivlsomme form og samtidig et ønske om ikke at skuffe sine holdkammerater.
- Rygterne på rangen siger, at Martin seriøst overvejer, om han vil være i stand til at yde sig selv retfærdighed. Der var en følelse af, at han ikke vil have noget imod at blive overhalet af Nicolas, for så var beslutningen i det mindste ude af hans hænder, siger en unavngiven kilde og spiller ifølge The Sun.
Nicolas Colsaerts ville med en første- eller andenplads ved Johnnie Walker Championship have skubbet Martin Kaymer ud af de direkte kvalificerende pladser, og dermed ville Kaymer have brug for et ”Captains pick”.
Det skal dog understreges, at The Sun ikke er kendt for den største troværdighed, og José Maria Olazábal har uden tvivl været i kontakt med Martin Kaymer for at snakke både om hans form og hans dedikation til Ryder Cup.
Men hvis det skulle blive aktuelt at spørge, om Thomas Bjørn var klar på en tur mere i cirkusteltet, ville han nok uden tøven sige ja tak.

2 kommentarer til "Er Bjørn stadig Ryder Cup-aktuel? "
Elendig journalistik
Det skal understreges, at Martin Rahbech, ligesom sin kilde The Sun, vælger at lave en historie ud af det blå.
Det har vi ikke brug for.
Kom igen - næste gang med facts- TAK
Leon
Spis lidt sukker Helene.