Der er krummer i den knægt

Thorbjørn Olesen fightede sig flot gennem stormen på Kiawah Island

Printer venlig versionSend til en ven

Power Rankings: Rigtigt gættet – det er Thorbjørn Olesen, der er krummer i. Værløse-kometen slap flot fra sin kun anden major og topper Golf.dk’s Power Rankings

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.
 
1. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 27 i PGA Championship (major)
Da Thorbjørn kom i klubhuset efter 2. runde i PGA Championship, var han allerede ved at gøre sig klar til at bestille en flybillet væk fra USA. Men han klarede cuttet, og i weekenden blev han bare bedre og bedre. Prikken over i'et var finalerunden i 69 slag, som sendte Thorbjørn helt op på en slutplacering som nr. 27.
 
2. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 1 i Isaberg Open (Nordea Tour)
Der er stadig masser af turneringer tilbage i Nordic League, men Lucas Bjerregaard har allerede nået sit sæsonmål. Med sejren i Isaberg Open sikrede nordjyden sig et stensikkert Challenge Tour-kort til 2013, og nu kan han bruge resten af året på at fintune spillet, så han er helt klar til udfordringen.
 
3. Thomas Sørensen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 3 i EM for herrer (amatør)
Thomas Sørensen var ved at slippe grebet om sin bronzemedalje i finalerunden på Carton House i Irland efter fire indledende bogeys, men han kom stærkt tilbage, blandt andet med to eagles. Hjørring-spilleren fik reddet en runde i par hjem, og det var lige akkurat nok til en flot bronzemedalje til Sørensen og Danmark.
 
4. Caroline Nistrup
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 1 i German Junior Masters (amatør)
Det var ikke kun i Irland, at de danske amatører markerede sig stærkt. Caroline Nistrup havde taget en treslagsføring med til finalerunden i den prestigefulde German Junior Masters, og Dragør­-pigens sejr var aldrig i fare. Nistrup sluttede med et forspring på hele fem slag til nærmeste forfølger og vandt en sikker sejr.
 
5. Mathias Gladbjerg
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i German Junior Masters (amatør)
Mathias Gladbjerg var ved at gøre Caroline Nistrup selskab øverst på podiet ved German Junior Masters, men Breinholtgård-spilleren måtte se sig slået med mindst mulig margen. Med en samlet score på 13 under par lå Gladbjerg lige med tyske Alexander Matlari efter 54 huller, men tyskeren trak det længste strå i omspillet.
 
Boblere
Ingen


1 kommentar "Der er krummer i den knægt"

Krummer i golfspillere!

Flot at også juniorer omtales på GOLF.DK! Det bemærkes endog meget positivt blandt læserne - i særlig grad i Breinholtgård! Stort!