McIlroy er stukket af
Af Mikkel Ring Christensen
Tredje runde er færdigspillet, og Rory McIlroy har skabt et hul ned til forfølgerne
Tiger Woods brændte det 2,5 meter put han startede dagen med og kom 4 over par for dagen. Derfra lavede han tre birdies og en bogey og er 2 under par samlet. Det er 5 slag efter Rory McIlroy, der lavede to birdies og en bogey på de de ni huller han havde tilbage af tredje runde. McIlroy er 7 under par inden sidste runde begynder.
McIlroy får i førerbolden følgeskab af Carl Pettersson og Bo Van Pelt. Pettersson lavede to birdies og to bogeys i løbet af morgenens arbejde, og han starter sidste runde tre slag efter McIlroy. Van Pelt er 3 under par, og har fire slag at indhente, når de tre slår ud klokken 19.45 dansk tid.
9 minutter inden skal Trevor Immelman (-3), Adam Scott (-3) og Steve Stricker (-2) spille, og i tredjesidste bold skal Tiger Woods, Vijay Singh og Peter Hanson følges ad. De er alle to slag under par.
- Efter at have fået en forfærdelig start (i går), så kæmpede jeg mig tilbage her til morgen, og gav mig selv en chance. Det var det jeg ville- i det mindste give mig selv en chance i eftermiddag, og det var hvad jeg gjorde, sagde Tiger Woods til PGA Touren efter færdiggørelsen af tredje runde.
Thomas Bjørn skal spille tredje runde med Seung-Yul Noh og Chez Reavie. De starter på hul 10 klokken 19.01. Thorbjørn Olesen skal spille klokken 17.55 med Rich Beem og Joost Luiten.
