Nørret efterladt alene
Af Mikkel Ring Christensen
Af seks danskere til start klarede kun Thomas Nørret cuttet i Finnish Challenge, men europatourspilleren faldt en smule tilbage i feltet. Turneringen føres af svenske Kristoffer Broberg
Kristoffer Broberg kan ikke forsvare sidste års sejr i Mørk Masters på ECCO Touren der spilles i denne uge. Det skyldes, at han er til start i Finnish Challenge på challengetouren. Det er ikke noget dårligt træk af den 26-årige svensker, for med en runde i 66 slag har Broberg spillet sig på førstepladsen i -7.
Spillerne i samlet et slag over par spiller med i weekenden, og det betyder, at fem af seks danskere må tage tomhændet fra ”de tusind søers land”. Rasmus Hjelm og Andreas Hartø var kun et enkelt slag fra at avancere til weekendens spil efter runder i henholdsvis 74 og 71 slag. Morten Ørum Madsen (+1), Anders Schmidt Hansen (+2) og Daniel Løkke (+3) var ikke i nærheden af cuttet trods respektable runder i dag.
Det lader europatourspilleren Thomas Nørret tilbage som eneste dansker. Nørret startede dagen på 18. pladsen og spillede sig frem i feltet med to birdies tidligt på runden. På sit fjortende hul løb han desværre ind i en bogey, der på næste hul blev fulgt op af en doublebogey. Nørret fik reddet en runde i par hjem, med en birdie på dagens sidste hul, og det placerer ham på en delt 25. plads.
En håndfuld spillere deler 2. pladsen i 6 under par. Gruppen består af chileneren Mark Tullo (65), østrigeren Roland Steiner (69), nordmanden Espen Kofstad (67) og hollænderne Reinier Saxton (67) og Wil Besseling (67). Et slag længere tilbage ligger det lovende amerikanske talent Peter Uihlein.
Besseling er i en situation der minder om Thomas Nørrets. Han har begrænsede spillemuligheder på europatouren, og placeringen på Race to Dubai taler imod generhvervelse af europatourkortet. Til gengæld ligger han nummer 30 på challengetourens pengeliste med muligheder for et stort spring opad i denne uge.
- Jeg lavede ikke nogen fejl i dag, hvilket jeg heller ikke gjorde i går. Jeg ramte en masse greens og var aldrig i problemer. Mit spil bevæger sig i den rigtige retning, og mine scores bliver bedre, så der er god grund til at være positiv i øjeblikket, sagde Wesseling til europatouren.
Halvvejs i turneringen har Thomas Nørret 6 slag op til Broberg på førstepladsen.
