Bjørn kæmper om millioner i WGC

Thomas Bjørn skal levere et topresultat, hvis han vil med til Ryder Cup. Foto: Getty Images.

Printer venlig versionSend til en ven

Verdens bedste er samlet til Bridgestone Invitational, der er arrangeret af de store tours verden over. I USA går slutspillet snart ind og i Europa er Ryder Cup kvalifikationen ved at nå sin ende, så meget er på spil i denne uge

Tiger Woods har vundet syv gange på Firestone Country Club og er som altid blandt favoritterne, når banen i denne uge byder verdenseliten velkommen til Bridgestone Invitational. 78 spillere er til start i denne World Golf Championship turnering, der spilles uden cut.

Sidste år vandt Adam Scott turneringen. Steve Williams var tidligere på året blevet ansat af Scott, efter at samarbejdet mellem Williams og Tiger Woods var endt i uvenskab. Efter Scotts sejr proklamerede Williams at det var den største sejr i sin karriere. Han bar køllerne ved 13 af Tigers majorsejre, så det siger måske mere om bruddet end noget andet. Både Tiger og Scott kommer fra The Open med et topresultat, og da de begge har vundet på Firestone, er der god chance for at se dem med fremme i weekenden. Tiger spiller første runde med Branden Grace klokken 21.50 dansk tid, mens Scott spiller klokken 17.40 med Matt Kuchar

Der er kun tre turneringer tilbage af den europæiske Ryder Cup kvalifikation, men det er til gengæld nogle store turneringer der venter de næste to uger. Det betyder at Thomas Bjørn stadig har muligheder for at spille sig på Ryder Cup holdet, men det kræver nogle meget store resultater hvis han skal direkte på holdet eller gøre sig forhåbninger om et af José Maria Olazábals wild cards. Bjørn ligger bedst til på listen over indtjente verdensranglistepoint. Her er han nummer 15, med cirka 40 point op til det yderste mandat. 40 point svarer nogenlunde til en andenplads i denne kæmpeturnering. Bjørn spiller med Kyle Stanley torsdag klokken 21.10.

Tiger Woods spiller normalt ikke ugen inden en major, men når præmiesummen er på 8,5 millioner dollar, og prestigen kun overgås af netop majors, er Woods at finde i feltet. Woods ligger nummer et i fedexcuppen, der snart går ind i slutspillet, og selvom majors er vigtigere end alt andet for Tiger, vil han nok gerne have de ti millioner doller, der følger med sejren i slutspillet.

Firestone er tør og hård, ligesom det meste af Amerika har været denne sommer, så banen spiller kortere end vanligt. Alligevel bliver det nok nødvendigt for Woods at slå driveren oftere end tilfældet var det i The Open Championship. Når Tiger endelig slog driveren i England for to uger siden, var der et mærkbart kontroltab i forhold til de tretten andre køller i baggen. Om Woods spiller med om sejren søndag afhænger i høj grad af, om han kan finde det korte græs med driveren.

Af de kvalificerede har kun Webb Simpson valgt at melde afbud. I sidste uge blev han far for anden gang og har valgt blive hjemme og pleje familien. Anders Hansen var ved skæringsdatoen 23. juli faldet ned som nummer 52 på verdensranglisten, og han var derfor ikke kvalificeret til ugens turnering. Dermed er Thomas Bjørn eneste til at forsvare de danske farver.