Banerekord gav suveræn sejr
Af Pressemeddelelse
Den forsvarende mester Nicole Broch Larsen viste storspil ved DILAC
Selv om landstræner Leif Nyholm var fraværende på grund af kommentatorjobbet på Viasat Golf ved British Open, må han glæde sig over sit stærkeste kort blandt pigerne, Nicole Broch Larsen, der er i storform før EM i den kommende uge i Slovenien.
Efter en superrunde i 68 slag (4 under banens par), der samtidig er banerekord for den svære skovbane i Silkeborg Golf Club, sikrede Hillerød-spilleren sig en meget suveræn sejr i den 13. udgave af Danish International Ladies Amateur Championship. Slutresultatet for Nicole Broch Larsen blev ét slag under par efter runder i 74, 72, 73 og 68.
På de efterfølgende pladser voldsomt distanceret af DILAC-vinderen kom Emily Pedersen fra Smørum og Mette Kryger fra Kokkedahl i henholdsvis 18 og 19 slag over par. De sluttede begge med en runde i 78 slag seks over banens par.
Helt uden bekymringer kan Leif Nyholm dog ikke være, da han til EM efter al sandsynlighed må undvære den stærke Juelsminde-spiller Sara Monberg, der måtte trække sig med en skade efter ni hullers spil på finaledagen. Dagen før pådrog hun sig en skulderskade på 18. hul, da hun gled på en skråning ned mod søen. Selv om hun før finalen lå på tredjepladsen, blev smerterne altså for voldsomme midtvejs i finalen.
Hos mændene var det anderledes høje scores, da Smørum-spilleren Victor Østerby fik sin første DIAC-triumf med et slutresultat i otte slag over par efter runder i 72, 74, 74 og 76. Det var tre slag foran Simon Willer Christensen fra Frederikssund, der sluttede i 11 slag over par. Tredjepladsen blev delt af Thomas Sørensen fra Hjørring og Jeppe Kristian Andersen fra Asserbo, der begge sluttede i 12 slag over par.

