Simpson cruisede igennem første runde
Af Søren Barnak
U.S. Open vinderen Webb Simpson var manden i centrum, da han ugen derpå gik ud og skød en 66’er på første runde af The Travelers Championship
The Travelers Championship føres efter første runde af David Mathis.
Den 38-årige amerikaner har aldrig prøvet at slutte bedre end en 8. plads på PGA Tour, men torsdag var rundt i en 64’er på TPC River Highlands i Connecticut.
Mathan Green, Will Claxton og den forsvarende mester Fredrik Jacobson var alle rundt i en 65’er og deler således andenpladsen.
Sidste uges U.S. Open vinder Webb Simpson er også med fra start og sammen med Masters vinderen Bubba Watson indtager han en delt 5. plads i -4. Simpson og Watson var i øvrigt ude i bold med sidste års PGA champion Keegan Bradley, der sluttede dagen i -2 og ligger på en delt 25. plads.
Mange tilskuere fulgte dem rundt på banen, og dagens mest populære tre-bold så ud til både at nyde hinandens selskab og den megen opmærksomhed.
- Det er altid sjovt at være ude sammen med disse gutter. Vi ser hvad de andre gør og lærer dermed af hinanden. Og mere alvorligt er det heller ikke, end at vi kan gå og fyre nogle jokes af ude på banen. Det var en god dag, lød det fra Watson, der i sidste uge missede cuttet i U.S. Open.
