Hansen følger verdens top to mod udgangen
Af Martin Rahbech
Luke Donald og Rory McIlroy er på vej ud af US Open sammen med Anders Hansen og Søren Kjeldsen
Det bedste danske håb for succes ved US Open baseret på første runde var Anders Hansen, der var fremme på 23. pladsen.
Men fredag bød på en runde i 79 slag (+9), og det sendte med ekspresfart Anders Hansen ned gennem feltet, hvor han er på en foreløbig 130. plads i samlet +11 med omkring halvdelen af feltet færdige med anden runde.
Anders Hansen får følgeskab ud af turneringen af Søren Kjeldsen. Han forbedrede sin score med 10 slag i forhold til sin åbningsrunde i 85 slag. Men runden i 75 slag gav en total i +20 og en foreløbig 154. plads.
Et par af de store forhåndsfavoritter er også ude på ved mod udgangen, før det for alvor bliver spændende.
Både verdens nummer et Luke Donald og formentlig også verdens nummer to samt forsvarende vinder af turneringen, Rory McIlroy, er færdige efter de fredag spillede anden runde.
De lagde begge kimen til deres exit med sløje åbningsrunder, og trods forbedringer fra begge spillere på anden runde, rakte det ikke.
Rory McIlroy er foreløbigt på 119. pladsen i +10, mens Luke Donald i +11 er på 130. pladsen.
- Det var lidt bedre i dag, men det er selvfølgelig en lille trøst. Jeg tror, jeg missede ni putts indenfor 10 fod i går og kunne bare ikke få følelsen på greens, læsningen og farten. Hvis jeg havde puttet lidt bedre i går, kunne jeg have lagt grundlaget for en score i dag og måske havde der været noget fornuftigt at spille for i weekenden. Men sådan skulle det ikke være, og jeg vil prøve at lære fra det og komme stærkere tilbage næste gang, sagde Luke Donald efter sin runde.
Der var ingen fra fredagens første halvdel, der formåede at overtage førstepladsen fra Michael Thompson, der er ude i fredagens sene bolde, hvor også Tiger Woods skal forsøge at styrke sin position inden weekenden.
En spiller fra fredagens første halvdel, der meldte sig ind i topstriden var Jim Furyk. Han formåede at bryde par for runden og er samlet i -1 efter de første 36 huller.
