Drømmerunde i Hovborg Kro Open
Af Martin Rahbech
Daniel Nielsen duftede til banerekord, da han vandt Hovborg Kro Open i Gyttegård
Forårssolen over Gyttegård Golfklub lunede søndag og gjorde finaledagen ved Hovborg Kro Open til en god forårsoplevelse.
Men meget af spændingen forduftede allerede lørdag, da Daniel Nielsen fra Frederikshavn leverede en fantastisk anden runde, der grundlagde sejren til den 16-årige nordjyde.
Daniel Nielsen spillede sin anden runde i 64 slag, og særligt de første ni huller vakte opsigt. Fire birdies og en eagle skabte en forrygende forni, og selv om han på bagni fik tre bogeys på kortet leverede han med de 64 slag (-6) en runde, som satte turneringen på plads.
Daniel Nielsen kunne efter sin drømmerunde gå ind til finalerunden søndag med et forspring på seks slag inden sidste runde.
Daniel Nielsen gjorde arbejdet færdigt søndag og vandt med en samlet score for de 54 huller i -6, mens Mads Kristensen fra Silkeborg Golf Club blev nummer to i -3.
Tredjepladsen blev delt mellem værtklubbens håb Nikolai Høgh og Marc Wilkens fra Kolding Golf Club.
Daniel Nielsens runde i 64 slag var ikke nok til banerekorden i Gyttegård. Den er stadig indehavet af Jakob Graver Nissen med 62 slag.
Turneringen fik også et hole in one lørdag, og det blev leveret af Mikkel Meyer Nielsen fra Breinholdtgård Golf Klub.
