Kvindeturnering på Augusta?
Af Martin Rahbech
Chefen på LPGA ønsker, at klubben uden kvindelige medlemmer skal have en turnering for kvinder
Rigtig mange traditioner er forbundet med Augusta National Golf Club. I meget høj grad gennem Masters, som er blevet afviklet på Augusta National Golf Club siden 1934.
Men med traditioner følger også gamle skikke. En af de mest omtalte er, at der ikke er kvindelige medlemmer af Augusta National Golf Club.
Der er et tema, som ofte bliver bragt frem netop op til Masters. Men Augusta National Golf Club er en privat klub, og man forbeholder sig retten til at fastholde klubben som ”kun for mænd”.
Men hvis det står for en af de mest fremtrædende personer indenfor udviklingen af kvindegolf, så bør der snart komme til at ske noget helt nyt.
- Som repræsentant for LPGA, synes jeg, Augusta burde have en kvindeturnering. Jeg er ligeglad med, om de har kvindelige medlemmer, har Mike Whan, chefrepræsentant fra LPGA, udtalt til det amerikanske magasin Forbes.
Her uddyber han.
- Når alt kommer til alt, ville jeg have svært ved at forklare mine børn, hvorfor far var medlem af en klub kun for mænd. Og jeg tvivler virkelig på, at når mine børn når min alder, at det overhovedet vil være et tema. De vil have kvindelige medlemmer til den tid. Det er en privat klub, og de kan gøre, hvad de vil. Men det er værd at lægge mærke til, at Augusta National er en utrolig støtte til nogle af vores initiativer. De skriver sekscifrede checks hvert år til pigegolf, hvilket hjælper piger til at komme ind i sporten. Jeg tror ikke, det er en undskyldningscheck, men måske er det. Men det er frustrerende, at de bedste spillere på vores tour nu, ikke kan spille der. Jeg spørger hvert år, siger Mike Whan.
Mike Whan er dog ikke medlem af Augusta National. Det er til gengæld flere store forretningsmænd med Bill Gates og Warren Buffett som de mest kendte.
Formand for klubben er Willian Porter Payne. Op til Masters 2012 gjorde han sin holdning nogenlunde klar på et pressemøde.
- Alle emner omkring medlemskab er nu og har historisk været genstand for medlemmernes private overvejelser, sagde Willian Porter Payne ved den anledning, og han gentog det adskillige gange.